Henrik Nielsen Barkhus – min manddom 1868-1888

Henrik Barkhus, Stokkemarke, 1842-1931, første forstander på Stokkemarke fattiggård fra 1871-1889, senere høker og agent for Sparebanken i Nakskov. Han skrev sine erindringer i 1921, 79 år gammel.
Ved afskriften er anvendt nutidig retskrivning

3. del: Min manddom

Den begivenhed, som jeg i 2. del hentyder til, var at jeg allerede i 20 årsalderen havde forlovet mig. Den pige jeg forlovede mig med var min medtjener i den gård, som nu ejes af Jens Sunke, Keldernæs. Vi tjente sammen der i godt 4 år og havde altså god lejlighed til at lære hinanden at kende. Det der beskæftigede vore tanker mest var jo, hvorledes vi nogensinde skulle nå den lykke, at få et hjem selv. Vi var enige om, at vi var nødt til at vente mange år med at gifte os, for vi var jo fattige begge to og havde ikke nogen der kunde hjælpe os, og rundt omkring os så vi jo eksempler nok på, at fattigdom var en hård svøbe at kæmpe med. Men min forlovede så dog altid mere lyst på fremtiden end jeg. Hun havde nemlig straks efter vor forlovelse fået en indskydelse, som uden tvivl var indblæst af Gud til trøst og opmuntring for os begge, og denne var, at da der i disse år begyndte at blive oprettet fattiggårde omkring i kommunerne, så ville der også snart blive oprettet en sådan her, og så ville vi nok blive antagne til at bestyre den. Men der var jo lange udsigter. Jeg havde jo endnu ikke været soldat, og mente også, at det lå helt ud i det blå med at få en sådan plads, selv om her en gang skulle blive oprettet en fattiggård i sognet. Men min forlovede blev ved at fastholde dette håb, og det viste sig jo, at det gik i opfyldelse, endskønt det varede 7 år førend det skete.

Jeg må nu tilbage til slutningen af 2. del. Jeg flyttede fra P. Hovmand i foråret 1869, og da der efter min mening ikke var nogen udsigter til at få et hjem, selv med den ringe løn vi fik, så fik jeg overtalt min forlovede til at rejse med til Amerika, men vi ville gifte os førend vi rejste. Vort bryllup stod så den 12. juni 1869 i den gård, hvor jeg havde tjent i 4 og min forlovede i godt 3 år. Ved bryllupsmiddagen kom forpagter Macheprang, Knuthenlund, og overrakte min kone en præmie af 20 kr. for lang og tro tjeneste. Nu var vi altså mand og kone og skulle til at forberede os på at rejse til Amerika. Vi havde nu så mange penge, at vi kunne betale rejsen derover. Men min kone blev mere og mere betænkelig ved rejsen, og fik til sidst overtalt mig til at opgive den. Hun blev stadig ved at fastholde håbet om fattiggårdsbestyrerpladsen, som det varede 2 år endnu førend det blev alvor. Vi flyttede så til mine forældre, og da jeg var godt vant til alle slags træarbejde, så fik jeg arbejde for tømrermester H. Hjort i Bandholm, men daglønnen var til at begynde med kun 1 kr. om dagen på egen kost eller 33 øre om dagen, når jeg fik kosten hos mesteren. Jeg måtte ofte på arbejde ved Knuthenborg og Damsmosegård. Det var langt at gå på arbejde og kun en lille fortjeneste, men jeg havde stor lyst til tømrerprofessionen, og efterhånden gav mesteren mig tillæg til lønnen, og betroede mig arbejder, som andre svende ikke kunne udføre, så at jeg følte mig fuld tilfreds med tilværelsen. Arbejdstiden var i maj, juni og juli fra kl. 5 morgen og til kl. 7 aften. Den øvrige del af sommeren fra kl. 6 til 7 aften med 2 timers spisetid. I februar 1871 købte sognerådet Hans Hansens gård i Stokkemarke, der så skulle indrettes til fattiggård og snart efter blev det bekendtgjort, at pladsen som bestyrer var ledig for et par gifte folk. Lønnen var 300 kr. årlig og fri station med undtagelse af kaffe og spiritus. Vi søgte altså pladsen og den 21. marts samledes sognerådet på gården for at vælge en bestyrer. Der var indkommen 22 ansøgninger, hvoraf de 19 straks efter gennemlæsningen blev lagt til side, så der var kun 3 tilbage. Ved den af sognerådet derefter foretagne afstemning fik jeg 7 stemmer, Ole Jesper 3 og en mand fra Østofte 1 stemme. Der blev straks sendt bud til min kone, at sognerådet ville tale med os samme aften, men da jeg var på arbejde på Reersnæs skole, så måtte min kone ekspres på vej imod mig for at påskynde mig med at komme hjem og over at tale med sognerådet, hvor vi fik at vide, at vi var antagne til at bestyre fattiggården. Det var en overordentlig fryd, især for min Kone, at det håb hun i så mange år havde næret, nu endelig var gået i opfyldelse. Jeg er også overbevist om, at det var min kones dygtighed og andre gode egenskaber, der var skyld i at vi blev antagne til pladsen.

Vi overtog pladsen 2 dage efter og tog fat med liv og lyst. Der var fuldtop at bestille, da der foruden at passe avlingen var meget ekstraarbejde på grund af, at der straks blev begyndt på at bygge en stor lemmebolig og en ny lade, for at vi til efteråret kunne modtage de mange fattige, der var hjemmehørende her i kommunen. Endskønt vi ikke fik nogen lemmer på gården den første sommer, så viste det sig snart, at der kunne være mange ulemper ved en sådan plads, som man aldrig havde tænkt sig. Der var jo valgt et fattigudvalg af 3 sognerådsmedlemmer til at føre tilsyn med alt, hvad der angik fattiggården og os. Disse første 3 var gårdejer Chresten Blak, Tjennemarke, formand, sognefoged Petersen og gdr. Hans Thiesen, Stokkemarke. Det var brave og hæderlige mænd, men sognefoged Petersen tiltog sig dog efter min mening temmelig store rettigheder overfor mig. Der blev indkøbt 3 Heste til at drive gården, hvoraf de 2 var mindst 40 år og den tredje nogle få år yngre.

