Henrik Nielsen Barkhus – min ungdom 1857-1867

Henrik Barkhus, Stokkemarke, 1842-1931, første forstander på Stokkemarke fattiggård fra 1871-1889, senere høker og agent for sparebanken i Nakskov. Han skrev sine erindringer i 1921, 79 år gammel.
Erindringen er afskrevet med forfatterens stavemåde, tegnsætning er ændret for at lette læsning.

Anden Del – min Ungdom.

Den 1 Maj 1856 kom jeg ud at tjene og min første Plads var hos Gaardmand Knud Rytter i Kældernæs. Husstanden bestod af fem Personer, Manden 50 Aar, Konen 72 Aar, Pigen, som havde tjent der i 15 Aar, var 35 Aar, Karlen 30 Aar, og jeg 14 Aar. Vi havde det ualmindeligt godt sammen og vor Levemaade var ganske fortrinlig. Tonen i Huset var jævn god og Humøret ret livlig eftersom det jo ikke var ganske unge Mennesker, jeg var imellem. Forholdet mellem Manden og Konen var vel paa Grund af Aldersforskellen ikke saa hjertelig, men i Almindelighed ret godt. Han talte ikke ret meget til hverdags, hvorimod Konen og Pigen var ret livlige og de havde fuld Frihed begge to til at gøre og lade som de vilde med alt hvad der angik Maden og alle indvendige Sager.

Om Sommeren bestod mit Arbejde mest i at flytte og vande Kreaturer, drive Gæssene i Marken om Morgenen og deslige; men en Morgen, da jeg drev Gæssene ud, skete der, saa vidt jeg i Øjeblikket kunde se, en stor Ulykke. Jeg havde nemlig en Rive i Haanden, som jeg skulde bruge i Marken, og den svingede jeg hen over Hovedet paa Gæssene og træffer en af dem, som straks falder om og ligger død med det samme. Hvad skulde jeg nu gøre? Her var gode Raad dyre. Jeg tog den og lagde den forsigtig ind i en Kornmark og tænkte, at Ræven nok kunde faa Skyld for at have taget den, men noget op ad Dagen kom Manden og spurgte mig om jeg havde faaet jaget alle Gæssene i Marken, for han havde fundet en, som gik og skreg i Kornmarken. Dette kom saa uventet for mig at jeg næsten tabte Vejret og grædende fortalte jeg ham, hvordan det hang sammen.

Saasnart vi havde indhøstet bestilte Karlen ikke andet end at tærske det indhøstede Korn med en Plejl. Det var et temmelig strengt Arbejde og varede almindelig 5-6 Maaneder. Manden og jeg pløjede til Vinter og saaede Vinterkornet, men naar vi i Oktober Maaned var færdig dermed, saa var mit Arbejde hele Vinteren kun at skære Hakkelse med en Haandkiste til Hestene, fodre dem og rense i Heste- og Kostalden, og som Følge deraf havde jeg mange ledige Stunder, men da jeg var lidt fingernem og da der var meget godt Værktøj i Huggehuset, saa fandt jeg snart paa at lave forskellige nyttige Ting f. E. Vognstoppe, Hammelstøj og sætte Tænder i Riverne. o. ds. l., og da min Husbond ellers tidligere selv havde lavet en Del i Huggehuset, saa varede det ikke længe førend han udtalte sin fulde Tilfredshed med mig og gav mig ofte en Drikkeskilling og betalte for mig i Danskeskolen. Konen og Pigen kom jeg ogsaa paa en god Fod med ved at Klampe deres Træskoer og lave lidt ved de forskellige Træsager de havde i Køkkenet, saa jeg havde det ganske udmærket og uden at fornærme nogen af dem, kunde jeg godt tage deres stegte Æbler i Kakkelovnen og andre Steder hvor de gemte dem, og ligeledes havde jeg opdaget at der var et hemmeligt Rum i Skorstenen hvori Pigen altid gemte nogle fede Pandekager med et godt Lag Syltetøj, og saa tog jeg hver Uge et Par af dem, og da jeg kunde mærke at Husbond godt kunde lide at jeg spillede Kvindfolkene lidt saadanne Puds, saa blev der stor Munterhed, da jeg en Dag ved Middagsbordet fortalte, at jeg havde spist Pandekager fra det hemmelige Rum i Skorstenen.

