Henrik Nielsen Barkhus – min ungdom 1857-1867

Henrik Barkhus, Stokkemarke, 1842-1931, første forstander på Stokkemarke fattiggård fra 1871-1889, senere høker og agent for Sparebanken i Nakskov. Han skrev sine erindringer i 1921, 79 år gammel.
Ved afskriften er anvendt nutidig retskrivning.

2. del: Min ungdom

Den 1. maj 1856 kom jeg ud at tjene og min første plads var hos gårdmand Knud Rytter i Kældernæs. Husstanden bestod af fem personer, manden 50 år, konen 72 år, pigen, som havde tjent der i 15 år, var 35 år, karlen 30 år, og jeg 14 år. Vi havde det ualmindeligt godt sammen og vor levemåde var ganske fortrinlig. Tonen i huset var jævn god og humøret ret livlig eftersom det jo ikke var ganske unge mennesker, jeg var imellem. Forholdet mellem manden og konen var vel på grund af aldersforskellen ikke så hjertelig, men i almindelighed ret godt. Han talte ikke ret meget til hverdags, hvorimod konen og pigen var ret livlige og de havde fuld frihed begge to til at gøre og lade som de ville med alt hvad der angik maden og alle indvendige sager.

Om sommeren bestod mit arbejde mest i at flytte og vande kreaturer, drive gæssene i marken om morgenen og deslige; men en morgen, da jeg drev gæssene ud, skete der, så vidt jeg i øjeblikket kunne se, en stor ulykke. Jeg havde nemlig en rive i hånden, som jeg skulle bruge i marken, og den svingede jeg hen over hovedet på gæssene og traf en af dem, som straks falder om og ligger død med det samme. Hvad skulle jeg nu gøre? Her var gode råd dyre. Jeg tog den og lagde den forsigtig ind i en kornmark og tænkte, at ræven nok kunne få skyld for at have taget den, men noget op ad dagen kom manden og spurgte mig om jeg havde fået jaget alle gæssene i marken, for han havde fundet en, som gik og skreg i kornmarken. Dette kom så uventet for mig at jeg næsten tabte vejret og grædende fortalte jeg ham, hvordan det hang sammen.

Så snart vi havde indhøstet bestilte karlen ikke andet end at tærske det indhøstede korn med en plejl. Det var et temmelig strengt arbejde og varede almindelig 5-6 måneder. Manden og jeg pløjede til vinter og såede vinterkornet, men når vi i oktober måned var færdig dermed, så var mit arbejde hele vinteren kun at skære hakkelse med en håndkiste til hestene, fodre dem og rense i heste- og kostalden, og som følge deraf havde jeg mange ledige stunder, men da jeg var lidt fingernem og da der var meget godt værktøj i huggehuset, så fandt jeg snart på at lave forskellige nyttige ting for eksempel vognstoppe, hammelstøj og sætte tænder i riverne og des lignende, og da min husbond ellers tidligere selv havde lavet en del i huggehuset, så varede det ikke længe førend han udtalte sin fulde tilfredshed med mig og gav mig ofte en drikkeskilling og betalte for mig i danseskolen. Konen og pigen kom jeg også på en god fod med ved at klampe deres træsko og lave lidt ved de forskellige træsager de havde i køkkenet, så jeg havde det ganske udmærket og uden at fornærme nogen af dem, kunne jeg godt tage deres stegte æbler i kakkelovnen og andre steder hvor de gemte dem, og ligeledes havde jeg opdaget at der var et hemmeligt rum i skorstenen hvori pigen altid gemte nogle fede pandekager med et godt lag syltetøj, og så tog jeg hver uge et par af dem, og da jeg kunne mærke at husbond godt kunne lide at jeg spillede kvindfolkene lidt sådanne puds, så blev der stor munterhed, da jeg en dag ved middagsbordet fortalte, at jeg havde spist pandekager fra det hemmelige rum i skorstenen.