Så en morgen først i såtiden kommer en karl og skulle hilse fra sognefogeden, om han måtte få den yngste af mine heste at låne nogle dage. Hvad skulle jeg nu gøre. Sige nej var jo meget pinlig for mig, som nu stod lige ved begyndelsen af min gerning, og sognefogeden var jo min foresatte, og sige ja kunne jeg jo heller ikke ret godt. Jeg skulle jo selv sørge for at tilså jorden og havde derfor hårdt brug for de 3 gamle heste, og tillige kunne jeg indse, at når sognefogeden kunne tillade sig dette, så kunne vel de to andre tilsynsmænd og måske alle de andre sognerådsmedlemmer finde på noget lignende. Det var en meget vanskelig stilling for mig i øjeblikket, og der var ikke lang tid til overvejelser, idet karlen skulle jo have besked, og den lød således: Vil du hilse sognefogeden og sige at jeg umulig kan undvære nogle af mine gamle heste, og at hvis jeg lod ham få en af dem nogle dage, så kunne andre af sognerådet forlange noget lignende, og jeg tilføjede, at sålænge jeg var bestyrer ville ingen kunne få heste at låne her, da her var fuld arbejde til 3 unge heste på 46 tdr. land. Jeg var ikke glad for at havde givet karlen den besked, men jeg kunne ikke indse, at jeg kunne handle anderledes og jeg foresatte mig, at jeg for fremtiden ville hævde dette standpunkt, selvom det skulde koste mig den stilling jeg nylig havde tiltrådt. Jeg var forberedt på, at sognefogeden mulig ville bringe sagen for i første sognerådsmøde, eller i hvert fald ville forulempe mig for eftertiden. Men ingen af delene skete. Han lod, som der ikke var sket noget og det var jeg meget glad for. Men et halvt årstid efter fandt han igen på noget, som jeg modsatte mig meget bestemt. Han kom nemlig en dag ud på gården hos mig og så da, at vi havde en mængde små sankesten og siger så til mig: Jeg ser, at her er mange småsten, og der er så mange huller i vejene i Kældernæs, Blands, Skovhuse og Abed, så De kan nu køre disse sten omkring og lave disse veje. Han var en fin mand, der sagde De til alle. Jeg blev lidt hed i kammen og svarede, at jeg en gang for alle ville sige ham, at jeg havde kun påtaget mig at bestyre fattiggården, og det ville jeg gøre så godt jeg kunne, men alt hvad der lå udenfor det, ville jeg ikke lade mig kommandere til. Jeg troede at der havde brudt et uvejr løs, men han svarede kun: Ja Ja da, og så var det forbi for denne gang. Nu skulle man tro, at efter sådanne to vandgange, ville han vogte sig for at komme tiere, men han prøvede endnu en gang med samme udfald.

Som sognefoged havde han tilsyn med alle vejene og broerne i sognet. Den gang var det almindelig at alle broerne var meget kortere end vejen var bred, og der var derfor plantet fire pile ved hver bro for at folk ikke skulle køre nedenfor. Disse pile tilhørte altså kommunen, og de stod almindelig med en stor top. Så kom sognefogeden en dag ud hos mig og siger, at der står omtrent 80 pile ved broerne omkring i sognet med store toppe, og dem kunne jeg godt hugge af og køre hjem. Jeg forklarede ham, at jeg ikke havde nogen der kunne gå ud og hugge toppe af, og at der ville gå en hel uge, hvis jeg skulle gøre det selv og så køre dem hjem, og dernæst mindede jeg ham om det svar jeg gav ham, da han ville havde mig til at køre stenene ud på vejene. Så gav han op, men han var så pæn en mand, at han aldrig på nogen måde forulempede mig, hvilket jeg syntes var helt overmenneskeligt. Men det var alligevel meget ubehageligt for mig, sådan at skulle kæmpe til alle sider. Et andet sognerådsmedlem sendte bud til mig, at en mand her fra sognet var druknet på Sørup Tørvemose med anmodning om, at jeg skulle hente ham, og sørge for, at han blev begravet. Jeg bad budet om at sige til vedkommende sognerådsmand, at hvis den druknede havde haft tilhold her på fattiggården, så skulle jeg gerne opfylde hans ønske, men da dette ikke var tilfældet, så måtte han undskylde at jeg ikke kunne indlade mig derpå. Det lod til, at han fandt svaret tilfredsstillende, eftersom han aldrig talte til mig om sagen. Således gik de første par år. Der blev stillet så mange fordringer til mig i alle retninger, så at hvis jeg havde tilfredsstillet dem, så kunne jeg umulig have passet avlingen og de mange køreture, der forefaldt, og havde jeg forsømt noget i den retning, så skulde kritikken snart have meldt sig.

I løbet af sommeren var de nye bygninger blevet færdige, og den 25. november hentede jeg 26 nye beboere fra begge fattighusene. Det var en meget blandet befolkning, deriblandt 11 uartige børn. Det var jo de allerdårligst stillede i samfundet, snavsede og urene var de omtrent alle sammen. Nu fik min kone travlt med at rense alle disse mennesker og med at lave mad til dem, og vi fik begge to travlt med at få lidt skik på dem. De var jo alle vant til et meget ubundet liv, og ingen af dem var vant til at få ordentligt mad til bestemte tider. Vi bad til Gud, at han ville give os visdom til at regere det lille urolige folk. Vi var klar over, at hvis det skulle lykkes for os nogenlunde at tilfredsstille denne blandede befolkning, der betragtede fattiggården som en ren tvangsanstalt, så måtte vi se at vinde deres tillid, thi uden dette ville det ikke være til at udholde, hverken for os eller lemmerne. Det gik også ret godt, det varede ikke ret mange dage, førend de fleste faldt i ro. Det var meget kendelig, at alle de der havde kæmpet så længe som muligt for at blive fri for fattigvæsenet, de faldt hurtigt i ro, og var gode at komme til rette med, medens de der havde vagabonderet og ikke fra ungdommen havde haft lyst til at arbejde, var meget vanskelige at få ind under ordnede forhold, og disse forbitrede ofte livet for de ældre ordentlige folk, der helst ville have ro, tillige indvirkede de også meget uheldigt på børnene, der for de flestes vedkommende i forvejen var stærkt påvirkede af de dårlige hjem, de i reglen kom fra.

Derfor foreslog jeg også i en artikel i Nakskov Tidende for den 18. marts 1879, at tre kommuner med hver sin fattiggård skulle slå sig sammen, så at der på den ene fattiggård optages alle de ældre værdige trængende og på den anden alle børnene fra alle tre kommuner og denne skulle da, ved hjælp af en avlskarl, bestyres af en exem. lærer. På den tredje fattiggård skulle så optages alle vagabonderne og drukkenboltene, kort sagt alle dem som voldte uro og fortræd imellem de andre. Mit forslag blev diskuteret en del i de forskellige sogneråd og gav mulig et lille stød til, at det senere blev forbudt at optage børn på fattiggården. Og da vi snart efter fik alderdomsunderstøttelsesloven, så kan man godt sige, at fattiggårdene har udspillet deres rolle i den form, hvori de blev anlagte.

Efter denne lille afstikker må jeg tilbage til min kone og mit arbejde på Stokkemarke fattiggård. Efterhånden kom der flere og flere lemmer, så vi engang var 52 mennesker på gården. Deraf var 20 børn, hvoraf de 16 gik i skole. Det var et overordentlig anstrengende arbejde for min kone at holde det gående, da vi selv producerede alt hvad vi skulle bruge til føde og klæder. Vi bagede ca. 50 tønder rug om året og bryggede selv alt det øl vi brugte. Vi behandlede selv al vor mælk og lavede smør og ost til husholdningen, og vi producerede og slagtede selv al det flæsk og kød, vi behøvede. Og til klæder såede vi hør og havde Får, hvoraf vi fik uld, og af disse produkter lavede vi så klæder og strømper til dem alle. Med hensyn til kosten var der udarbejdet et reglement som var godkendt af stiftamtet, men det var meget knebent, især med kød og flæsk, men sognerådet var meget liberalt i den henseende, så at vi selv fik lov til at bestemme hvordan det skulle være, og som følge deraf var kosten ligeså god som på bøndergårdene, og alle fik ligeså meget mad de ville spise 3 gange daglig, og var nogen af dem sultne imellem måltiderne, så blev det aldrig nægtet dem at få noget, der var endogså en gammel mand, som hed Hans Præst, der hver aften fik en rundtom med til sengs, for ellers var natten alt for lang, sagde han. Alle de gamle fik kaffen på sengen om morgenen, hvis de ikke var stået op når den var færdig. Når det var koldt blev der fyret i kakkelovnen om morgenen til de ville stå op, og om aftenen før de gik i seng. Om dagen opholdt de gamle sig i en fælles arbejdsstue og her så det ud som i en lille fabrik, hvor 10-12 rokke snurrede rundt. Andre kartede eller stoppede strømper og lappede klæder. De største pigebørn hjalp til i køkkenet og bar mad omkring til de, der lå i sengen, så vel som at gøre rent i værelserne. Drengene og de mænd, som var raske, hjalp til i mark, stald og vedkast, så at alle på den måde ydede et lille bidrag til deres underhold.

