Henrik Nielsen Barkhus – min barndom 1842-1856


Henrik Barkhus, Stokkemarke, 1842-1931, første forstander på Stokkemarke fattiggård fra 1871-1889, senere høker og agent for sparebanken i Nakskov. Han skrev sine erindringer i 1921, 79 år gammel.
Erindringen er afskrevet med forfatterens stavemåde, tegnsætning er ændret for at lette læsning.

1. del. – Min barndom

Jeg er født den 17. februar 1842 i Kældernæs By i det Hus som nu benyttes som Telefoncentral.

Min Fader hed Niels Andersen kaldet (Barkhus) født 6 september 1909 i Vindeby Sogn. Min Moder hed Ane Henriksen og var født i Nøbbet den 1 marts 1814. De var begge to meget flittige, sparsommelige og gudfrygtige. Min Fader var Træskomand, og saa længe vi boede i Kældernæs foretog han sig ikke noget andet Arbejde undtagen i Høsten, men for at give et lille Begreb om hvor lidt en saadan Haandværker maatte nøjes med i Fortjeneste skal her anføres:

Hans daglige arbejdstid var fra Kl 5 om Morgenen til Kl 9 Aften og i den Tid kunne han lave 4 par Træskoer færdig. Træet til et Par Træsko kostede gennemsnitlig 15 Øre, der brugtes ikke Læder på nogle af Træskoerne dengang. Et par Dametræskoer kostede 22 sk – 45 Øre med Blikgjorde og sortsværtede, hvilket sidste kostede 2 Øre pr Par, altså fortjeneste 28 Øre Parret.

Et Par Mandstræsko kostede 1 mk 12 sk – 60 Øre Parret, Fortjeneste 45 Øre Parret, eller for 2 Par Dame- og 2 Par Mandstræskoer en Fortjeneste på 1 Kr 46 Øre daglig.

Vi var 4 Søskende, 3 Drenge og 1 Pige hvoraf jeg var den ældste, og vi blev opdraget til streng Lydighed og Sanddruhed. Desuden boede en gammel Mand hos os, som var fuldstændig blind. Han kunde spille Violin, og det var ikke saa sjældent at min Fader maatte følge ham til Steder hvor han skulde spille til Høstgilde, Juleleg eller Fastelavnsgilde. Han hed Christen Mathiesen og var i Besiddelse af en beundringsværdig fin Følelse, han kunne f. E. føle om et Stykke Tøj var stribet eller tærnet, eller om en Genstand var en lille Smule skæv eller lignende. Han havde et Lommeuhr, som var særligt indrettet til en blind, Skiven var af Messing med ophøjede Tal, så han kunne føle bestemt hvad Klokken var. Indvendig i Sølvkassen var stemplet Aar 1843.

Dette Uhr forærede han mig, da jeg var 4 Aar gammel og jeg har aldrig ejet noget andet Lommeuhr, og da jeg nu da dette skrives er 79 Ar, så har jeg altsaa ejet det i 75 år. Jeg havde ellers bestemmet at vilde have afleveret det til Stiftsmuseummet Aar 1903, da det var 60 Aar gammelt, men min ældste Søn bad om at beholde det til min Død, og lovede saa at aflevere det efter mit Ønske.

Af Begivenheder i min tidligste Barndom er der særligt et lille Forsvindingsnummer, som har fæstnet sig i min Hukommelse. Vor Nabos lille Datter, i Alder med mig ca 5 Aar, havde været med sin Moder i besøg hos en Familie i Bandholm, og der var hun bleven saa godt behandlet og beværtet, at hun følte en uimodstaaelig Lyst til at gøre et nyt Besøg. Hun vilde absolut have mig med, for at opnaa dette forklarede hun mig at hun havde fået Kage med Sirup paa og Tvebagger hvorpaa der var smurt noget rødt, som smagte saa fortræffelig og desuden nogle Rosiner og Stykker brunt Sukker.

Hendes Plan var, at vi skulde gaa en dag, mens vores Forældre sov til Middag og saa komme igjen uden at de savnede os. Naa, jeg lod mig forføre første Gang af en ”Eva” i Haab om at få en Del af de dejlige Sager, som hun forestillede mig.