Fra den tid vi var færdige med efterårspløjningen til vi skulle begynde at behandle jorden til forårssåningen, foretog min husbond sig ikke noget uden når vi skulle opmåle det korn, som karlen tærskede. Den øvrige tid anvendte han for en stor del til at besøge sine to søstre, der begge var gårdmandskoner i samme by, men aller oftest besøgte han sin nabo Anders Lund, efter ham Lindegård har sit navn. Disse to mænd besøgte i almindelighed skiftevis hinanden 4-5 gange ugentlig hele vinteren, og når de havde spist til aften, forslog de tiden med at drikke den ene toddy efter den anden og derefter drikke 4-5-6 snapse brændevin til nogle tvebakker med smør på. Det mærkelige ved disse sammenkomster var, at det var A. Lund der hele tiden førte ordet, min husbond svarede almindelig kun ”begribelige ting”. Det var kun under den sidste del af sammenkomsten, når han var blevet tøet rigtigt op, at han kunne tage nogen del i konservationen. Vi sad alle sammen i en fælles stue, og når deres samtaler ikke rigtigt ville gå, så blev jeg ofte opfordret til at synge for dem og så fik jeg altid et glas toddy hos dem, og dette førte til at jeg blev mere og mere dristig ved dem, hvilket følgende lille episode vil godtgøre: Det var altså en af disse aftener hvor de to havde siddet og pimpet adskellige toddyer ned og jeg havde sunget for dem, så siger A. Lund til mig ”kan du løbe ud til min gård og sige til min plejesøn, at han må spænde en hest for og hente mig”. Jeg løb øjeblikkelig ud, og vidste godt at det slet ikke var hans mening. Det var omtrent midnat og barfrost, og så opholdt jeg mig omtrent ½ time i mit kammer og derefter tog jeg en hjulbør og kørte rask op til forstuedøren og blev holdende, og samtidigt med at A. Lund udbryder, at det var kedeligt, at jeg var rendt ud og gøre alarm i hans gård, kommer de begge styrtende ud i forstuen og min husbond begyndte at klappe i hænderne og råbe ”Bravo”. A. Lund vidste ikke straks om han skulle le eller græde, men kom dog snart ind i situationen. Bagefter fik jeg en daler af min husbond og fra den dag stod jeg højt i kurs hos A. Lund, hvilket han viste mig, da jeg nogle år senere kom til at tjene i en anden nabogård ved altid at bede mig med til hans fødselsdag og høstgilder.

Det første år skulle jeg have 14 rigsdaler – 28 kr. i løn og i det andet skulle jeg have 19 rigsdaler = 32 kr., men jeg fik ikke så lidt mere. Det andet år gik i det hele taget ligesom det første, men der indtraf dog en begivenhed jeg aldrig kan glemme, fordi dens forløb så tydelig viser, hvorledes den almægtige Gud ikke alene beskytter de svage og umyndige, men også straffer dem, som spotter ham. Vi fik en ny karl eller mand, han var gift med min husbonds steddatter og boede i et hus tæt ved gården. Han var en meget rå og brutal person, der bandede til hvert ord, en rigtig gudsbespotter og gudsfornægter. Han bandede højt på, at der hverken var nogen gud eller fanden til. Han var særlig ond mod mig og mente, at jeg havde det altfor godt og altfor mange friheder, og derfor gik han stadig ind på at sætte ondt for mig hos min husbond.

Så en dag blev jeg syg af koldfeber, en sygdom som næsten ikke kendes nu, men i min ungdom graserede den stærkt. Der var næsten ingen i 15-20 års alderen uden at de måtte gøre bekendtskab med den. Det var en højst mærkværdig sygdom, idet at en kunne have den hver dag, en anden hver anden dag og en anden hver tredie dag, og så kunne den skifte om fra hver dag til hver anden eller hver tredie dag og omvendt, men symptomerne var ens. Den begyndte med stærke kuldegysninger, så stærk at tænderne klaprede i munden og hele legemet krympede sig som i de stærkeste krampetrækninger, og når det var overstået, så begyndte hedeturene, der medførte en usigelig hovedpine til man endeligt faldt i en meget urolig søvn. Sygdommen kom hver gang til et bestemt klokkeslæt, og der var ikke så få ringe mennesker der havde den år igennem, ja flere år, og de blev da meget afkræftede og standsede noget i væksten. Der blev sjælden søgt læge for denne sygdom, vel nok for en stor del på grund af, at den sjælden var dødelig, og der var alle steder en klog kone, som vidste mange gode råd, men som vist ikke hjalp en smule. Jeg fik altså denne sygdom første gang den 20. maj 1857 om eftermiddagen kl. 3 og tredje dagen efter ved samme klokkeslæt indfandt den sig præcis igen, og jeg husker så tydelig at jeg stod og hjalp arbejdsmanden – Jørgen Graver kaldtes han – med at skære brænde, da feberen meldte sig. Jeg måtte straks holde op med at arbejde og lægge mig ned, men da min husbond straks efter kom tilstede, så sagde Jørgen Graver til ham ”tag og giv drengen nogen lussinger, for det er kun dovenskab, han går og spiller komedie bare for at blive fri for at arbejde”. Disse ord krænkede mig i høj grad, for jeg var meget syg, og jeg vidste, at jeg aldrig før havde fået skyld for at være doven. Min husbond svarede også kun, at det troede han ikke og at jeg gerne kunne gå tilsengs. Så træffer det sig den dag jeg for femte gang skulle have besøg af feberen, da skulle vi i skoven og hente brænde til Jørgen Graver med begge vogne, men inden vi tager afsted så siger min husbond til mig ” ja, det er jo nok din feberdag i eftermiddag, men den kan måske ikke finde dig, når du kommer med ud i skoven”, og hvad sker så! Ja der sker dette, at da klokken var 3 begyndte Jørgen Graver at klage sig, han frøs og rystede over hele kroppen og lagde sig ned og jamrede sig ynkelig. Ja, han bad til den Gud han nyligt havde spottet, at han dog vilde tage smerterne fra ham. Jeg slap fri for at få feberen den samme dag og hele det følgende år, men i de fire første år derefter meldte feberen sig igen den 20. maj, men dog kun et par gange hvert år, og Jørgen Graver talte heller ikke mere om at jeg skulle bare have nogle lussinger som helbredelsesmiddel, men han slap dog sygdommen i løbet af kort tid. Det var også noget ganske usædvanligt at så gamle folk som han fik sygdommen. Nogle få år efter fandtes han hængende i et tøjsnor på sit loft, og der sagtes at han i fuldskab var falden i snoren og fundet døden.