Det viste sig også, at fattiggården var en billig forsørgelsesanstalt, når man tager hensyn til, at de fattige fik alt hvad de behøvede til livets ophold og endda lidt penge til småfornødenheder. Der blev holdt nøjagtig regnskab over alt hvad der blev produceret af mark- og haveprodukter, kreaturerne og ved lemmernes arbejde, ligesom alle udgifter til gårdens drift. Husholdningen, beklædning, læge og medicin blev indført på hver sin konto, og det viste sig da i en oversigt, som jeg indsendte til sognerådet for årene 1871- 81, at kommunens udgifter for hvert menneske på fattiggården kun beløb sig til 92½ kr. årlig, Renter af anlægskapitalen på 44.000 kr. selvfølgelig iberegnet. At fattiglemmerne gennemgående var godt tilfreds viste de på en smuk måde ved, at når min kone en gang imellem var med mig borte fra gården, så gik de ikke i seng førend vi kom hjem, om så det var lidt sent om aftenen, og så mødte alle de der var oven senge ved indkørslen og bød os velkommen hjem, at dette var en nydelse af rang er der måske ikke ret mange der kan forstå, men for os var det en oplivelse og styrkelse i kampen mod de mange bryderier, der fulgte med bestillingen.

En anden glæde, som også opmuntrede os meget var, at da vi havde været der et årstid, så sagde formanden for fattigudvalget, forhenværende folketingsmand Chr. Blak i Tjennemarke, til os ”at han var særdeles tilfreds med os og med den måde hvorpå vi udfyldte vor plads” og han tilføjede, at han havde ikke stemt på os, men at han var glad for, at han ikke fik sin vilje ved valget af bestyrer. Da der også på andre måder viste os velvilje og forståelse, så dristede vi os til at forlange 50 kr. mere i løn årlig til kaffe og brændevin, som jo dog alle tjenestefolk fik dengang. Det blev også bevilget. Så var vor Løn altså 350 kr. årlig. Det var kun lidt i forhold til det store ansvar og arbejde, der fulgte med bestillingen. Men vi fik også at vide, at det nyttede ikke at vi forsøgte at få mere. Hidtil var det gået udmærket i sognerådet under dets dygtige formand lærer Andersens ledelse, men ved et nyt sognerådsvalg kom en klike bestående af 2 bønder og 1 hjulmand ind i rådet. De var på forhånd imod alt og alle, især når det kostede penge, undtagen når det fremmede deres egne formål. De mente også at de sagtens kunne få et par folk til at bestyre fattiggården noget billigere, for der var jo folk nok, som søgte sådanne pladser.

Der mødte dem derfor en ubehagelig overraskelse derved, at da Vesterborg sogneråd havde besluttet også at oprette en fattiggård, kom to af dets medlemmer for at se hvorledes vor fattiggård var indrettet. Den ene af dem var gdr. Ole Johansen, Skovhuse, det var ham der blev gift med den rige enke i Skovhuse, hvor jeg tjente og han var avlskarl. Den anden var gdr. H. Wibolt, Bønned. Dengang disse to mænd havde beset hele indretningen på fattiggården, så udtalte de, at de var bemyndigede til at tilbyde os pladsen pp deres nye fattiggård og 100 kr. mere i årlig løn end vi fik her, hvis vi ville tage dertil, når de fik deres fattiggård færdig til indflytning. Vi sagde tak for tilbudet, lovede at sige besked snart. Jeg og min kone var enige om, at det ville være meget lettere at bestyre en fattiggård i en anden kommune end hvor vi begge var opvoksede, og de fleste af dem vi skulle have kommando over, havde kendt os fra vi var børn. Ja, det skete også, at enkelte af vore skolekammerater blev indlagte på gården, og ihukommende det gamle ord, ”at en profet ikke er agtet i sit fædreland”, var vi fast bestemte på, at ville flytte til Vesterborg, hvis vi ikke kunne få samme løn her, som der blev tilbudt os derfra, og hvis det ikke havde været for de mænds skyld, som havde stemt på os og vist os så megen velvilje, så havde vi uden videre motivering sagt pladsen af og flyttet til Vesterborg.

Ved det første derefter følgende sognerådsmøde indsendte jeg derfor en skrivelse til sognerådet hvori jeg anmodede om at få vor løn forhøjet med 100 kr. årlig, og hvis dette ikke blev bevilget, så måtte min skrivelse betragtes som en opsigelse. Jeg stod selv på en ubeset plads og hørte formanden oplæse min skrivelse, og hvis lynet havde slået ned tæt ved mødet, så kunne det ikke have vakt større forbandelse. Så vågnede kliken rigtig op. Det var dog for galt. Nu måtte alle dog kunne se, hvad det førte til at imødekomme sådanne begæringer. Det var jo ikke mere end et årstid siden vi fik et tillæg af 50 kr. årlig, og nu forlangte vi det dobbelte, hvis sognerådet ville bevilge dette, så ville det kun føre til, at jeg hvert år ville forlange mere i løn og true med opsigelse, hvis det ikke bevilgedes. Men lønforhøjelsen blev alligevel bevilget med 8 Stemmer mod 3 opponenter, men dette forbedrede selvfølgelig ikke forholdet til mig. Den ene af dem (en mand, der var i besiddelse af to bøndergårde) havde vistnok svoret på, at han snart skulle få mig jaget fra fattiggården, og for des lettere at nå dette, blev han ved sine venners hjælp valgt til at have tilsyn med fattiggården, men det blev en slem skuffelse for ham. Første gang han mødte lagde jeg naturligvis alle protokollerne frem for ham. Jeg vidste i forvejen, at han kunne dårlig læse og skrive, men slet ikke kunne regne eller havde noget begreb om regnskab, og derfor morede det mig kosteligt at se ham sidde en timestid og blive ved at vende blad og se på tallene, først i den ene protokol og så i den anden, uden at sige et eneste ord til mig om dette eller hint. Resultatet blev også, at han aldrig ønskede at se i bøgerne mere. Han følte vistnok selv at på det felt kunne han ikke ramme mig.