En varm Solskinsdag strax efter Middag tog vi hinanden i Haanden og gav os paa Vandring kun lidt anende at en Rejse til Bandholm og tilbage var 2½ Mil lang. Vi havde maaske naaet vores Rejses Maal hvis vi havde fulgt den lige Vej, men nogle faa Aar efter opdagede jeg, at vi var drejet af til venstre om igennem Blans By og kom saa ud igen på den rigtige Vej kun et lille Stykke nærmere Bandholm, men vi fortsatte, endskønt Modet begyndte at vakle. Da vi naaede Branddammen i Reersnæs satte vi os ned og græd, vi var ganske fortvivlede, først over at vi ikke kunne finde Folkene i Bandholm med de mange gode Sager, og dernæst begyndte det at gaa op for os, at vi heller ikke kunne finde hjem igen, men som altid når Nøden er størst er Hjælpen nærmest. Der kom en ældre Mand hen og talte venligt til os, men vi var næsten bange for ham, fordi han havde Klumpfødder paa begge Ben, han gik saa underlig og løftede den ene Fod over den anden for at komme frem, men beroligede dog os saameget, at han kunne forstaa paa os fra hvilken Side, vi var kommet. Han tog saa en af os i hver Hånd og begyndte at følge os hjemad, og da vi havde gået et lille Stykke Vej, saa kom, ja saa kom min kære Moder og tog imod os, hun omfavnede mig og kyssede mig og græd af Glæde over at have fundet sin fortabte Søn.

Jeg har skildret den lille i og for sig ubetydelige Begivenhed saa udførligt, fordi det gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mig, saa at baade vor Vandring, vor Fortvivlelse ved Branddammen, den venlige Mand med Klumpfødderne og min kære Moders store Glæde over at finde os, staar endnu efter 74 Aars Forløb, saa klart i mine Tanker, som om det var kun nogle faa Aar siden.

Da jeg var 6½ Aar gammel kom jeg i Skole hos gamle Lærer Christensen, men erindrer ikke andet end at han gik med en meget bredpullet Hue, som han benyttede flittigt til at slaa Fluer med, naar han sad paa Katedret. Efter hans Død fik vi den unge energiske Lærer Hans Andersen, og i min Skoletid hos ham indtraf en lille Begivenhed, som ogsaa skal inddrages her, fordi den ogsaa har fæstnet sig i min Bevidsthed, og fordi den staar lidt i Forbindelse med en ubetvingelig Lyst, som har fulgt mig i hele min Levetid; men for at illustrere dette lidt nærmere maa jeg først omtale, at min Fader ejede en gammel Skyder, og at han havde den største Lyst til at bruge den, men hans Jagtrevir omfattede kun 5-6 høje Piletræer, der stod ca 20 Alen fra hans Hus, men i Toppen paa disse Træer satte sig af og til en eller flere Krager, og jeg lagde tidligt Mærke til at det var en overordentlig Fryd for ham at skyde en af dem ned, og det var derfor ikke underligt at jeg straks meddelte ham, naar der var Bid, og strax efter saa jeg ham krybende paa alle fire langs Huset og i den største Spænding stikke Hovedet frem og brænde af.

Disse sitrende Bevægelser og den Spændighed som i saa høj Grad optog ham det kildrede mine Sanser og Nerver, saa at jeg ligesom indsugede det hele med det samme, og jeg holder for, at min ubændige Jagtlyst stammer herfra.

Da jeg var omkring 8 Aar købte jeg en lille Kanon af en af de større Drenge, som selv støbte flere af den Slags af Bly. Den var omtrent 4 Tommer lang og af Kaliber som en Salonbøsse, der var filet et Fænghul bagtil, så at den skulde brændes af med en Lunte eller Tændstik.

Jeg ”laante” lidt Krudt af min Faders Krudthorn og saa morede jeg mig med at knalde omme paa Strandvejen. Her kom jeg i Konflikt med en anden Dreng, og han gik sporenstregs hen til Skolelæreren og klagede over, at jeg vilde skyde ham, og da jeg kom i Skole næste Dag bad Læreren mig om at faa Kanonen at se, og beholdt den med det samme og lagde den op paa sin Bogreol med Mundingen udad. Han sagde at den skulle ligge der, indtil Præsten kom, saa kunde han opbevare den til jeg blev konfirmeret.

Jeg var meget bange hver Gang Præsten kom kom i Skolen, jeg undrede mig meget over, at han ikke kunne se, at Kanonen laa og stak Mundingen frem i Reolen, og jeg troede bestemt, at han ville spørge, hvis den var naar han saa den, og jeg var meget ulykkelig saa længe han var i Skolen, for jeg kunne se den hele Tiden, men da jeg var 9½ Aar flyttede mine Forældre til Stokkemarke og da fik jeg Kanonen med og dermed er denne Saga ude af Verden.