Efter at jeg havde været to år hos Knud Rytter flyttede jeg til Vesterborg Skovhuse til en enke, som boede i den gård, som nu ejes af Chr. Kistrup. Det var et dårligt bytte, men jeg var for stor til at være dreng hos K. Rytter, og for ung til at være karl. Der fordredes nemlig dengang, at en karl skulle kunne tærske hele gårdens avling med en plejl, og det var jeg ikke gammel nok til at kunne gøre. Hos enken levede vi meget dårlig, endskønt hun var meget velhavende. Smørret og kødet, som vi fik, var næsten altid muggent og fordærvet, og når vi klagede over føden, så fik vi kun en lang forelæsning over de kræsne tjenestefolk og tillige en sådan portion udskæl, så vi tabte snart lysten til at klage.

Hun havde ellers en flink avlskarl, men han turde aldrig modsige hende af den grund, som vi snart blev klog på, at han havde kig på den gode gård, der hængte ved den rige enke. Han nåede også sin hensigt at blive gift med hende inden jeg flyttede derfra. Han hed Ole Johansen og var 40 år og enken, da de blev gift, 60 år. Han havde sit mas med hende, for hun var skrækkelig urimelig, så at de ikke kunne få eller holde nogen tjenestefolk, men han nåede dog at få fred for hende, da hun døde nogle år efter, og derefter giftede han sig med sin nabos, Christen Vævers, datter, der bestyrede huset for ham. Min løn var der 20 Rdl = 40 kr. for det første år og 14 Rdl = 28 kr. for det andet halvår. Den første november 1859 flyttede jeg så hjem for at lære at lave træskoer, men for at have noget mere at bestille end at lave træskoer, købte min fader en gammel hest på efterårsmarkedet i Maribo og med den kørte jeg mergel på den godt 2 tønder land store lod, han havde nord for huset. Graven, hvor jeg tog mergelen fra, ses endnu 62 år efter. Den hest fader havde købt var fuldstændig blind, men det vidste han ikke noget af førend det nærved havde været for silde, for da han nåede forbi jordmoderhuset i Stokkemarke, ville han ride hen og vande hesten i byparken, men der var gravet flere dybe lergrave ved højre side hen til vandet, og inden fader vidste af det, lå både han og hesten nede i en af disse, og da de var fyldte med vand, så havde de nær druknet begge to, men han kom dog til sidst fri af hesten og fik purret koblets beboere ud, der så hjalp til med at grave hesten ud, men både fader og hesten var meget tilsølede af ler og vand og ved samme lejlighed blev fader først klog på, at hesten var blind. Jeg fik altså lært at lave træskoer den vinter og flyttede den 8. april 1860 i tjeneste hos Mads Bringes enke i Kældernes, hun var søster til min første husbond K. Rytter og var en udmærket madmoder, men det var en streng plads med arbejde. Der var nemlig en avlskarl og han udførte alt det lettere arbejde, medens jeg måtte gå af med slæbet. I sommerløn fik jeg 6 kr. månedlig og fra 1. september skulle jeg tærske alt det indavlede korn med plejl og til løn, og derfor skulle jeg have hver 22-tyvende tønde, og for samme løn skulle jeg skære hakkelse til 5 heste med en håndkiste. Det var en streng tid at udføre dette i 18 års alderen, men det var den eneste måde at tjene en nogenlunde løn dengang som bondekarl. Sommerarbejdet var også temmelig strengt. Det bestod mest i at grave grøfter i brakmarken, læsse gødning på og sprede den, grave mergel og jord, der skulle flyttes, slå kløver, hvoraf der almindelig var meget dengang, da der altid var to græsmarker i en gårds drift, og så kom høsten hvor vi måtte meje al kornet med hånden, og når det var mejet, så lå det nogle dage på skår. Når så dagen kom, at vi skulle køre det hjem, så skulle vi almindelig alle mand ud at vende det til middag, og så snart vi havde spist, trak hele styrken med nogle knipper halmbånd på ryggen ud for at binde kornet og bære det sammen i hobe. Det gik på livet løs med at kappes om at nå enden først. Pigerne og høstkonen kjørnede det sammen og mandfolkene bandt og bar det i hobe. Ved tretiden om eftermiddagen kom madmoderen almindelig med varme æbleskiver, klejner eller tynde pandekager og desuden så meget brændevin og gammelt øl, vi ville drikke, og derved blev humøret og tempoet i arbejdet sat yderligere op, og da kneb det tit for os unge, men ingen ville stå tilbage, vi måtte blive ved til vi havde bundet hele marken, om også klokken blev 6-7. Derpå hjem og få nogen mad, og så hestene for vognene og så skar den med at køre al det bundne korn hjem, for det var altfor risikabelt at lade de store bind blive stående til næste dag, men det blev ofte midnat og derover førend vi blev færdige sådan en dag, men så vankede der også varm aftensmad med diverse snapse og gammelt øl. Når høsten var forbi begyndte tærskningen, et meget ensformigt og strengt arbejde, der varede ca. 5 måneder på de mindre gårde, men ofte indtil 7 måneder på de større gårde. Under dette arbejde i vinteren 1863 fandt jeg på en lille adspredelse, der morede mig meget. Jeg havde nemlig i efterårstiden lagt mærke til, at der var overordentlig mange høge, som ikke så sjælden tog en stor kylling og undertiden også en gammel høne, når de gik og sankede på stubben. Jeg besluttede da at gøre et forsøg på at skyde nogen af dem, og da min madmoder var meget ked over at der gik så stærkt svind på kyllingerne, så bad jeg hende om tilladelse til at tøjre en kylling bag gården et passende skud fra en lem i baggrunden af loen, hvor jeg hver dag stod og tærskede, og det lykkedes over min forventning at lokke høgene til at angribe den. Den 12. november om morgenen gjorde jeg det første forsøg og inden der var gået en time havde jeg skudt den første høg og hen under aften samme dag skød jeg en til, de var begge to så store, at de godt kunne flyve med en høne, men da hønsene var tøjrede, så blev høgene til jeg fik skudt dem. Det var en udmærket begyndelse og jeg fortsatte derefter hele vinteren og nåede i alt at skyde 8 høge, men flere gange havde de fortæret det meste af kyllingen inden jeg fik at se, at de var der. Kun en gang lykkedes det mig at skyde høgen inden at kyllingen tog nogen skade. En lille extra fornøjelse jeg havde af dette arbejde kan jeg ikke glemme.