Men så lagde han en ny snare for os. Han var jo en stor mand i kommunen, så han mente at have midler nok til rådighed. Han havde i lange tider haft et horn i siden på den møller, som formalede både hans eget og fattiggårdens korn. Den mand skulle han se at ramme og da fattiggårdens forbrug af formalet korn var temmelig stort, så kunne han jo skade mølleren betydeligt og med det samme kue mig, når han kunne få sat igennem, at vi fik en hestekværn på gården, for han mente nok, at jeg kunne male noget om aftenen og om søndagen. Ved et sognerådsmøde hvor flere af medlemmerne fra fraværende, fik han også tilladelse til at bestille en hestekværn til fattiggården, uden at jeg vidste noget derom. En kort tid efter fik jeg bud fra kværnbyggeren om at afhente en kværn, som en af mine foresatte havde rekvireret til fattiggården. Nu forstod jeg det hele. Denne kværn skulle bruges til at skade mølleren og tillige til at indskrænke den smule fritid jeg havde i forvejen. Jeg afhentede derfor ikke kværnen, men ved første sognerådsmøde meddelte jeg rådet, at enskønt kværnen var rekvieret uden mit vidende, så ville jeg godt både hente den og bringe den, men kun på betingelse af, at jeg fik karl og en hest mere. Jeg mente, at enhver måtte kunne indse, at jeg ikke selv kunde pløje og passe 46 tdr. med 3 heste foruden alle de andre ting, der var at passe, og endda få tid til at formale 200 tønder korn om året, og da jeg kunne se, at rekvirenten særligt godtede sig over, at han endelig havde fået ram på mig, så tilføjede jeg, at ”kun på den betingelse blev kværnen hentet og brugt sålænge jeg var bestyrer på gården”, og dermed gik jeg ud. Det var hårde ord, men der skal skarp lud til skurrede hoveder, og jeg kendte manden så godt, at fik han først sat sin vilje igennem med den slags, så ville han snart finde på noget andet, for ”den karl kunne man da magte”, udtalte han flere steder. Derimod talte han aldrig et ord til mig. Under behandlingen af sagen blev der talt stærke ord fra de tre opponenters side, men resultatet blev, at sognerådet med 8 stemmer mod 3 vedtog, ”at man indrømmede, at bestyreren efter deres skøn var fuldt optaget med arbejde”, så at han selv måtte overtage kornet (Jørgen Bøker). Der lå de igen alle tre slagne på valen. De to af dem stak straks efter sablen i skeden, ham med kværnen ville ikke opgive ævret endnu.

Han fandt nu på at indbyde de mest ryggesløse af kvinderne på fattiggården over hos sig til kaffe for at udfritte hos dem, om der ikke var et eller andet han kunne bruge som våben imod mig. En af dem fortalte mig senere, at han var meget nedladende ved disse ”sammenkomster”. Han meddelte dem først, at han havde tilsyn med mig og fattiggården, og hvis der var noget, som de kunne ønske anderledes, eller hvis jeg eller min kone foretog os noget, der var lidt mistænkeligt, så kunne de blot komme til ham, for han vidste nok at jeg foretog mig noget, som ikke rigtigt kunne tåle dagslyset, og at jeg alt for streng ved den slags af fattiglemmerne, som han derfor havde indbudt for at mildne deres kår. Det varede heller ikke ret længe førend vi kunne mærke, at alle disse, der havde været til kaffe, de optrådte på en mere udfordrende måde end tidligere, og en skønne dag svarede den ene af dem i alle de andres påhør, at de brød sig ikke en brik om hvad jeg sagde, for den ene af tilsynsmændene havde sagt, at det havde de ikke nødig, de kunne blot klage til ham, så skulle han nok ordne mig. Hvad skulle jeg nu gøre? Hvis jeg ville finde mig i den slags, så ville det ikke være ret mange dage, at jeg og min kone kunne regere disse 40-50 tildels rå mennesker. Jeg tilkaldte straks de andre to tilsynsmænd, gdr. Mads Olsen og gdr. Jørgen Slot og forklarede dem hvorledes stillingen var, og de indrømmede straks, at vor stilling var ganske uholdbar hvis den slags fik lov at passere upåtalt. De sammenkaldte derfor hele besætningen på gården, og forklarede dem, at hverken kværnmanden eller andre af sognerådets medlemmer kunne sætte dem i arbejde eller på anden måde kommandere over dem, det var alene overladt til mig og min kone, men hvis nogen af dem havde noget at klage over, så skulle det blive undersøgt og rettet hvis klagen var berettiget. Men der var ikke en eneste, der havde noget at fremføre.

Det var den tredje vandgang fra kværnmanden, og da jeg en kort tid efter overraskede ham ved et stævnemøde en aften i kostalden med den mest berygtede af kvinderne på fattiggården, så gav han op for bestandig. Han bad sig fritaget for tilsyn med fattiggården og overfor mig holdt han sig altid på afstand lige til sin død. Lemmerne faldt også snart i ro igen, og fra den tid var der aldrig nogen af sognerådets medlemmer, der forsøgte at forulempe os. Af det her anførte vil det ses, at det langtfra var nogen behagelig stilling at bestyre en fattiggård, men det havde også sin charme. Først og fremmest var det en sand glæde for os at se, at alle de gamle ordentlige mennesker viste os den største hengivenhed og velvilje, og meget nødig ville gøre os imod. Dernæst var der altid i sognerådet flere indflydelsesrige og brave mænd, der havde et åbent øje for de mange vanskeligheder, vi havde at kæmpe med, og de opmuntrede os altid til at optage kampen mod ondskaben, hvad enten den kom fra oven eller fra kloakkerne. Blandt disse mænd kan jeg ikke undlade at nævne: Gårdejerne Christian Blak og Jens Rasmussen af Tjennemarke, gårdejerne Hans Thiesen, Jørgen Slot, Mads Olsen og Christen Skafte af Stokkemarke og sognerådets mangeårige energiske formand lærer Andersen, Kældernæs. Uden deres gode bistand i de første år havde vi uden tvivl søgt anden beskæftigelse, men vi var unge og ikke bange for at optage kampen mod alt, hvad der var af det onde, og det kildrede vor selvfølelse, at vi hidtil var gået af med sejren.

Det dårligste ved fattiggården var, at der udover de gamle værdige trængende og forældreløse børn tillige skulle optages alle slags vagabonder, hjemsendte straffede forbrydere og ryggesløse mænd og kvinder ofte med en stor flok uartige og i alle måder forsømte børn. De forulempede de gamle ved deres støjen og hele slette væsen og tillige gav de et meget dårligt eksempel for deres egne såvelsom for de andre børn på gården. Men min kone og jeg havde foresat os at gå frem efter en bestemt fast plan, der ikke tålte nogen afvigelse, og den nåede vi at hævde, sålænge vi bestyrede gården. Det glædede os lidt at høre, når der kom nogen nye lemmer, og straks når de kom ind blandt de andre i forsamlingsstuen, da forklarede de ældre dem straks hvordan husordenen var, og de tilrådede dem altid ubetinget at rette dem efter det, som jeg og min kone sagde til dem. Dette lettede ikke så lidt for os med at kommandere dem, endskønt det til tider kunne være svært nok, for den slags mennesker havde jo ikke meget at tabe. Æresfølelsen var for længst tabt. Det var derfor ikke så rart, at vi i løbet af kort tid fik fire arbejdsføre mænd i omtrent samme alder som jeg selv. Det var ungkarl Kristian Dinesen, en gårdmandsøn fra Kældernæs, som jeg havde gået i skole sammen med i Kældernæs skole. Han havde arvet 10-12000 kr. efter sine forældre, men var bleven narret dem fra i Nakskov i løbet af kort tid på grund af sin dumhed. Han var ikke fordrukken, men meget doven og brutal. Nr. 2 var Jens Johansen (kaldet Natmand) med kone og 5 børn. Han var en slags hjemmeprokurator for fattigfolk og skrev klager og andragender for dem til sogne- og amtsråd. Han var sæsondranker, og holdt ikke af at arbejde mellem måltiderne. Folk var i almindelighed bange for ham, og ingen ville have ham til huse, men han var egentlig ikke så slem, naar man blot appellerede til den smule æresfølelse, han endnu var i besiddelse af. Han var snu og forstod at benytte enhver chance til sin egen fordel. Nr. 3 var enkemand Christen Albrekt, forhenværende gdr. i Stokkemarke Skovhuse. Han var egentlig et skikkeligt skrog, men han var forfalden til druk og passede slet ikke sin bedrift og da hans kone døde fra alle børnene, så gik han fallit og hjemmet blev fuldstændig opløst, hvorefter han i flere år førte en vagabonderende tilværelse, der til sidst førte til at han havnede på fattiggården.