Fra den Tid vi var færdige med Efteraarspløjningen til vi skulde begynde at behandle Jorden til Foraarssaaningen, foretog min Husbond sig ikke noget uden naar vi skulde opmaale det korn, som Karlen tærskede. Den øvrige Tid anvendte han for en stor Del til at besøge sine to Søstre, der begge var Gaardmandskoner i samme By, men alleroftest besøgte han sin Nabo Anders Lund, efter ham Lindegaard har sit Navn. Disse to Mænd besøgte i Almindelighed skiftevis hinanden 4-5 Gange ugentlig hele Vinteren, og naar de havde spist til Aften, forslog de Tiden med at drikke den ene Toddy efter den anden og derefter drikke 4-5-6 Snapse Brændevin til nogle Tvebakker med Smør paa. Det mærkelige ved disse Sammenkomster var, at det var A. Lund der hele Tiden førte Ordet, min Husbond svarede almindelig kun ”begribelige Ting”. Det var kun under den sidste Del af Sammenkomsten, naar han var blevet tøet rigtigt op, at han kunde tage nogen Del i Konservationen. Vi sad alle sammen i en fælles Stue, og naar deres Samtaler ikke rigtigt vilde gaa, saa blev jeg ofte opfordret til at synge for dem og saa fik jeg altid et Glas Toddy hos dem, og dette førte til at jeg blev mere og mere dristig ved dem, hvilket følgende lille Episode vil godtgøre: Det var altsaa en af disse Aftener hvor de to havde siddet og pimpet adskellige Toddyer ned og jeg havde sunget for dem, saa siger A Lund til mig ”kan du løbe ud til min Gaard og sige til min Plejesøn, at han maa spænde en Hest for og hente mig”. Jeg løb øjeblikkelig ud, og vidste godt at det slet ikke var hans Mening. Det var omtrent Midnat og Barfrost, og saa opholdt jeg mig omtrent ½ Time i mit Kammer og derefter tog jeg en Hjulbør og kørte rask op til Forstuedøren og blev holdende, og samtidigt med at A Lund udbryder, at det var kedeligt, at jeg var rendt ud og gøre Alarm i hans Gaard, kommer de begge styrtende ud i Forstuen og min Husbond begyndte at klappe i Hænderne og raabe ”Bravo”. A Lund vidste ikke straks om han skulde le eller græde, men kom dog snart ind i Situationen. Bagefter fik jeg en Daler af min Husbond og fra den Dag stod jeg højt i Kurs hos A Lund, hvilket han viste mig, da jeg nogle Aar senere kom til at tjene i en anden Nabogaard ved altid at bede mig med til hans Fødselsdag og Høstgilder.

Det første år skulde jeg have 14 Rigsdaler – 28 Kr i Løn og i det andet skulde jeg have 19 Rdl = 32 Kr, men jeg fik ikke saa lidt mere. Det andet Aar gik i det hele taget ligesom det første, men der indtraf dog en Begivenhed jeg aldrig kan glemme, fordi dens Forløb saa tydelig viser, hvorledes den almægtige Gud ikke alene beskytter de svage og umyndige, men ogsaa straffer dem, som spotter ham. Vi fik en ny Karl eller Mand, han var gift med min Husbonds Steddatter og boede i et Hus tæt ved Gaarden. Han var en meget raa og brutal Person, der bandede til hvert Ord, en rigtig Gudsbespotter og Gudsfornægter. Han bandede højt paa, at der hverken var nogen Gud eller Fanden til. Han var særlig ond mod mig og mente, at jeg havde det altfor godt og altfor mange Friheder, og derfor gik han stadig ind paa at sætte ondt for mig hos min Husbond.

Saa en Dag blev jeg syg af Koldfeber, en Sygdom som næsten ikke kendes nu, men i min Ungdom graserede den stærkt. Der var næsten ingen i 15-20 Aars Alderen uden at de maatte gøre Bekendtskab med den. Det var en højst mærkværdig Sygdom, idet at en kunde have den hver Dag, en Anden hver anden Dag og en Anden hver tredie Dag, og saa kunde den skifte om fra hver Dag til hver anden eller hver tredie Dag og omvendt, men Symptomerne var ens. Den begyndte med stærke Kuldegysninger, saa stærk at Tænderne klaprede i Munden og hele Legemet krympede sig som i de stærkeste Krampetrækninger, og naar det var overstaaet, saa begyndte Hedeturene, der medførte en usigelig Hovedpine til man endeligt faldt i en meget urolig Søvn. Sygdommen kom hver Gang til et bestemt Klokkeslæt, og der var ikke saa faa ringe Mennesker der havde den Aar igennem, ja flere Aar, og de blev da meget afkræftede og standsede noget i Væksten. Der blev sjælden søgt Læge for denne Sygdom, vel nok for en stor Del paa Grund af, at den sjælden var dødelig, og der var alle Steder en klog Kone, som vidste mange gode Raad, men som vist ikke hjalp en Smule. Jeg fik altsaa denne Sygdom første Gang den 20 Maj 1857 om Eftermiddagen Kl 3 og tredje Dagen efter ved samme Klokkeslæt indfandt den sig præcis igen, og jeg husker saa tydelig at jeg stod og hjalp Arbejdsmanden – Jørgen Graver kaldtes han – med at skære Brænde, da Feberen meldte sig. Jeg maatte straks holde op med at Arbejde og lægge mig ned, men da min Husbond straks efter kom tilstede, saa sagde Jørgen Graver til ham ”tag og giv Drengen nogen Lussinger, for det er kun Dovenskab, han gaar og spiller Komedie bare for at blive fri for at arbejde”. Disse Ord krænkede mig i høj Grad, for jeg var meget syg, og jeg vidste, at jeg aldrig før havde faaet Skyld for at være doven. Min Husbond svarede ogsaa kun, at det troede han ikke og at jeg gerne kunde gaa tilsengs. Saa træffer det sig den Dag jeg for femte Gang skulde have Besøg af Feberen, da skulde vi i Skoven og hente Brænde til Jørgen Graver med begge Vogne, men inden vi tager afsted saa siger min Husbond til mig ” ja, det er jo nok din Feberdag i Eftermiddag, men den kan maaske ikke finde dig, naar du kommer med ud i Skoven”, og hvad sker saa! Ja der sker dette, at da Klokken var 3 begyndte Jørgen Graver at klage sig, han frøs og rystede over hele Kroppen og lagde sig ned og jamrede sig ynkelig. Ja, han bad til den Gud han nyligt havde spottet, at han dog vilde tage Smerterne fra ham. Jeg slap fri for at faa Feberen den samme Dag og hele det følgende Aar, men i de fire første Aar derefter meldte Feberen sig igen den 20 Maj, men dog kun et Par Gange hvert Aar, og Jørgen Graver talte heller ikke mere om at jeg skulde bare have nogle Lussinger som Helbredelsesmiddel, men han slap dog Sygdommen i Løbet af kort Tid. Det var ogsaa noget ganske usædvanligt at saa gamle Folk som han fik Sygdommen. Nogle faa Aar efter fandtes han hængende i et Tøjsnor paa sit Loft, og der sagtes at han i Fuldskab var falden i Snoren og fundet Døden.