Den fra min første plads omtalte gårdejer A. Lund var nu bleven min nabo igen, kun fra en anden side. Han havde mange duer og holdt meget af dem, han havde så lidt opfordret mig til at skyde høgene, som han påstod tog flere af hans duer end han selv fik. Den dag, jeg havde skudt de første to høge, lagde jeg dem i en kurv og gik hen til ham om aftenen og sagde jeg ville forære ham disse to ”agerhøns”. Han blev meget glad og forlangte straks at vi skulle have en toddy og medens vi drak den bad jeg ham om at se agerhønsene for de var meget store, men da han så de lange kløer blev han klog på, hvad det var for fugle og så blev han dobbelt glad, fordi at de da ikke kunne tage flere duer fra ham, og dermed tog han kurven og gik ind til sin kone og hun udbrød ”Næ, jeg troede dog ikke at agerhøns var så store”. Hun fik lov til at rengøre dem men slap dog fri for at stege dem. Da jeg gik derfra indbød Lund mig på toddy for hver gang jeg kunne skyde en høg, og derefter kom jeg også 6 gange mere. En anden begivenhed, men af en mere alvorlig art, indtræf mens jeg i 4½ år var i denne plads, skal jeg komme tilbage til i næste del af mine livserindringer.

Jeg blev altså i denne plads til jeg skulle være soldat, og jeg mødte på sessionen den 9. oktober 1863 og blev udskreven til dragon og trak no. 426. Allerede den gang taltes der stærkt om at vi skulle have krig, og som bekendt brød tyskerne og østrigerne ind i Slesvig Holsten den 1. februar 1864. Dragonerne lærte den gang i to hold, og første hold var allerede indkaldt på skolen i januar måned, medens jeg og 9 andre fra Lolland og Falster ikke blev indkaldt førend den 1. august samme år og dengang var krigen for så vidt afsluttet. Men det var en meget streng tid for mig fra krigens udbrud og til jeg blev indkaldt. Jeg havde ikke lyst til nogen ting, hverken arbejde eller fornøjelse af nogen slags kunne interessere mig. Der var kun en ting jeg havde lyst til, og det var, at rejse ind og hjælpe mine kammerater med at slå tyskerne ihjel.

Stemningen herhjemme var at begynde med temmelig god. Både aviserne og de efterretninger vi fik fra fronten var temmelig opmuntrende, telegrafen var dengang nyligen kommen i brug, og man trøstede os med at der var anlagt telegraf langs hele dannevirkestillingen, og så snart tyskerne begyndte at gå på et sted, så skulle der hurtig blive tilkaldt mandskab fra alle sider for at slå dem tilbage, men det skulle ikke gå således for den kommanderende general, da han og hele generalstaben, undtagen en officer, var af den formening, at det var ganske umulig at forsvare en så lang forsvarslinie imod 2 stormagter, og i et krigsråd, der blev afholdt den 4. februar om aftenen, blev det besluttet at rømme hele danevirkestillingen den samme nat, og at gå tilbage til dybbølstillingen og en del til Nørrejylland. Det var en overordentlig streng tilbagemarch, både for folkene og hestene. Det var en hård frost med en bidende snestorm fra nordøst, så de havde vinden og sneen lige i ansigtet og dertil kom den stærkt svækkede moralske virkning, som et tilbagetog altid indfører og følgen blev også, at en stor del af mandskabet og af hestene og kanonerne og andet krigsmateriel blev liggende i vejgrøfterne og mangen brav soldat fik her et banesår, som han aldrig forvandt.