Nr. 4 var forhenværende vært i Stokkemarke Kro, Christian Jyde. Han var skilt fra sin kone og meget forfalden til druk, og til tider meget pirrelig og vanskelig at omgåes. Enhver vil vist kunne forstå, at det ikke var nogen let sag at kommandere fire sådanne forhutlede personer sammen med alle de andre. Der var ingen af dem der havde lyst til at arbejde, og da jeg selvfølgelig satte dem i arbejde hver dag, og endskønt jeg ikke stillede ret store fordringer til dem i den henseende, så varede det ikke ret længe førend de pønsede på at gøre oprør. Jeg havde allerede en lille tid mærket, at de holdt sammenkomster hvor de lagde råd op om, hvordan de bedst skulle løbe om hjørnet med mig. Jens Johansen var selvfølgelig deres fører, det egnede han sig udmærket til. For at få en ende på det og for at få dem afvæbnet i tide, satte jeg dem alle 4 i arbejde over på laden en dag, hvorefter jeg lod som jeg tog bort. Men i stedet stillede jeg mig på en plads, hvor jeg ubeset kunne høre deres samtaler. Deres plan gik ud på, at de ikke ville arbejde på fattiggården, men at have lov til at gå og komme når de det ville og få mad og logi, når de trængte til det, og hvis de ikke kunne få det således med det gode, så ville de prøve andre midler. Mig kunde de sagtens ordne, mente de. Da de var til dels færdige med deres samtaler, trådte jeg rask ind imellem dem og forklarede dem at jeg havde hørt alle deres forhandlinger, og at jeg ville råde dem at forholde sig rolige, da jeg vidste, at sognerådet havde midler nok til at tumle dem ned. De blev meget overraskede ved min tilsynekomst, men ingen af dem svarede noget. Derpå gik jeg ind og opskrev så nøjagtig som mulig alt hvad jeg havde hørt ved deres møde, og derpå sendte jeg bud efter J. Johansen og oplæste det for ham og tilføjede, at efter det passerede var der for mig kun to veje at gå: Enten måtte han love mig at forholde sig ganske rolig for eftertiden eller at jeg straks sendte bud efter fattigudvalget og meddelte dem, hvordan forholdene havde udviklet sig her under hans førerskab. Efter nogle minutters betænkning svarede han, at han gav fortabt og at jeg fremtidig ikke skulle få grund til at klage over ham. Dette løfte holdt han meget bedre end man kunne vente af den slags mennesker. Fra den tid var hans Opførsel upåklagelig. Ja han viste mig endogså den opmærksomhed, at når jeg var kørende bort og kom sent hjem om aftenen, så havde Jens altid lagt sig med klæder på og stod op og spændte fra, endskønt jeg mange gange sagde til ham, at det skulle han ikke gøre, det var ikke nødvendigt.

Christen Albrekt og Christian Jyde faldt snart i ro, da de mærkede, at Jens var stækket, men Christian Dinesen blev efter den tid mere ondskabsfuld. Han ødelagde alt det værktøj han skulle arbejde med så fremt han kunne og endskønt han var stor, 70 tommer, og meget kraftig, så lod han en sæk rugmel, han skulle bære ind i bagerihuset, falde ned i rendestenen og blev tilsnavset, samtidig med at den faldt på bagen og brak den itu. En anden dag, da han skulle bære en tønde op på loftet, lod han sækken falde frit ned, hvorved han knækkede en bjælke i huset og sprængte sækken og så fremdeles. Tilmed var han ualmindelig doven. Han var således 19 dage om at kløve 2 1/4 favne glat bøgebrænde, som en anden kunne kløve på mindre end en dag. Men alting kan gå til en tid. En dag satte jeg ham til at kløve pilehoveder, og det udførte han på den måde, at han slog en jernvække 2-3 tommer i træet, men da det selvfølgelig ikke ville revne deraf, så væltede han det hovede til side, og tog derefter fat på et andet hoved med samme resultat, og således blev han ved. Jeg kunne ikke blive ved med at lade det passere, endskønt jeg vidste, at det ville føre til alvorlig sammenstød, når jeg gik ud til ham. Jeg gik derfor rask ud til ham og sagde blot: ”Nu skal jeg vise dig hvordan jeg bar mig ad, da jeg kløvede pilehoveder”. Derpå tog jeg værktøjet og slog den første jernvække i til hovedet, og derefter slog jeg en vække ved hver side af den første, så at det begyndte at revne. Det havde Kristian selvfølgelig både set og prøvet så tit, og idet at han hævede den store buløkse over mit hoved, råbte han, at han nu skulle vise mig noget andet, og derefter afleverede han en hel flom af grovheder imod mig. Jeg svarede kun, at nu kunne han godt gå ind, så skulle jeg nok ordne resten. Jeg sendte straks bud efter fattigudvalget og i Kristians påhør forklarede jeg dem, hvad der var foregået. Og da Kristian måtte indrømme, at det forholdt sig således og på forespørgsel ikke havde noget at anføre til sit forsvar, så fik han den besked, at hvis han ikke i løbet af to dage kunne skaffe sig skriftlig bevis for, at han havde fået en fast plads, så ville han uden videre blive transporteret til højskolen i Sakskøbing. Andendagen efter kom Kristian også med en seddel fra sin svoger, hvori denne forpligtigede sig til at sørge for ham, og dermed slap vi ham for bestandig.

Men endskønt Kristian var slem, så kunne han dog ikke måle sig med en af de kvindelige lemmer, Maren Okse. 36 år gammel kom hun til fattiggården med 5 uartige børn. Hendes mand havde sognerådet sendt til Amerika efter at han havde udstået tugthusstraf for tyveri. Et mere ondartet og desperat menneske end Maren skal der ledes længe efter. Jeg har i hvert fald aldrig truffet noget lignende blandt de mange mennesker jeg er kommen i berøring med, og det var ganske uforsvarlig, at et sådan menneske skulle leve under tag sammen med gamle værdige mennesker, ligesom hun gav megen forargelse, såvel for sine egne som for de andre børn. En sådan ung og rask kvinde skulle selvfølgelig hjælpe til med alle slags arbejder på gården for på den måde at bidrage lidt til eget og alle hendes børns underhold, men det var det værste vi kunne byde hende, og det var kun under eder og forbandelser, at hun i det hele taget udførte noget, i reglen meget dårligt arbejde. Når hun var på arbejde, i marken eller tørvemosen, så havde hun taget nogle tørre brødskorper i lommen og fremviste for folk, der passerede forbi, for at de kunne se hvorledes hun og de andre blev sultefødte på fattiggården. Hun lå i klammeri hele dagen, så med den ene, så med den anden og førte en støj og spektakel, der var meget ubehagelig for alle os andre. Hun var bestandig i opposition med sig selv og alle. Det hun ville det ene øjeblik, det ville hun på ingen måde det næste og så fremdeles, men noget kriminelt havde hun ikke gjort hidtil, så vi kunne ikke slippe hende.