Efter at jeg havde været to Aar hos Knud Rytter flyttede jeg til Vesterborg Skovhuse til en Enke, som boede i den Gaard, som nu ejes af Chr Kistrup. Det var et daarligt Bytte, men jeg var for stor til at være Dreng hos K Rytter, og for ung til at være Karl. Der fordredes nemlig dengang, at en Karl skulde kunne tærske hele Gaardens Avling med en Plejl, og det var jeg ikke gammel nok til at kunde gøre. Hos Enken levede vi meget daarlig, endskønt hun var meget velhavende. Smørret og Kødet, som vi fik, var næsten altid muggent og fordærvet, og naar vi klagede over Føden, saa fik vi kun en lang Forelæsning over de kræsne Tjenestefolk og tillige en saadan Portion Udskæl, saa vi tabte snart Lysten til at klage.

Hun havde ellers en flink Avlskarl, men han turde aldrig modsige hende af den grund, som vi snart blev klog paa, at han havde kig paa den gode Gaard, der hængte ved den rige Enke. Han naaede ogsaa sin Hensigt at blive gift med hende inden jeg flyttede derfra. Han hed Ole Johansen og var 40 Aar og Enken, da de blev gift, 60 Aar. Han havde sit Mas med hende, for hun var skrækkelig urimelig, saa at de ikke kunde faa eller holde nogen Tjenestefolk, men han naaede dog at faa Fred for hende, da hun døde nogle Aar efter, og derefter giftede han sig med sin Nabos Christen Vævers Datter, der bestyrede Huset for ham. Min Løn var der 20 Rdl = 40 Kr for det første Aar og 14 Rdl = 28 Kr for det andet Halvaar. Den første November 1859 flyttede jeg saa Hjem for at lære at lave Træskoer, men for at have noget mere at bestille end at lave Træskoer, købte min Fader en gammel Hest paa Efteraarsmarkedet i Maribo og med den kørte jeg Mergel paa den godt 2 Td Land store Lod, han havde nord for Huset. Graven, hvor jeg tog Mergelen fra, ses endnu 62 Aar efter. Den Hest Fader havde købt var fuldstændig blind, men det vidste han ikke noget af førend det nærved havde været forsilde, for da han naaede forbi Jordmoderhuset i Stokkemarke, vilde han ride hen og vande Hesten i Byparken, men der var gravet flere dybe Lergrave ved højre Side hen til Vandet, og inden Fader vidste af det, laa baade han og Hesten nede i en af disse, og da de var fyldte med Vand, saa havde de nær druknet begge to, men han kom dog til sidst fri af Hesten og fik purret Koblets beboere ud, der saa hjalp til med at grave Hesten ud, men baade Fader og Hesten var meget tilsølede af Ler og Vand og ved samme Lejlighed blev Fader først klog paa, at Hesten var blind. Jeg fik altsaa lært at lave Træskoer den Vinter og flyttede den 8 April 1860 i Tjeneste hos Mads Bringes Enke i Kældernæs, hun var Søster til min første Husbond K Rytter og var en udmærket Madmoder, men det var en streng Plads med Arbejde. Der var nemlig en Avlskarl og han udførte alt det lettere Arbejde, medens jeg maatte gaa af med Slæbet. I Sommerløn fik jeg 6 Kr Maanedlig og fra 1 September skulde jeg tærske alt det indavlede Korn med Plejl og til Løn derfor skulde jeg have hver 22-tyvende Tønde, og for samme Løn skulde jeg skære Hakkelse til 5 Heste med en Haandkiste. Det var en streng Tid at udføre dette i 18 Aars Alderen, men det var den eneste Maade at tjene en nogenlunde Løn dengang som Bondekarl. Sommerarbejdet var ogsaa temmelig strengt. Det bestod mest i at grave Grøfter i Brakmarken, læsse Gødning paa og sprede den, grave Mergel og Jord, der skulde flyttes, slaa Kløver, hvoraf der almindelig var meget dengang, da der altid var to Græsmarker i en Gaards Drift, og saa kom Høsten hvor vi maatte meje al Kornet med Haanden, og naar det var mejet, saa laa det nogle Dage paa Skaar. Naar saa Dagen kom, at vi skulde køre det Hjem, saa skulde vi almindelig alle Mand ud at vende det til Middag, og saa snart vi havde spist, trak hele Styrken med nogle Knipper Halmbaand paa Ryggen ud for at binde Kornet og bære det sammen i Hobe. Det gik paa Livet løs med at kappes om at naa Enden først. Pigerne og Høstkonen kjørnede det sammen og Mandfolkene bandt og bar det i Hobe. Ved Tretiden om Eftermiddagen kom Madmoderen almindelig med varme Æbleskiver, Klejner eller tynde Pandekager og desuden saa meget Brændevin og gammelt Øl, vi vilde drikke, og derved blev Humøret og Tempoet i Arbejdet sat yderligere op, og da kneb det tit for os unge, men ingen vilde staa tilbage, vi maatte blive ved til vi havde bundet hele Marken, om ogsaa Klokken blev 6-7. Derpaa hjem og faa nogen Mad, og saa Hestene for Vognene og saa skar den med at køre al det bundne Korn hjem, for det var altfor risikabelt at lade de store Bind blive staaende til næste Dag, men det blev ofte Midnat og derover førend vi blev færdige saadan en Dag, men saa vankede der ogsaa varm Aftensmad med diverse Snapse og gl Øl. Naar Høsten var forbi begyndte Tærskningen, et meget ensformigt og strængt Arbejde, der varede ca 5 Maaneder paa de mindre Gaarde, men ofte indtil 7 Maaneder paa de større Gaarde. Under dette Arbejde i Vinteren 1863 fandt jeg paa en lille Adspredelse, der morede mig meget. Jeg havde nemlig i Efteraarstiden lagt Mærke til, at der var overordentlig mange Høge, som ikke saa sjælden tog en stor Kylling og undertiden ogsaa en gammel Høne, naar de gik og sankede paa Stubben. Jeg besluttede da at gøre et Forsøg paa at skyde nogen af dem, og da min Madmoder var meget ked over at der gik saa stærkt Svind paa Kyllingerne, saa bad jeg hende om Tilladelse til at tøjre en Kylling bag Gaarden et passende Skud fra en Lem i Baggrunden af Loen, hvor jeg hver Dag stod og tærskede, og det lykkedes over min Forventning at lokke Høgene til at angribe den. Den 12 November om Morgenen gjorde jeg det første Forsøg og inden der var gaaet en Time havde jeg skudt den første Høg og hen under Aften samme Dag skød jeg en til, de var begge to saa store, at de godt kunde flyve med en Høne, men da Hønsene var tøjrede, saa blev Høgene til jeg fik skudt dem. Det var en udmærket Begyndelse og jeg fortsatte derefter hele Vinteren og naaede i alt at skyde 8 Høge, men flere Gange havde de fortæret det meste af Kyllingen inden jeg fik at se, at de var der. Kun en Gang lykkedes det mig at skyde Høgen inden at Kyllingen tog nogen Skade. En lille extra Fornøjelse jeg havde af dette Arbejde kan jeg ikke glemme.