Herhjemme gav efterretningen om danevirkestillingens rømning et voldsomt stød i befolkningen, her var ingen der kunne forstå at rømningen skete uden at der havde været noget slag eller stærk påtrængen fra tyskernes side. Alle råbte at det var det skammeligste forræderi fra overkommandoens side, og de forfærdeligste rygter bredte sig til alle sider. Ja hele folket var lammet, og den tilstand som vi befandt os i den første tid efter rømningen var ganske forfærdelig. Der var ingen der havde lyst til at bestille noget, og når vi talte med nogen, så skete det i en hviskende tone, man mente at se forrædere alle vegne. Jeg selv var syg både på legeme og sjæl over at jeg ikke kunne være med og stå side om side med mine kammerater, men vi måtte finde os i det og i mere endda, idet at tyskerne tog dybbølstillingen og Als den 18. april, og dermed var det danske folk fuldstændig brudt sammen.

Under hele krigen gik der stadig rygter om at både England, Sverige og Rusland ville sende hjælpetropper herover, men her kom ingen undtagen nogle få frivillige fra forskellige stater, og det var derfor ikke underligt, at de danske måtte ligge under og bede om våbenstilstand i maj måned og dermed var krigen egentlig forbi med det samme, da det viste sig, at ingen af stormagterne ville hjælpe til at drive tyskerne og østrigerne hjem. Under fredsforhandlingerne, der førtes i London, måtte Danmark gå ind på at afstå Als og Slesvig Holsten til kongeåen og først nu efter 56 års forløb er grænsen rykket ned nær nord for Flensborg og noget syd for Tønder, så langt imod syd som der ved en folkeafstemning, der afholdtes den 10. februar 1920, viste sig et flertal af befolkningen, som ville høre til Danmark. Med hensyn til rømningen af danevirkestillingen varede det ikke så længe førend vi blev kloge på at det ikke var forræderi, men derimod en klog foranstaltning, thi der er jo nu ingen tvivl om, at havde vore folk ikke rømmet førend tyskerne havde fået samlet alt deres mandskab, så havde hele stillingen med mandskab og materiel blevet indtaget og ødelagt på en gang.

Først i juli måned modtog jeg min indkadelsesordre og deri stod ”Han skal møde på 4. Dragonregiments Rekrutskoles Kontor i Næstved den 1. august efter kl. 1” og det gjorde jeg selvfølgelig, men det var ikke så nemt at rejse dengang som nu. Her var nemlig ingen jernbane dengang og det var altfor kostbart at rejse med posten. Min husbond kørte mig til Grimstrup, hvor jeg havde fået opdaget, at der var en kammerat, som skulle samme sted som jeg, og hans fader kørte os til Guldborg, men da vi kom over til Falster, så kunne vi ikke få nogen til at køre for os, og derfor måtte vi bærende vore tunge tversække, der indeholdt mange pund smør, ost og kød foruden støvler, skjorter og mange andre ting. Vi havde vel gået en milsvej, da et køretøj nåede os og der fik vi lov til at køre med til Gåbense Færgested og der traf vi tre falstringer, som også skulle melde sig i Næstved. Nu var vi altså 5 mand og så lejede vi en vogn i Vordingborg, der så kørte os til Næstved dagen før vi skulle melde os.

Den 1. august efter kl. 1 mødte jeg tilligemed 116 andre lidelsesfæller uden for rekrutskolens kontor. Stemningen var ret god uden dog at være overlystig, men modtagelsen var ikke hjertelig, men svarede forresten godt til den fremtidige behandling vi fik. Jeg var i det første hold, som blev lukket ind på kontoret, og der sad foruden en skriver tillige skolekommandøren ritmester Kosen, og der fik vi straks en lille forsmag på hvorledes Kammertonen var. Det traf sig nemlig således, at da vi havde stået et øjeblik under almindelig tavshed, så var der en som spyttede, så vi kunne høre at der faldt en klat på gulvet, men vor herre bevare os for sådan en støj der blev. Skolekommandøren sprang op som en løve og ville absolut have at vide hvem det var som spyttede, men da der ikke var nogen der sådan ville udlevere en kammerat, så blev han helt rasende, og efter han havde lovet os alt det onde, der kan tænkes i denne verden, blev vi jaget ud af kontoret alle sammen og måtte så vente til alle de andre var skreven ind. Da det var forbi, mødte vi på munderingskontoret og fik vor mundering udleveret. Tøjet bestod af gamle sager, der havde været brugt i krigen og afleveret af allerede hjemsendte dragoner. Der sad gamle lusebælge langs sømmene i benklæderne og i frakken og trøjen, men der var da ingen levende væsener at opdage.