Men en dag, da hun var i rigtig krigshumør, ville hun prygle min kone og truede med at brænde gården af over hovedet på os alle, og efter at min kone havde sat mig ind i situationen, så fandt jeg, at der var grund til at tage lidt hårdere fat på Maren. Inde i arbejdstiden gik Maren frem og tilbage og råbte og bandede og opførte sig som et vildt dyr, og da jeg trådte derind og spurgte om, hvad der var i vejen, så for hun hen imod mig med opløftede hænder og var ganske rasende. Jeg greb hende i halsen og holdt fast til hun sank i knæ, og førte hende derefter til arresten, og undervejs dertil bed hun mig i den ene hånd, så det var kendeligt mange år efter. Derefter sendte jeg bud efter fattigudvalget og politimesteren, der efter at have holdt forhør over Maren, dømte hende til 90 dages ophold på tvangsarbejdsanstalten ved Sakskøbing, og indtil jeg kunne komme afsted med hende, blev der holdt vagt over hende dag og nat. Da de 90 dage var gået afhentede jeg igen Maren fra anstalten, men det var en meget rørende afsked inspektør Nielsen tog med hende efter at en betjent havde afleveret hende til mig på inspektørens kontor. Han sagde blandt andet; Ja, Maren har været meget flink her, men jeg tror ikke, at det går godt ret længe hos Dem, for den slags mennesker har det jo alt for godt på fattiggårdene, men kom bare med hende såsnart, der er noget i vejen for her kan vi tumle dem. Den slags folk skal arbejde hver dag, og ikke altid have så megen mad, de kan spise. Derimod kan de ikke godt undvære at få lidt prygl, for så bliver de så medgørlige, at de gør alt hvad man forlanger af dem, men derimod må de aldrig få penge, for det gør dem genstridige. Og han tilføjede. ”Her er Marens portemonnæ med så og så mange penge, dem har hun tjent ved arbejde, men dem skal De ikke give hende sålænge hun er på fattiggården. Derimod skal De give Maren lidt mad og lidt prygl og meget arbejde hver dag, det er den måde at tumle den slags mennesker på, og hvis det så ikke hjælper, så kom bare igen med hende, så skal vi nok ordne hende”. Dette var ordene til afsked. De var jo ikke til tage fejl af. Maren talte ikke et ord under hjemkørslen, men såsnart jeg kom hjem med hende, kom hun ind hos mig og min kone, og bad os mange gange om forladelse for alt det hun havde fortørnet os, og lovede at det skulle blive bedre for eftertiden. Det blev også meget bedre. Hun blev mere rolig, og i det hele taget kunne man godt mærke at hun nødig ville gøre den tur om igen.

– Jeg spurgte inspektøren om hvorledes den slags mennesker som Maren blev behandlet på anstalten: Ja, svarede han, den slags, som kommer fra fattiggården, dem tager vi lidt hårdt på, for vi ved, at de er nogle meget slemme kanaljer, de har det meget for godt på fattiggården, og selvom de er unge og raske, så ville de i almindelig slet ikke bestille noget. Men vi har nogle hjælpemidler her som de slet ikke kender på fattiggården. Vi har for eksempel et pumpeapperat, der er ganske fortræffeligt. Det er blot en pumpe, der står i et lille vandtæt værelse. Når en person bliver sat derind, så får de blot den besked, at de skal vedblive med at pumpe til de hører nærmere ordre, men det behøvede vi egentlig ikke at pålægge dem, thi i det øjeblik de holder op, så begynder vandet at vokse i værelset hos dem, og det bliver det ved med til de begynder at pumpe igen eller det vokser til en højde af 2 alen, og så står de i vand næsten til hagen og kan ikke slippe det, førend der kommer nogen og lukker op, og så kan de jo ikke nægte, at de har været dovne, og det vanker der altid en tillægsstraf for her. – Jeg indvendte, at de kunne jo let stå og drukne. Nej, siger inspektøren, det har vi ikke nødig at være bange for, den slags mennesker rider på livet lige så længe som muligt, og selv om de virkelig skulle få i sinde at afslutte det lidt før tiden, så var der jo ikke derved sket nogen skade for samfundet. Men ellers bliver de behandlet således her, at de aldrig skal prale af at her er bedre at være end på fattiggården.

Jeg vil nu skildre en anden Type af Personer, der af og til også havner på fattiggårdene. Manden hed Christian Kranker. Han beboede det hus ved gæstgivergården, som nu er beboelseshus til smedien. Han havde været købmand, men spillede fallit, blev slagter og til sidst dranker. Hvor han havde været købmand kender jeg ikke, men da jeg i 9-10 årsalderen flyttede til Stokkemarke skole boede han i det nævnte hus, hvor han sammen med en anden fordrukken slagter ved navn Rasmus Kaa en gang imellem slagtede en spædekalv og bar kødet omkring til salg i nabolaget, men snart holdt han op med at slagte, og foretog sig ikke andet end at drikke sig fuld hver eneste dag. Når hans kone var fraværende lå han almindelig og råbte så det kunne høres ud på andevejen, og når vi så gik fra skole, var det en fast regel at vi skulle hen og banke på Krankers vinduer, og hvis han ikke var alt for fuld, kom han i bar skjorte ud på landevejen efter os. Således gik det i mange år til hans kone døde og tilskuddet fra familien ophørte, så måtte Kranker tvungen af nød og elendighed melde sig på fattiggården. At det var strengt for ham, kan man godt forstå, thi hvor forfalden han end var, så havde han langtfra mistet al æresfølelse. Han var af god familie og man kunne godt mærke, at han havde fået en god opdragelse og var i besiddelse af gode kundskaber, og tilmed var han af naturen en præsentabel mand, der forstod at optræde som gentlemand, når han var ædru, og således meldte han sig på fattiggården, hvor der var flere af hans gamle bekendte, og de gjorde ham straks bekendt, hvorledes den daglige husorden var. Den første morgen så han, at alle de der var oven senge, vaskede og kæmmede sig førend de gik til frokostbordet, og de fortalte ham, at det var en fast regel at det skete, men her begyndte straks vanskelighederne. Kranker mente sig hævet over den slags formaliteter, men da han nærmede sig bordet uden at have vasket sig, så skred jeg straks ind og opfordrede ham til at gøre det førend han spiste. Han svarede ikke et ord, men sendte mig et langt, skarpt, indtrængende blik, som jeg i mine tanker tydede således: ”Skal Christian Kranker nu på sine gamle dage lade sig kommandere”, men han gik hen og vaskede sig, og det gjorde han fremdeles hver morgen.

Men der meldte sig snart nye vanskeligheder. Mens alle de gamle værdige mænd, der havde kæmpet hårdt for at undgå at komme på fattiggården, så snart de var kommen i ro, bad mig om at anvise dem noget arbejde de kunne udføre, så vidste jeg godt, i modsætning hertil, at Kranker betragtede det som under sin værdighed at foretage sig noget som helst. Da han nu var cirka 70 år og havde vistnok aldrig haft et stykke værktøj i sin hånd, og tilmed, da der var flere end nok der kunne og gerne ville udføre den slags arbejder, som Kranker mulig kunne læres til at udføre, så mente jeg, at det ikke var til nogen nytte at sætte Kranker i arbejde. Han forslog så tiden med at gå fra det ene hold til det andet og passiarede med dem, hvilket jeg mente kunde være til lidt adspredelse både for dem og Kranker. Men de andre gamle betragtede det langtfra således. Det varede ikke ret længe førend de knurrede og bebrejdede mig, at jeg ikke satte Kranker i arbejde. Jeg svarede dem, at de ligesågodt som jeg kunde indse, at han ikke kunne udføre noget arbejde af betydning og at jeg havde mas nok med at finde arbejde til dem der gerne ville bestille noget og at det derfor kun var til at plage ham til ingen nytte for nogen. Det lod til at dette svar tilfredsstillede dem for øjeblikket, men det varede ikke ret længe, og det var for en stor del Krankers egen skyld. Han følte sig nu udmærket tilpas med sin stilling, men efterhånden var han uforsigtig nok til at lade de andre høre og føle, at han var af en bedre kvalitet end de, og dette forbitrede dem i den grad at alle, både mænd og kvinder, en dag da Kranker var fraværende, opfordrede mig til at sætte ham i arbejde. Jeg kunne godt indse, at der fra deres side set var noget berettiget i deres forlangende, og derfor lovede jeg dem, at det skulle ske med det første. For at det nu kunne ske på den lempeligste måde for Kranker, så tog jeg en skovl med i marken og opholdt mig hos to gamle mænd, der den dag gik og spredte jord, og da Kranker nu kom på sin morgenrute og passiarede med dem, så gav jeg ham skovlen i hånden og sagde, at han kunne godt blive her og hjælpe dem lidt, for de var så meget ældre end han og jeg tilføjede, og det gjorde ikke noget om han kun fik spredt et eller to af vognlæsene, blot han blev og holdt de to andre med selskab. Men nu blev Kranker for alvor vred. Ja ganske rasende og uforskammet imod mig.