Den fra min første Plads omtalte Gdr A Lund var nu bleven min Nabo igen, kun fra en anden Side. Han havde mange Duer og holdt meget af dem, han havde saa lidt opfordret mig til at skyde Høgene, som han paastod tog flere af hans Duer end han selv fik. Den Dag da, jeg havde skudt de første to Høge, lagde jeg dem i en Kurv og gik hen til ham om Aftenen og sagde jeg ville forære ham disse to ”Agerhøns”. Han blev meget glad og forlangte straks at vi skulde have en Toddy og medens vi drak den bad jeg ham om at se Agerhønsene for de var meget store, men da han saa de lange Kløer blev han klog paa, hvad det var for Fugle og saa blev han dobbelt glad, fordi at de da ikke kunde tage flere Duer fra ham, og dermed tog han Kurven og gik ind til sin Kone og hun udbrød ”Næ, jeg troede dog ikke at Agerhøns var saa store”. Hun fik Lov til at rengøre dem men slap dog fri for at stege dem. Da jeg gik derfra indbød Lund mig paa Toddy for hver Gang jeg kunde skyde en Høg, og derefter kom jeg ogsaa 6 Gange mere. En anden Begivenhed, men af en mere alvorlig Art, indtræf mens jeg i 4½ Aar var i denne Plads, skal jeg komme tilbage til i næste Del af mine Livserindringer.

Jeg blev altsaa i denne Plads til jeg skulde være Soldat, og jeg mødte paa Sessionen den 9 Oktober 1963 og blev udskreven til Dragon og trak No 426. Allerede den Gang taltes der stærkt om at vi skulde have Krig, og som bekendt brød Tyskerne og Østrigerne ind i Slesvig Holsten den 1 Februar 1864. Dragonerne lærte den Gang i to Hold, og første Hold var allerede indkaldt paa Skolen i Januar Maaned, medens jeg og 9 andre fra Lolland og Falster ikke blev indkaldt førend den 1 August s. A. og dengang var Krigen forsaavidt afsluttet. Men det var en meget stræng Tid for mig fra Krigens Udbrud og til jeg blev indkaldt. Jeg havde ikke Lyst til nogen Ting, hverken Arbejde eller Fornøjelse af nogen Slags kunde interessere mig. Der var kun en Ting jeg havde Lyst til, og det var, at rejse ind og hjælpe mine Kammerater med at slaa Tyskerne ihjel.

Stemningen herhjemme var at begynde med temmelig god. Baade Aviserne og de Efterretninger vi fik fra Fronten var temmelig opmuntrende, Telegrafen var dengang nyligen kommen i Brug, og man trøstede os med at der var anlagt Telegraf langs hele Dannevirkestillingen, og saasnart Tyskerne begyndte at gaa paa et Sted, saa skulde der hurtig blive tilkaldt Mandskab fra alle Sider for at slaa dem tilbage, men det skulde ikke gaa saaledes for den kommanderende General, da han og hele Generalstaben, undtagen en Officer, var af den Formening, at det var ganske umulig at forsvare en saa lang Forsvarslinie imod 2 Stormagter, og i et Krigsraad, der blev afholdt den 4 Februar om Aftenen, blev det besluttet at rømme hele Danevirkestillingen den samme Nat, og at gaa tilbage til Dybbølstillingen og en Del til Nørrejylland. Det var en overordentlig streng Tilbagemarch, baade for Folkene og Hestene. Det var en haard Frost med en bidende Snestorm fra Nordøst, saa de havde Vinden og Sneen lige i Ansigtet og dertil kom den stærkt svækkede moralske Virkning, som et Tilbagetog altid indfører og Følgen blev ogsaa, at en stor Del af Mandskabet og af Hestene og Kanonerne og andet Krigsmateriel blev liggende i Vejgrøfterne og mangen brav Soldat fik her et Banesaar, som han aldrig forvandt.