Det kunne også godt ses at tøjet havde været kogt, for det var så krøllet og så ikke meget appetitlig ud, men vi måtte trække i det og sende vort eget tøj i byen eller hjem, da det var umulig at havde det på kasernen. Næste morgen kl. 5 blæstes rReveillen og efter at have vasket os måtte vi ned i stalden, og da der endnu ikke var kommen nogen hest fra felten, så måtte vi vaske og skrubbe alle krybberne og spiltangene, og skrabe og vaske om igen hele dagen under kommando af nogle gamle, fordrukne underofficerer, der under eder og forbandelser forsikrede os, at de nok skulle tage pippet fra os, hvilket de også troligt holdt. De næste dage måtte vi luge stenbroen omkring kasernen og stalden og med undtagelse af ½ time til frokost, 1 time til middag og ½ time om eftermiddagen måtte vi arbejde til solen gik ned, stadig under en regn af de mest hånende ord vort sprog kender. Disse to dage har altid stået for mig som de længste af alle de dage jeg har oplevet. Næste dag, den 4. august kom endelig hele 4. dragonregiment ridende og marcherede op på rekrutskolens exercerplads. Det var et imponerende syn at se alle disse ældre, staute karle holde i to geledder med fuld feltmæssig oppakning og udtrukken sabel, robuste og vejrbidte som de var af feltlivet, og iblandt dem var kun en jeg kendte, nemlig nu afdøde gårdejer Christen Skafte af Stokkemarke. Jeg og han spiste samme aften en stegt and, som jeg havde med i min madpose hjemmefra, og denne lille fællesspisning omtalte han ofte når vi senere kom sammen. Så fik vi altså hver en hest, men vore rideture var langt fra morsomme, og tilmed så optog hestens røgt og pleje al den tid vi ikke var til øvelser.

Vi blev purrede ud kl. 4 om morgenen og mødte straks til staldtjeneste, der bestod i at strigle og vande hestene og derefter gøre stalden ren, hvilket varede i 2 timer og kl. 7 stillede vi til øvelser. Vi blev inddelt i flere hold, så at et eller to hold skiftevis var til ridning hele formiddagen. De hold, der ikke var til ridning, havde så gymnastik, sabelhugning, låse- og sadeladskillelse m.m. Vi red i fortningen med prense og kun dækken på hesten. Senere red vi på saddel uden stigbøjler, og det var meget vanskeligt fordi sadlerne var meget glatte og det var derfor ikke så sjælden at en trillede af, men der skete dog ingen skade derved i min skoletid. Ridelærerne var nogle fordrukne tyske underofficerer, der på grund af deres tyske sindelag ikke var kommet med i felten. De tiltalte os med alle de smukkeste blomster af vort sprog; for eksempel øgle, skurk, laban, mordbrænder og des lignende, men de nøjedes ikke med at skælde ud, nej de slog både med korte fiskebensridepiske på de nøgne hænder, men også med de lange ”chambriere”, det er lange piske, som ellers bruges når der køres med 4 heste. Det gjaldt jo særlig at lære at ride og styre hesten med venstre hånd og med benene. I den højre hånd skulle vi bruge sabelen, karabinen og pistolen, både til angreb og forsvar. I den første tid red vi i ridehuset og på ridebanen i kasernegården, og her blev vi mishandlede efter alle kunstens regler, såvel ved ridningen som ved fodexercit og gymnastik i fægtesalen. Jeg skal blot nævne et lille eksempel: En dag, da vi stillede til fodexercit på ridebanen, da klagede en af lollænderne over at hans ligtorne var så ømme, at han ikke kunne tåle at exercere, og det bekom ham rigtignok ikke godt. Jeg selv og mange flere led også lidt af samme plage, og årsagen var for en stor del, at vi var nødt til at gå med meget høje hæle under støvlerne for sporernes skyld, og som følge deraf gled fødderne så stærkt ind i snuden af støvlerne, så at det var en hel tortur at stå ”ret” eller at marchere. Nå, der blev sjov blandt underofficererne, da de hørte, at en mand havde ligtorne. Det var noget som de godt forstod at kurere en rekrut for, her var jo en udmærket lejlighed til at håne og plage en mand, som jo dog ikke havde forset sig. Altså, ligtornemanden frem af geleddet og ridebanen rundt, først i skridt og da det på forespørgsel ikke var hjulpet på ligtornene, så blev han igen kommanderet ridebanen rundt, først i trav og dernæst i galop under en højlydt latter af alle befalingsmændene, hvorefter der blev kommanderet ”holdt”, og da der så blev spurgt rekrutten om det havde hjulpet noget, svarede han ja, og det var rigtig sjov for d’herrer menneskeplagere, de råbte alle i munden på hverandre, at der kunne vi vilddyr se, at de kunne kurere alle forefaldende sygdomme uden anden medicin end en ridepisk. Hvis rekrutten havde svaret, at det ikke var hjulpet på ligtornene, så han selvfølgelig blevet kommanderet ridebanen rundt igen til han havde styrtet, og var selvfølgelig af frygt derfor at han svarede ja til at det havde hjulpet. Men hver gang vi efter den dag stillede til fodexercit, så blev der kommanderet ham med ligtornene ”frem”, og stymperen blev så spurgt om hvorledes ligtornene havde det i dag, og om de var ømme, han svarede altid ”nej”, for han vidste jo godt, at han svarede ”ja”, så ville han komme til at løbe nogle omgange på ridebanen igen til moro for alle drukkenboltene. Enden på denne historie blev at vedkommende rekrut, der var en bondesøn fra Horslunde, fik sin fader til at stille en anden mand for sig for 300 kr., det var mange penge dengang.