En stor Begivenhed som indtraf i mit syvende Aar var da Krigen udbrød i 1848 skal omtales, fordi den optog mit Sind i høj Grad og tillige, hvor naive Folk paa den Tid var i deres Begreber om Krig og Krigsberedskab. Straks efter Krigens Udbrud samledes alle Byens unge Mænd og Karle ved Møllen, udrustede med gamle Geværer med Flintlåse og foretog forskellige Øvelser, under Kommando af gamle udtjente Soldater. De marcherede frem og tilbage paa Bandholmvejen og sang Fædrelandssange og gamle Krigsviser, men jeg saa eller hørte aldrig at de skød, men for at beskytte Byen for Overfald af Tyskerne, blev der bygget 2 Hytter af Tang ved Stranden, en ved hver Side af Vejen der fører op til Byen. Her holdt 2 Mand i hver Hytte Vagt om Natten og følgelig sov Beboerne i Kældernæs roligt hver Nat. Disse Tanghytter stod i flere Aar ved Stranden og jeg har tit grundet paa, hvad det daværende Vagtmandskab havde tænkt at ville kunde udrette, hvis Tyskerne var gået i Land der.

Den 8 Juni 1851 flyttede mine Forældre til Stokkemarke og overtog i Fæste et Hus med 6 Td Land, som nu ejes af Christian Eriksen, efter at de et Par Dage i Forvejen havde faaet tilsaaet Jorden ved gode Menneskers Hjælp. Baade Huset og Jorden var meget forsømt, og især var Huset saa fyldt med Lopper saa at det var næsten umulig at sove der. Vi laa derfor mange Nætter i noget Halm i Haven indtil at Senge- og Gangklæder havde været i Bageovnen flere Gange for at blive renset.

Baade ved den vestlige og den sydlige Side paa Huset var Skov, hvilket var en udmærket Tumleplads for mig og mine Søskende. Skoven bestod af Hassel, El og Tjørn iblandet med nogle Egetræer som i Tværmaal var fra 6 til 12 Tm. Begge disse Skovparter blev ryddede og opdyrket i Løbet af 10-12 Aar. Paa den Part som ligger langs Haulykkealleen byggede dalevende Gdr Hans Hansen sig en Bolig efter at have solgt sin Gaard til Fattiggaard i Aar 1871.

Den anden Skovpart, som nu tilhører Gdr Schjelde, hørte til en nu nedlagt Bondegaard, der laa nord for Stokkemarkegaard og er lagt ind under denne.

Mine Forældre fik snart renset og istandsat Huset, saa at der var et taaleligt Opholdssted, og da Jorden der hørte til var af god Bonitet, og da min Fader vedblev at lave Træskoer naar han ikke havde Arbejde med Jorden, saa kom de snart til Hægterne, saa at vi havde rigtigt godt i Forhold til de fleste andre Husfolk, men det blev snart meget vanskeligt at faa nogen til at pløje al den Jord, især da Fader gerne vilde have behandlet den ordentligt, og efter at han havde havt flere forskellige Plovmænd besluttede han sig til at pløje med Køerne. Han havde to temmelig store Køer, og da han fodrede dem godt saa var de ogsaa meget kraftige hvilket viste sig straks han begyndte at vænne dem til at trække.

Min Fader syede selv Seletøjet, og da det var færdig begyndte Træningen af Køerne hvilket var et meget besværligt Arbejde. Først spændte han en af Køerne for en Slæde og kørte omkring paa det gamle Græsstykke, og da de hver for sig var noget tilvante, satte han dem sammen og lagde efterhaanden større Vægt paa Slæden, men det var ikke saa sjælden at de stak i Løb hjem til Huset baade med Far og Slæde. Men de fik aldrig Lov til at blive fraspændte efter et saadant Brud paa Diciplinen, men maatte altid om igen og om igen til de gav efter og faldt til Ro.

Endelig kom den store Dag, det var den 16 Marts 1855, da begge Køerne blev spændte for Ploven for at pløje Grønjord. Jeg og min ældste Broder skulde trække hver en af Køerne ved Hovedet, og Far holdt ved Tømmen og Ploven, men Køerne demonstrerede paa det bestemteste imod en saadan Indskrænkning af Friheden, enten blev de staaende ganske stille, eller de brød ud til en af Siderne og løb hjem baade med os og Ploven, men Far gav ikke op, vi maatte om igen til vi havde naaet en hel Omgang, uden at det dog lykkedes at faa Fure hele Strækningen. Det værste var at lære en af Køerne at følge Furen. Men inden et Aar var gaaet, havde Far ved Hjælp af en sjælden Taalmodighed og Udholdenhed faaet lært dem til baade at trække Plov og køre til Mølle og i Skov efter Træskotræ og Brænde, og saaledes drev Far sit Husmandsbrug i 14 Aar.