Herhjemme gav Efterretningen om Danevirkestillingens Rømning et voldsomt Stød i Befolkningen, her var ingen der kunde forstaa at Rømningen skete uden at der havde været noget Slag eller stærk Paatrængen fra Tyskernes Side. Alle raabte at det var det skammeligste Forræderi fra Overkommandoens Side, og de forfærdeligste Rygter bredte sig til alle Sider. Ja hele Folket var lammet, og den Tilstand som vi befandt os i den første Tid efter Rømningen var ganske forfærdelig. Der var ingen der havde Lyst til at bestille noget, og naar vi talte med nogen, saa skete det i en hviskende Tone, man mente at se Forrædere alle Vegne. Jeg selv var syg baade paa Legeme og Sjæl over at jeg ikke kunde være med og staa Side om Side med mine Kammerater, men vi maatte finde os i det og i mere endda, idet at Tyskerne tog Dybbølstillingen og Als den 18 April, og dermed var det danske Folk fuldstændig brudt sammen.

Under hele Krigen gik der stadig Rygter om at baade England, Sverrig og Rusland vilde sende Hjælpetropper herover, men her kom ingen undtagen nogle faa Frivillige fra forskellige Stater, og det var derfor ikke underligt, at de danske maatte ligge under og bede om Vaabenstilstand i Maj Maaned og dermed var Krigen egentlig forbi med det samme, da det viste sig, at ingen af Stormagterne vilde hjælpe til at drive Tyskerne og Østrigerne hjem. Under Fredsforhandlingerne, der førtes i London, maatte Danmark gaa ind paa at afstaa Als og Slesvig Holsten til Kongeaaen og først nu efter 56 Aars Forløb er Grænsen rykket ned nær nord for Flensborg og noget syd for Tønder, saalangt imod syd som der ved en Folkeafstemning, der afholdtes den 10 Februar 1920, viste sig et Flertal af Befolkningen, som vilde høre til Danmark. Med Hensyn til Rømningen af Danevirkestillingen varede det ikke saalænge førend vi blev kloge paa at det ikke var Forræderi, men derimod en klog Foranstaltning, thi der er jo nu ingen tvivl om, at havde vore Folk ikke rømmet førend Tyskerne havde faaet samlet alt deres Mandskab, saa havde hele Stillingen med Mandskab og Materiel blevet indtaget og ødelagt paa en Gang.

Først i Juli Maaned modtog jeg min Indkadelsesordre og deri stod ”Han skal møde paa 4. Dragonregiments Rekrutskoles Kontor i Næstved den 1 August efter Kl 1” og det gjorde jeg selvfølgelig, men det var ikke saa nemt at rejse dengang som nu. Her var nemlig ingen Jernbane dengang og det var altfor kostbart at rejse med Posten. Min Husbond kørte mig til Grimstrup, hvor jeg havde faaet opdaget, at der var en Kammerat, som skulde samme Sted som jeg, og hans Fader kørte os til Guldborg, men da vi kom over til Falster, saa kunde vi ikke faa nogen til at køre for os, og derfor maatte vi bærende vore tunge Tversække, der indeholdt mange Pund Smør, Ost og Kød foruden Støvler, Skjorter og mange andre Ting. Vi havde vel gaaet en Milsvej, da et Køretøj naaede os og der fik vi Lov til at køre med til Gaabense Færgested og der traf vi tre Falstringer, som ogsaa skulde melde sig i Næstved. Nu var vi altsaa 5 Mand og saa lejede vi en Vogn i Vordingborg, der saa kørte os til Næstved Dagen før vi skulde melde os.

Den 1 August efter Kl 1 mødte jeg tilligemed 116 andre Lidelsesfæller uden for Rekrutskolens Kontor. Stemningen var ret god uden dog at være overlystig, men Modtagelsen var ikke hjertelig, men svarede forresten godt til den fremtidige Behandling vi fik. Jeg var i det første Hold, som blev lukket ind paa Kontoret, og der sad foruden en Skriver tillige Skolekommandøren Ritmester Kosen, og der fik vi straks en lille Forsmag paa hvorledes Kammertonen var. Det traf sig nemlig saaledes, at da vi havde staaet et Øjeblik under almindelig Tavshed, saa var der en som spyttede, saa vi kunde høre at der faldt en Klat paa Gulvet, men vor Herre bevare os for saadan en Støj der blev. Skolekommandøren sprang op som en Løve og vilde absolut have at vide hvem det var som spyttede, men da der ikke var nogen der saadan vilde udlevere en Kammerat, saa blev han helt rasende, og efter han havde lovet os alt det Onde, der kan tænkes i denne Verden, blev vi jaget ud af Kontoret alle sammen og maatte saa vente til alle de andre var skreven ind. Da det var forbi, mødte vi paa Munderingskontoret og fik vor Mundering udleveret. Tøjet bestod af gamle Sager, der havde været brugt i Krigen og afleveret af allerede hjemsendte Dragoner. Der sad gamle Lusebælge langs Sømmene i Benklæderne og i Frakken og Trøjen, men der var da ingen levende Væsener at opdage.