Jeg lod ham nu at vide at til straf for sin opførsel mod mig skulde han rense VC førend han fik mere mad på fattiggården. Derpå gik han hjem og ind i arbejdsstuen og forklarede alle, som var der, hvilken straf jeg havde idømt ham, og han tilføjede, at aldrig skulle nogen få at se, at Kranker rensede VC. Men de andre gouterede dem over, at han var sat til dette arbejde og trøstede ham med, at hvis bestyreren havde pålagt ham det, så blev der ingen anden udvej end at gøre det. Men Kranker svor på, at det skal ej ske. Den dag fik han altså kun frokost og forlangte heller ikke noget. Næste morgen gik Kranker ud til alle sognerådsmedlemmerne og klagede over, at jeg havde sat ham til et så afskyeligt arbejde. Jeg ved ikke hvilket svar han havde fået, men næste morgen kom han og spurgte efter redskaberne og dem gav jeg ham og så Kranker rense VC, og efter at have vasket sig fik han frokost. Derefter gav jeg ham en lille stenhammer i hånden og anviste ham en bunke småsten, som han kunne forslå tiden med at slå til reparation af vejen. Dette arbejde udførte han ganske fortrinligt og da han var færdig med stenbunken, forlangte han at få et andet arbejde, og jeg satte ham så til at hugge risbrænde, og dette arbejde udførte han så smukt og akkurat, at jeg aldrig har set noget lignende og således gik det med at hyppe kartofler og med alt hvad han udførte. Men hovedsagen var, at han fik lyst og interesse for alt det arbejde han kunne udføre, og blev derfor et nyttigt medlem af samfundet i flere år. Tilmed blev han en god ven af alle børnene, og havde altid lidt godter til dem, når han havde været borte, og imod min kone og mig var han altid yderst omgængelig og opmærksom efter det første sammenstød var overstået.

Med hensyn til spiritussen, da gik naturen over optugtelsen engang imellem, når han kom ud, men dog ikke mere end han kunne komme hjem med egen hjælp, og han var da altid føjelig og forholdt sig rolig, naar blot jeg var hjemme. Jeg har skildret disse forskellige typer så udførligt for at vise hvor mange forskellige vanskeligheder, der er forbunden med en sådan plads som bestyrer, men også for at vise, at man ved en fast og bestemt optræden ligefra begyndelsen kan overvinde de fleste af dem. Det gælder særlig om, at man aldrig siger eller lover mere end man vil og kan holde.

I førstningen af året 1880 skete der noget, som fik en stor indflydelse på min fremtidige virksomhed. Sognerådets formand, lærer Andersen, Kældernæs, havde ved nytårstid bedt sig fritaget for formandstitlen på grund af svigtende helbred, men skulle selvfølgelig opgøre kommunens regnskab for det foregående år. Han deltog også i de to første møder i det ny år. Men efter at han var gået på vej hjem efter mødet i februar måned kom han tilbage og opsøgte mig. Han bad mig så meget indtrængende om at jeg ville love ham at opgøre kommunens regnskab for det foregående år, og tillige at hjælpe hans kone med et påtænkt byggearbejde på den jord, han privat havde købt nogle år i forvejen, og han tilføjede, ”fordi jeg ikke lever og får gjort noget af det færdig”. Jeg svarede, at det kunne jeg vist godt love ham, da jeg ikke tvivlede om, at han endnu levede flere år, men i øvrigt tilføjede jeg, at jeg fandt det mere rimeligt, at en af de andre lærere blev betroet dette ikke ubetydelige hverv, men det ville han ikke høre tale om. Han opfordrede mig nu til at give ham min hånd på, at jeg ville gøre det og tillige hjælpe hans kone med hans private sager.

Den 5. marts, altså 3 uger efter døde han, uden at have begyndt på kommunens regnskaber, og så sad jeg jo midt i det. Det er nemlig meget mere byrdefuldt at overtage og opgøre en anden mands regnskaber end hvis man selv året igennem har samlet materialet. Jeg fik rigtignok travlt med at gennemarbejde forhandlings-protokol, fattigprotokol og kassebog for at finde alle de i årets Løb ind- og udgående beløb, såvelsom deres oprindelse og anvendelse, og med at samle dem på de forskellige konti. Det var strengt for mig, da jeg jo havde min daglige gerning at passe foruden dette, og tilmed boede den ny formand, der opbevarede protokollerne, temmelig langt borte fra mig, og han kunne ikke give mig megen oplysning eller håndsrækning. Jeg sov næsten ikke i al den tid jeg arbejdede med regnskabet. Det var mig så meget om at gøre at få dette udført rigtig, at det nær havde taget pippet fra mig. Men det lykkedes mig over forventning, kan jeg godt sige. De kommunale revisorer attesterede at de havde gennemgået det og ikke fundet noget at bemærke. Dette blev oplæst i et sognerådsmøde og forhøjede straks min kurs i de enkelte sognerådsmedlemmers Øjne. Ja selv en af opportunisterne lykønskede mig for det gode resultat. Men jeg var ikke rigtig rolig endnu, for jeg havde før set, at amtets revisor kunne flere fejl, som de andre revisorer ikke havde opdaget. Men først da regnskabet kom tilbage fra amtet med påtegning om, at det var decideret uden nogen bemærkninger, først da var jeg tilfreds med mit arbejde og min ærgerrighed tilfredsstillet, og det var dette der gav stødet til, at jeg efterhånden blev betroet de mange offentlige bestillinger, for eksempel blev jeg sekretær hos 5 forskellige sognerådsformænd fra 1883 til 1907. Formand for sygekassen fra 1884 til 1902. Formand for hegnsynet og for vandsynet, kommunal revisor, revisor ved andelsmejeriet fra 1889 til 1907 og er endnu revisor ved Marker Madsens Brandkasse. Har været skatteopkræver, maskinsynsmand, kommunens delegerede ved kirkens overgang til selveje og vurderingsmand i Østifternes Brandforsikring. Alle disse bestillinger medførte et meget betydeligt arbejde, men gav kun en meget ringe fortjeneste.