Nå, skoletiden fik en ende, og vi havde præsentation for hele staben ret før julen, og samme dags aften var der lidt selskabelig sammenkomst i det store værelse over marketenderiet, og da traf det sig således at en af vore værste plageånder, en sand røver, gymnastiklærer Vorthmann ”ved et par af mine kammeraters hjælp” faldt ned af den lange trappe og slog den store røde næse i stykker og fik med det samme flere kvæstelser, så at han måtte bæres i en parteskejs til sygehuset, hvor det viste sig, at han havde fået så store beskadigelser, at han ikke kunne være soldat for eftertiden. Efterretningen herom fremkaldte en sand glæde blandt os og alle ældre dragoner, som havde lært gymnastik under ham. Den 31. december 1864 blev jeg og fem andre her fra stiftet kørt i vogn til Slagelse, hvor 3. eskadron havde sin garnision, og fra den dag blev vor tilværelse her på jorden dog lidt mere menneskelig. Her var ingen militærkaserne i byen, hvorfor vi blev indkvarteret hos borgerne i byen imellem de ældre dragoner. Jeg blev indkvarteret hos en skomager Kofod i Slotsgade, tæt ved rytterstalden, som nu er nedrevet, og der er indrettet markedsplads hvor den stod, og på vor ridebane. Disse kvarterværter havde fast akkord med regeringen om at levere opholds- og soveværelse. Senge med madrasser og uldne tæpper og rene lagener en gang om måneden og rene håndklæder en gang om ugen og desuden varme i opholdsværelset om vinteren. Det gik rigtig godt med alle disse leveringer undtagen med varmen, den udeblev endskønt det var blevet meget koldt, men for at hidføre en forandring i dette forhold, tog jeg en aften kakkelovnen og bar den ned og stillede den op udenfor Kofod’s vinduer. Han spurgte os aldrig om hvorfor den var båren ned, men fra den tid fik vi tilstrækkelig varme, og så var hensigten nået. Da jeg 23 år senere var på besøg i Slagelse, blev jeg af en af mine tidligere kammerater præsenteret for en af byens embedsmænd, som den mand, der flyttede skomager Kofod’s kakkelovn ud i gården 1865. En anden begivenhed, som jeg på en måde var deltager i, var det store opløb ved Antvorskov den 27. april 1866, hvilket jeg har skildret i en artikel i Sorø Amtstidende for den 27. april 1915 og som vedlægges her til behagelig gennemsyn, tilligemed en vise, som er digtet i den anledning.

Slagelse var en udmærket by at være i som soldat, og vi kom særdeles godt ud af det med den civile befolkning, det var derfor en stor sorg, både for befolkningen og for os, da vi fik at vide, at vi skulle flytte til Frederiksborg den 16. oktober 1866. I anledning heraf blev hele eskadronens mandskab med befalingsmænd af borgerforeningen indbudt til en selskabelig sammenkomst aftenen forud i deres selskabslokaler, og her blev vi opvartede med kage, vin og toddy og der blev holdt mange taler, både af borgerne, befalingsmændene og de menige. En af borgerne udtalte blandt andet, at alle Slagelse bys beboere ville savne os hver eneste dag, men at savnet dog ville blive størst blandt den kvindelige ungdom, men han tilføjede trøstende ”at hvis opholdet her i byen for os skulle få ubehagelige følger, så skulle han nok klare ærterne”. Der blev bravo og håndklappet. Om der er bleven stillet nogen fordring til ham i den henseende er mig ubekendt. Vi flyttede altå fra Slagelse den 16. oktober, var indkvarteret i Ringsted den første nat og i Roskilde den anden, og kom til Frederiksborg den 18. oktober. Herfra blev jeg permitteret den 12. november samme år efter 27½ måneds fast tjeneste. Dengang var det næsten umulig at få orlov, de fleste opnåede det aldrig. Jeg nåede dog efter 26 måneders tjeneste at få orlov i 5 dage, hvilket blev betragtet som en særlig nåde. Allerede næste år, 1867, blev jeg indkaldt til manøvre den 13. august i 1½ måned i Frederiksborg, men der var slet ikke begyndt på høsten, da jeg rejste. 1868 blev jeg igen indkaldt til manøvre den 29. juni i 1 måned i Odense, og da jeg kom hjem den 2. august, var der indhøstet de fleste steder. Det var altså 5 år efter hverandre jeg var borte i høsten, og fuldud 2½ år jeg måtte ofre til militærtjenesten og om denne er kun at tilføje, at den 1. august 1920 holdt 4. dragonregiment 250 års jubilæumsfest i Næstved, hvortil alle dragoner fra regimentet var indbudt til frokost. Jeg mødte også der, det var jo 56 årsdagen for min indkaldelse til rekrutskolen. Der var mødt 13-1400 dragoner af alle årgange ligefra 1861, men fra min årgang var kun mødt en mand foruden mig af de 117, som blev optaget på skolen den 1. august 1864. Vi blev udmærket beværtet ved 7 borde, der var omtrent 100 alen lange, i det nye ridehus. Aftensmaden, der også var god og rigelig med mad og vin, betalte vi med hver 10 kr. Der blev holdt en masse taler med de bedste ønsker for os alle sammen og dermed vil jeg så afslutte min militære løbebane, som i økonomisk henseende var et tab af 5 år i den bedste alder. Førend jeg begyndte på militærtjenesten havde jeg opsparet omtrent 400 kr., og jeg havde foresat mig, at jeg ikke ville bruge nogen af dem der, da jeg havde arbejdet så hårdt for dem, men det kunne jeg alligevel ikke overholde. Vor lønning var kun 45 øre og 1½ pund brød, og deraf skulle vi betale for vask, fodtøj og pudserekvisitter foruden at leve, og det gik derfor mig ligesom alle de andre, der havde lidt at tage af. At selvopholdelsesdriften kuldkastede alle tidligere fortsætter og beregninger, så at jeg kun havde godt 100 kr. tilbage af dem, da jeg blev permitteret den 12. november 1866.