Det kunde ogsaa godt ses at Tøjet havde været kogt, for det var saa krøllet og saa ikke meget appetitlig ud, men vi maatte trække i det og sende vort eget Tøj i Byen eller hjem, da det var umulig at havde det paa Kasernen. Næste Morgen Kl 5 blæstes Reveillen og efter at have vasket os maatte vi ned i Stalden, og da der endnu ikke var kommen nogen Hest fra Felten, saa maatte vi vaske og skrubbe alle Krybberne og Spiltangene, og skrabe og vaske om igen hele Dagen under Kommando af nogle gamle, fordrukne Underofficerer, der under Eder og Forbandelser forsikrede os, at de nok skulde tage Pippet fra os, hvilket de ogsaa troligt holdt. De næste Dage maatte vi luge Stenbroen omkring Kasernen og Stalden og med undtagelse af ½ Time til Frokost, 1 Time til Middag og ½ Time om Eftermiddagen maatte vi arbejde til Solen gik ned, stadig under en Regn af de mest haanende Ord vort Sprog kender. Disse to Dage har altid staaet for mig som de længste af alle de Dage jeg har oplevet. Næste Dag, den 4 August kom endelig hele 4 Dragonregiment ridende og marcherede op paa Rekrutskolens Exercerplads. Det var et imponerende Syn at se alle disse ældre, staute Karle holde i to Geledder med fuld feltmæssig Oppakning og udtrukken Sabel, robuste og vejrbidte som de var af Feltlivet, og iblandt dem var kun en jeg kendte, nemlig nu afdøde Gdr Christen Skafte af Stokkemarke. Jeg og han spiste samme Aften en stegt And, som jeg havde med i min Madpose hjemmefra, og denne lille Fællesspisning omtalte han ofte naar vi senere kom sammen. Saa fik vi altsaa hver en Hest, men vore Rideture var langt fra morsomme, og tilmed saa optog Hestens Røgt og Pleje al den Tid vi ikke var til Øvelser.

Vi blev purrede ud Kl 4 om Morgenen og mødte strax til Staldtjeneste, der bestod i at strigle og vande Hestene og derefter gøre Stalden ren, hvilket varede i 2 Timer og Kl 7 stillede vi til Øvelser. Vi blev inddelt i flere Hold, saa at et eller 2 Hold skiftevis var til Ridning hele Formiddagen. De Hold, der ikke var til Ridning, havde saa Gymnastik, Sabelhugning, Laase- og Sadeladskillelse m.m. Vi red i Fortningen med Prense og kun Dækken Paa Hesten. Senere red vi paa Saddel uden Stigbøjler, og det var meget vanskeligt fordi Sadlerne var meget glatte og det var derfor ikke saa sjælden at en trillede af, men der skete dog ingen Skade derved i min Skoletid. Ridelærerne var nogle fordrukne tyske Underofficerer, der paa Grund af deres tyske Sindelag ikke var kommet med i Felten. De tiltalte os med alle de smukkeste Blomster af vort Sprog; f. E. Øgle, Skurk, Laban, Mordbrænder o. ds. l., men de nøjedes ikke med at skælde ud, nej de slog baade med korte Fiskebensridepiske paa de nøgne Hænder, men ogsaa med de lange ”Chambriere”, det er lange Piske, som ellers bruges naar der køres med 4 Heste. Det gjaldt jo særlig at lære at ride og styre Hesten med venstre Haand og med Benene. I den højre Haand skulde vi bruge Sabelen, Karabinen og Pistolen, baade til Angreb og Forsvar. I den første Tid red vi i Ridehuset og paa Ridebanen i Kasernegaarden, og her blev vi mishandlede efter alle Kunstens Regler, saavel ved Ridningen som ved Fodexercit og Gymnastik i Fægtesalen. Jeg skal blot nævne et lille Eksempel: En Dag, da vi stillede til Fodexercit paa Ridebanen, da klagede en af Lollænderne over at hans Ligtorne var saa ømme, at han ikke kunde taale at exercere, og det bekom ham rigtignok ikke godt. Jeg selv og mange flere led ogsaa lidt af samme Plage, og Aarsagen var for en stor Del, at vi var nødt til at gaa med meget høje Hæle under Støvlerne for Sporernes Skyld, og som Følge deraf gled Fødderne saa stærkt ind i Snuden af Støvlerne, saa at det var en hel Tortur at staa ”ret” eller at marchere. Naa, der blev sjov blandt Underofficererne, da de hørte, at en Mand havde Ligtorne. Det var noget som de godt forstod at kurere en Rekrut for, her var jo en udmærket Lejlighed til at haane og plage en Mand, som jo dog ikke havde forset sig. Altsaa, Ligtornemanden frem af Geleddet og Ridebanen rundt, først i Skridt og da det paa Forespørgsel ikke var hjulpet paa Ligtornene, saa blev han igen kommanderet Ridebanen rundt, først i Trav og dernæst i Galop under en højlydt Latter af alle Befalingsmændene, hvorefter der blev kommanderet ”holdt”, og da der saa blev spurgt Rekrutten om det havde hjulpet noget, svarede han ja, og det var rigtig Sjov for D’Herrer Menneskeplagere, de raabte alle i Munden paa hverandre, at der kunde vi Vilddyr se, at de kunde kurere alle forefaldende Sygdomme uden anden Medicin end en Ridepisk. Hvis Rekrutten havde svaret, at det ikke var hjulpet paa Ligtornene, saa han selvfølgelig blevet kommanderet Ridebanen rundt igjen til han havde styrtet, og var selvfølgelig af Frygt derfor at han svarede ja til at det havde hjulpet. Men hver Gang vi efter den Dag stillede til Fodexercit, saa blev der kommanderet ham med Ligtornene ”frem”, og Stymperen blev saa spurgt om hvorledes Ligtornene havde det i Dag, og om de var ømme, han svarede altid ”nej”, for han vidste jo godt, at han svarede ”ja”, saa vilde han komme til at løbe nogle Omgange paa Ridebanen igen til Moro for alle Drukkenboltene. Enden paa denne Historie blev at vedkommende Rekrut, der var en Bondesøn fra Horslunde, fik sin Fader til at stille en anden Mand for sig for 300 Kr, det var mange Penge dengang.