Jeg var som den ældste og godt voksen maatte ofte udføre strengt Arbejde. Med Hjulbøren maatte jeg køre Jord ud paa Marken fra de store Volde som var omkring Lodden, jeg maatte grave Brakgrøfter, skære Hakkelse til Kvæget med en Haandkiste og de to sidste Vintre før Konfirmationen maatte jeg tærske en Del af Avlingen. Dette sidste holdt jeg ikke meget af, og naar jeg ikke var i godt Humør og mente det var for strængt saa demonstrerede jeg ved at slaa med Plejlen imod Brædderne paa Væggen i stedet for paa Kornet, men saa varede det heller ikke ret længe, førend Far kom med en tynd Kæp og børstede Bukserne, men det hjalp ikke noget paa Lysten. Den sidste Gang jeg vedblev med at slaa paa Brædder til jeg hørte Far kom med Kæppen havde jeg sikret mig med at lukke den Dør op som var i den modsatte Ende af Loen, og da Far kom stak jeg bagud og løb af alle Kræfter ind i Skoven. Far trak sig snart tilbage og jeg turde ikke gaa hjem igen, men da det begyndte at mørkne, besluttede jeg mig til at gaa hjem og bede Far om Forladelse, for at jeg mulig saa kunde blive fri for Straf. Det lykkedes ogsaa men fra den Dag havde Brædderne paa Væggen Ro for Plejlen.

Jeg maatte ogsaa ud paa Arbejde for Fremmede, især paa Grundgaarden, og der kørte jeg Mergel, kørte Tørv til Nakskov og hjalp til ved Tærskemaskinen og ved dette Arbejde maatte jeg udføre et voksent Menneskes Arbejde og var derfor saa træt de sidste Par Timer af Dagen, at mine Skuldre værkede saa at jeg ikke kunde falde i Søvn, naar jeg kom hjem om Aftenen. Men jeg skulde ogsaa have 8 sk = 16 Øre i Dagløn.

Under disse Forhold forsømte jeg ofte Skolen om Sommeren, men jeg havde gode Evner og fik ogsaa Lov at gaa i Skole hver Dag en Del af Vinteren, saa at jeg langtfra stod tilbage i Skolekundskaber, jeg var endog Dux i Hovedregning i de sidste Aar af Skoletiden. Ved min Indtegning til Konfirmationsforberedelse viste sig den Mærkelighed, at vi var 20 Drenge og kun 2 Piger foruden Præstens Datter Jakobine, der var et Aar ældre og blev senere gift med Dyrlæge Schwensen her. En anden Mærkelighed var det, at det Aar jeg blev konfirmeret, 1856, kom Paaskedag saa tidlig, nemlig den 23 Marts, saa at jeg blev konfirmeret i Marts Maaned, hvilket saa vidt jeg ved ikke er sket siden. En lille Begivenhed som indtraf under konfirmationsforberedelsen kan jeg ikke glemme. En lille Konfirmand, Knud Hansen, fra Tjennemarke en Bror til nu afdøde Gdr Mikkel Hansen, havde en Dag en Sæk med for deri at bære en Pattegris hjem til sin Fader. En anden Dreng tog nu lille Knud og puttede ham i Sækken og bandt for den, og der laa han saa og nussede sig og snøftede midt i Læsestuen, da Præsten kom ind, men han tog Sagen fra den gemytlige Side og lo af det og forlangte kun at vi skulde frigøre Knud fra Sækken, og saa rystede vi ham ud midt paa Gulvet.

En Begivenhed af en anden Art kan jeg heller ikke forbigaa fordi den paaførte mig og mine Søskende overordentlige Smerter. Min Far antog af og til Træskolærlinge og blandt dem var der en som hed Erik Sigvard fra Saltvig, han var en ældre Karl og havde været med i Treaarskrigen, han paaførte os en meget ubehagelig Hudsygdom, nemlig Fnat. Den medførte en meget stærk Kløe især imellem Fingrene, paa Haandledene og alle Steder, hvor Huden er tyndest. Da det blev opdaget, blev vi forbudt Adgang til Skolen. Det eneste Universalmiddel mod den Sygdom var dengang en meget streng Kur som vi maatte gennemgaa.

Link til anden del af Henrik Nielsen Barkhus erindringer – min ungdom 1857-1867