Jeg skal blot nævne, at for at udfærdige skattelisten, der mindst tog 7 dages arbejde, og alle valglisterne og alle andre fortegnelser, der skal ordnes i årets løb, samt være behjælpelig med opgørelsen af alle kommunens regnskaber, fik jeg i de første 12 år kun 30 kr. årlig. De næste 6 år fik jeg 50 kr. og de sidste 6 år 100 kr. årlig. Dersom det skulle udregnes i timebetaling ville det næppe blive 10 øre pr. time. Men sognerådsformændene fik heller ikke noget for deres arbejde. Det blev betragtet som en ærespost, og de 8 skilling eller godt 16 øre pr. tønde hartkorn, som formanden modtog, måtte hans medhjælper kvittere for at have modtaget, han selv skulle nøjes med æren. I Kommunen var der den gang godt 714 tønder hartkorn og beløbet blev cirka 118 kr, så der var ikke meget at dele. Som revisor ved mejeriet fik jeg kun 50 kr. årlig. Som formand for vandsynet fik jeg kun 3 kr. daglig i 6 dage for at gennemvandre alle kommunens nogle og fyrretyve vandløb. Derimod blev bestillingen som maskinsynsmand temmelig godt betalt. Der kunne jeg tjene cirka 50 kr. på 5 dage, det var jo storartet. Derimod fik jeg kun 80 kr. for at opkræve stats- og kommuneskat 4 gange årlig. Som revisor ved brandkassen fik jeg 40 kr., nu 50 kr. årlig. Det var kun små beløb for hver, men mange bække små gør til sidst en å, og på mange år sammen med vor løn på fattiggården, fik vi samlet os nogle få tusind kroner, og endskønt det gik roligt og godt med alle fattiglemmerne og fra sognerådet blev vi heller aldrig forulempet, så begyndte vi dog at tænke på at søge anden beskæftigelse på grund af at min kone, der uafbrudt var overlæsset, såvel fysisk som åndeligt og begyndte at blive opslidt.

I 1888 indtraf en begivenhed som jeg var meget ked over. I sidste halvdel af marts måned fik vi flere dage stærk snestorm, så at vi flere dage i træk måtte ud og kaste sne. En af disse dage, da det blæste og fygede allermest, forlod to gårdmandssønner arbejdet og tog en del af deres bekendte med ind hos deres forældre, hvor de sad og drak kaffe det meste af eftermiddagen, mens vi andre vedvarende måtte gå og kaste sne. Da vi dagen efter igen mødte for at kaste sne, bebrejdede jeg dem, at de sådan uden videre forlader et nødvendigt pligtarbejde, medens vi andre passer vor gerning; men herover blev de ganske opfarende, og den ældste af dem rykkede sig nogle skridt tilbage og med skovleskaftet holdt i angrebsstilling foran sig løb han til og med al sin kraft stødte enden af skaftet mod min højre side, så at jeg faldt så pludselig, at han faldt oven på mig. I en hast rev de andre ham af mig og tog straks parti for mig. Det var drøje ord der faldt til angriberen og hans broder. Alle de tilstedeværende opfordrede mig nu til at melde det til politiet, og det gjorde jeg også efter mange betænkeligheder. Jeg var nemlig af den tro at jeg ikke havde taget nogen skade, men inden aften var jeg meget dårlig i siden af stødet, og efter nogle dages forløb måtte jeg gå tilsengs og få lægen hentet. Jeg så ikke lægens erklæring, der straks blev afleveret til politimesteren, men resultatet deraf var, at det blev tilkendegivet angriberen og hans broder, at hvis de ikke kunne få mig til at indgå på forlig, så ville der straks blive indledt kriminel undersøgelse imod dem.

I anledning heraf sendte de gårdejerne Jørgen Sloth og Niels Skotte til mig for at forhandle om forlig, og vi blev da enige om, at de skulle betale mig 100 kr. for svie og smerte, betale læge og medicin og betale såvel deres egen som min sagfører og en bøde til statskassen. Dette gik angriberne straks ind på, og dermed var sagen afsluttet for politiets vedkommende. Men jeg blev mere og mere syg og måtte holde sengen en tre ugerstid, og var endda langtfra så rask, at jeg kunne tilså jorden sidst i april. Der gik flere år førend den svækkelse, jeg følte i højre side af stødet fortog sig, og det kan tydelig ses endnu efter 34 års forløb, at det ene ribben er trykket cirka 1 tomme ind. Jeg var meget ked over hele historien, men både jeg selv og alle de andre, der var tilstede ved overfaldet, var enige om, at det var fuldt berettiget at påtale, at de forlod snekastningsarbejdet og tilmed tog flere med sig, medens vi andre i det slemme vejr, måtte gå og udføre arbejdet for dem med.

I august måned 1888 købte jeg det hus af skrædder Schjerning der ligger på hjørnet ved landevejen og vejen til Kældernæs for 4800 kr., og straks efter meddelte jeg sognerådet, at vi ønskede at fratræde fattigbestyrerpladsen til 1. maj 1889. Den sidste april flyttede vi så fra fattiggården til hvilken dags eftermiddag vi var indbudte til en selskabelig sammenkomst med fællesspisning i forsamlingshuset. Der var mødt cirka 100 af kommunens beboere og ved bordet bød sognerådsformand Hans Jørgen Hansen, Tjennemarke, velkommen, hvorefter Lærer Christensen senior, Stokkemarke, holdt festtalen og i smukke Ord bragte os en varm Tak både fra sognerådet og kommunens Beboere, såvelsom fra de fattige på Gården for det store arbejde vi havde udført i de 18 år vi havde arbejdet i kommunens tjeneste, og som erkjentlighed herfor overrakte han os et smukt regulatorur med søvplade med inskription ”Erindring fra Stokkemarke Sogns Beboere”. Efter spisningen var der dans og kaffe, og til slut blev min kone og jeg opvartede med champagne. Det var første gang at nogen af os havde smagt den slags drikkevarer. Lidt over midnat brød vi op efter at jeg havde takket alle deltagerne for den smukke gave og for den store opmærksomhed, der var vist os ved vor fratrædelse fra fattiggården.

Så gik vi fra festen op til vort ny hjem og sov der for første gang. Det var med en forunderlig glædelig følelse, vi vågnede der den første morgen, ikke alene over at Gud havde hørt vor bøn og hjulpet os med at styre det urolige folk, som var os betroet, så vi kunne gå derfra med ære, men også for at vi følte at nu, først nu, var vi frie folk efter at have været gift i 20 år. Men da var min kone også fuldstændig opslidt både på legeme og sjæl. Det var også et betydeligt arbejde hun udførte i de 18 år, vi var på fattiggården. Vi var jo hele tiden fra 40 til 52 mennesker der daglig skulle forsynes med mad, klæder, renlighed og alt hvad der hører til livets ophold og hvoraf de producerede det meste selv både til føde og klæder. Desuden var mange af de gamle ofte syge og sengeliggende og skulle passes. Vi havde en gang 14, der var sengeliggende. Dertil kommer at vi i lang tid havde 20 forældreløse børn, hvoraf de 16 gik i skole, hvilket også gav et betydeligt arbejde, så at enhver vil kunne forstå at min kone var fuldstændig optaget og næsten overlæsset hver dag fra morgen til aften såvel søndage og højtidsdage ligeså stærkt som de andre dage. Jeg kunne godt indse at det ikke kunne vedblive at gå så svært mange år, endskønt hun var meget kraftig, men jeg trøstede mig hele tiden med, at det var hendes højeste ønske, at vi søgte stillingen og at hun stedse udførte dette store arbejde med lyst og interesse, ellers ville det også være uforsvarligt af nogen mand at fordre dette af sin kone. Da vi kom op i vort nye hjem, så rettede hun vel sig noget igen, men hendes kraft var brudt så at hun de sidste 3 år og 24 dage af sit liv uafbrudt måtte ligge i sengen, men vi var frie folk og det trøstede både hende og mig. Moder døde den 21. juni 1915 på Nakskov Sygehus.

Fader døde 10. maj 1931 i sit hjem efter et uheld på en cykeltur.