Naa, Skoletiden fik en Ende, og vi havde Præsentation for hele Staben ret før Julen, og samme Dags Aften var der lidt selskabelig Sammenkomst i det store Værelse over Marketenderiet, og da traf det sig saaledes at en af vore værste Plageaander, en sand Røver, Gymnastiklærer Vorthmann ”ved et par af mine Kammeraters hjælp” faldt ned af den lange Trappe og slog den store røde Næse i Stykker og fik med det samme flere Kvæstelser, saa at han maatte bæres i en Parteskejs til Sygehuset, hvor det viste sig, at han havde faaet saa store Beskadigelser, at han ikke kunde være Soldat for Eftertiden. Efterretningen herom fremkaldte en sand Glæde blandt os og alle ældre Dragoner, som havde lært Gymnastik under ham. Den 31 Debr 64 blev jeg og fem andre her fra Stiftet kørt i Vogn til Slagelse, hvor 3 Eskadron havde sin Garnision, og fra den Dag blev vor Tilværelse her paa Jorden dog lidt mere menneskelig. Her var ingen Militærkaserne i Byen, hvorfor vi blev indkvarteret hos Borgerne i Byen imellem de ældre Dragoner. Jeg blev indkvarteret hos en Skomager Kofod i Slotsgade, tæt ved Rytterstalden, som nu er nedrevet, og der er indrettet Markedsplads hvor den stod, og paa vor Ridebane. Disse Kvarterværter havde fast Akkord med Regeringen om at levere Opholds- og Soveværelse. Senge med Madrasser og uldne Tæpper og rene Lagener en Gang om Maaneden og rene Haandklæder en Gang om Ugen og desuden Varme i Opholdsværelset om Vinteren. Det gik rigtig godt med alle disse Leveringer undtagen med Varmen, den udeblev enskønt det var blevet meget koldt, men for at hidføre en Forandring i dette Forhold, tog jeg en Aften Kakkelovnen og bar den ned og stillede den op udenfor Kofod’s Vinduer. Han spurgte os aldrig om hvorfor den var baaren ned, men fra den Tid fik vi tilstrækkelig Varme, og saa var Hensigten naaet. Da jeg 23 Aar senere var paa Besøg i Slagelse, blev jeg af en af mine tidligere Kammerater præsenteret for en af Byens Embedsmænd, som den Mand, der flyttede Skomager Kofod’s kakkelovn ud i Gaarden 1865. En anden begivenhed, som jeg paa en Maade var Deltager i, var det store Opløb ved Antvorskov den 27 April 1866, hvilket jeg har skildret i en Artikel i Sorø Amtstidende for den 27 April 1915 og som vedlægges her til behagelig Gennemsyn, tilligemed en Vise, som er digtet i den Anledning.

Slagelse var en udmærket By at være i som Soldat, og vi kom særdeles godt ud af det med den civile Befolkning, det var derfor en stor Sorg, baade for Befolkningen og for os, da vi fik at vide, at vi skulde flytte til Frederiksborg den 16 Oktober 1866. I Anledning heraf blev hele Eskadronens Mandskab med Befalingsmænd af Borgerforeningen indbudt til en selskabelig Sammenkomst Aftenen forud i deres Selskabslokaler, og her blev vi opvartede med Kage, Vin og Toddy og der blev holdt mange Taler, baade af Borgerne, Befalingsmændene og de Menige. En af Borgerne udtalte blandt andet, at alle Slagelse Bys Beboere vilde savne os hver eneste Dag, men at Savnet dog vilde blive størst blandt den kvindelige Ungdom, men han tilføjede trøstende ”at hvis Opholdet her i Byen for os skulde faa ubehagelige Følger, saa skulde han nok klare Ærterne”. Der blev Bravo og haandklappet. Om der er bleven stillet nogen Fordring til ham i den Henseende er mig ubekendt. Vi flyttede altaa fra Slagelse den 16 Octbr, var indkvarteret i Ringsted den første Nat og i Roskilde den anden, og kom til Frederiksborg den 18 Octbr. Herfra blev jeg permitteret den 12 Novb s. A. efter 27½ Maaneds fast Tjeneste. Dengang var det næsten umulig at faa Orlov, de fleste opnaaede det aldrig. Jeg naaede dog efter 26 Maaneders Tjeneste at faa Orlov i 5 Dage, hvilket blev betragtet som en særlig Naade. Allerede næste Aar, 1867, blev jeg indkaldt til Manøvre den 13 August i 1½ Maaned i Frederiksborg, men der var slet ikke begyndt paa Høsten, da jeg rejste. 1868 blev jeg igen indkaldt til Manøvre den 29 Juni i 1 Maaned i Odense, og da jeg kom hjem den 2 August, var der indhøstet de fleste Steder. Det var altsaa 5 Aar efter hverandre jeg var borte i Høsten, og fuldud 2½ Aar jeg maatte ofre til Militærtjenesten og om denne er kun at tilføje, at den 1 August 1920 holdt 4. Dragonregiment 250 Aars Jubilæumsfest i Næstved, hvortil alle Dragoner fra Regimentet var indbudt til Frokost. Jeg mødte ogsaa der, det var jo 56 Aarsdagen for min Indkaldelse til Rekrutskolen. Der var mødt 13-1400 Dragoner af alle Aargange ligefra 1861, men fra min Aargang var kun mødt en Mand foruden mig af de 117, som blev optaget paa Skolen den 1 August 1864. Vi blev udmærket beværtet ved 7 Borde, der var omtrent 100 Alen lange, i det nye Ridehus. Aftensmaden, der ogsaa var god og rigelig med Mad og Vin, betalte vi med hver 10 Kr. Der blev holdt en masse Taler med de bedste Ønsker for at alle sammen og dermed vil jeg saa afslutte min militære Løbebane, som i økonomisk Henseende var et Tab af 5 Aar i den bedste Alder. Førend jeg begyndte paa Militærtjenesten havde jeg opsparet omtrent 400 Kr., og jeg havde foresat mig, at jeg ikke vilde bruge nogen af dem der, da jeg havde arbejdet saa haardt for dem, men det kunde jeg alligevel ikke overholde. Vor Lønning var kun 45 Øre og 1½ pund Brød, og deraf skulde vi betale for Vask, Fodtøj og Pudserekvisitter foruden at leve, og det gik derfor mig ligesom alle de andre, der havde lidt at tage af. At Selvopholdelsesdriften kuldkastede alle tidligere Fortsætter og Beregninger, saa at jeg kun havde godt 100 Kr tilbage af dem, da jeg blev permitteret den 12 November 1866.