Dertil kom at jeg havde ikke nogen plads, da jeg kom hjem og det var præst pastor Galschøit skyld i. Han havde længe førend jeg blev permitteret flere gange i forvejen anmodet min fader om at opfordre mig til at tage tjeneste hos ham, når jeg kom hjem, og det havde jeg lovet at ville. Jeg blev derfor meget skuffet og forundret da jeg kom hjem og meldte mig hos præsten, da han svarede, at han beholdt sin gamle karl, Ole Jesper. Jeg måtte nu være glad for at kunne være hjemme hos mine forældre det meste af vinteren, men jeg tjente ikke noget af betydning. Til 1. april 1867 fik jeg så plads i den gård, som nu ejes af amtsrådsmedlem Smedemand i Blands. Jeg skulle være avlskarl der hos en gammel mand, der hed P. Hovmand, og der skulle jeg have den store løn af 12 kr. om måneden, det var næsten uhørt. P. Hovmand var en rigtig rar gammel mand, han overlod snart alt hvad der angik gårdens drift til mig. Han ville gerne ligge i sengen lidt længe om morgenen, og når han så kom op, så vidste han sjælden hvor vi var eller hvad vi bestilte, og når han så fandt os, så sagde han altid med det bedste humør, at han havde haft travlt med at finde os, og at det var vist også det bedste, at det arbejde vi foretog os blev udført førend noget andet. Hans kone var ikke nogen god madmoder. Vi levede dårligt og hun regnede kun tjenestefolkene for at være et nødvendigt onde. Når der kom fremmede af familien eller af naboerne og der var nogen unge imellem, så ville P. Hovmand altid have at jeg kom ind og holde selskab med dem, men det kunne konen ikke lide. Så var det en søndag, at der skulle komme en del unge fremmede og P. Hovmand derfor bad mig om at blive hjemme og holde selskab med dem, og det havde konen naturligvis en anelse om. Hun kom derfor ud i gården til mig om eftermiddagen og spurgte om jeg ikke skulle til Keldernæs for hun havde et brev, som hun gerne ville have besørget. Jeg forstod godt meningen straks og svarede, at jeg skulle forsvinde om eftermiddagen, men at drengen vel nok kunne klare hendes byærinder. Jeg gik altså bort, men morgenen efter kom P. Hovmand usædvanlig tidlig op og ud i stalden hos mig. Jeg kunne straks se, at der var noget usædvanlig på færde. Han sagde kun ”hvorfor gik du bort i går eftermiddag?” Jeg forklarede ham grunden. Han svarede ikke et ord, men efter hvad pigerne senere fortalte mig, så havde han givet konen en ualmindelig omgang med skældsord og bebrejdelser, så at hun i lang tid var helt undselig overfor mig. Ellers kunne hun ganske beherske ham og få det akkurat som hun ville. Hun var enke, da hun blev gift med ham og havde 2 børn. Sønnen læste til skolelærer og datteren, der senere blev gift med Frederik Søgård, skulle være stadsdukke, derfor gjaldt det om at knibe på alle måder for at der kunne blive noget til dem, men det forslog ikke noget alligevel, for nogle få år efter at Frederik Søgård blev gift med datteren, spillede han op både sine forældres og P. Hovmands gårde, så at de måtte rømme alle sammen.

Link til tredie del af Henrik Nielsen Barkhus erindringer – min min manddom 1868-1888 (nyt vindue)