Dertil kom at jeg havde ikke nogen Plads, da jeg kom hjem og det var Præst Pastor Galschøit Skyld i. Han havde længe førend jeg blev permitteret flere Gange i forvejen anmodet min Fader om at opfordre mig til at tage Tjeneste hos ham, naar jeg kom hjem, og det havde jeg lovet at vilde. Jeg blev derfor meget skuffet og forundret da jeg kom hjem og meldte mig hos Præsten, da han svarede, at han beholdt sin gamle Karl, Ole Jesper. Jeg maatte nu være glad for at kunde være hjemme hos mine Forældre det meste af Vinteren, men jeg tjente ikke noget af Betydning. Til 1 April 1867 fik saa Plads i den Gaard, som nu ejes af Amtsraadsmedlem Smedemand i Blands. Jeg skulde være Avlskarl der hos en gammel Mand, der hed P Hovmand, og der skulde jeg have den store Løn af 12 Kr om Maaneden, det var næsten uhørt. P Hovmand var en rigtig rar gammel Mand, han overlod snart alt hvad der angik Gaardens Drift til mig. Han vilde gerne ligge i Sengen lidt længe om Morgenen, og naar han saa kom op, saa vidste han sjælden hvor vi var eller hvad vi bestilte, og naar han saa fandt os, saa sagde han altid med det bedste Humør, at han havde haft travlt med at finde os, og at det var vist ogsaa det bedste, at det Arbejde vi foretog os blev udført førend noget andet. Hans Kone var ikke nogen god Madmoder. Vi levede daarlig og hun regnede kun Tjenestefolkene for at være et nødvendigt Onde. Naar der kom Fremmede af Familien eller af Naboerne og der var nogen Unge imellem, saa vilde P Havemand altid have at jeg kom ind og holde Selskab med dem, men det kunde Konen ikke lide. Saa var det en Søndag, at der skulde komme en Del unge Fremmede og P Hovmand derfor bad mig om at blive hjemme og holde Selskab med dem, og det havde Konen naturligvis en Anelse om. Hun kom derfor ud i Gaarden til mig om Eftermiddagen og spurgte om jeg ikke skulde til Kjældernæs for hun havde et Brev, som hun gerne vilde have besørget. Jeg forstod godt Meningen strax og svarede, at jeg skulde forsvinde om Eftermiddagen, men at Drengen vel nok kunde klare hendes Byærinder. Jeg gik altsaa bort, men Morgenen efter kom P Hovmand usædvanlig tidlig op og ud i Stalden hos mig. Jeg kunde strax se, at der var noget usædvanlig paa Færde. Han sagde kun ”hvorfor gik du bort igaar Eftermiddag?” Jeg forklarede ham Grunden. Han svarede ikke et Ord, men efter hvad Pigerne senere fortalte mig, saa havde han givet Konen en ualmindelig Omgang med Skældsord og Bebrejdelser, saa at hun i lang Tid var helt undselig overfor mig. Ellers kunde hun ganske beherske ham og faa det akkurat som hun vilde. Hun var Enke, da hun blev gift med ham og havde 2 Børn. Sønnen læste til Skolelærer og Datteren, der senere blev gift med Frederik Søgaard, skulde være Stadsdukke, derfor gjaldt det om at knibe paa alle Maader for at der kunde blive noget til dem, men det forslog ikke noget alligevel, for nogle faa Aar efter at Fr. Søgaard blev gift med Datteren, spillede han op baade sine Forældres og P Hovmands Gaarde, saa at de maatte rømme alle sammen.

Link til tredie del af Henrik Nielsen Barkhus erindringer – min min manddom 1868-1888