Henrik Barkhus, Stokkemarke, 1842-1931, første forstander på Stokkemarke fattiggård fra 1871-1889, senere høker og agent for Sparebanken i Nakskov. Han skrev sine erindringer i 1921, 79 år gammel.
Ved afskriften er anvendt nutidig retskrivning.
1 del. Min barndom
Jeg er født den 17. februar 1842 i Keldernæs by i det hus som nu benyttes som telefoncentral.
Min fader hed Niels Andersen kaldet (Barkhus) født 6. september 1809 i Vindeby sogn. Min moder hed Ane Henriksen og var født i Nøbbet den 1. marts 1814. De var begge to meget flittige, sparsommelige og gudfrygtige. Min fader var træskomand, og så længe vi boede i Keldernæs foretog han sig ikke noget andet arbejde undtagen i høsten, men for at give et lille begreb om hvor lidt en sådan håndværker måtte nøjes med i fortjeneste skal her anføres:
Hans daglige arbejdstid var fra kl. 5 om morgenen til kl. 9 aften og i den tid kunne han lave 4 par træsko færdig. Træet til et par træsko kostede gennemsnitlig 15 øre, der brugtes ikke læder på træsko dengang. Et par dametræsko kostede 22 skilling – 45 øre med blikgjorde og sortsværtede, hvilket sidste kostede 2 øre pr par, altså fortjeneste 28 øre parret.
Et par mandstræsko kostede 1 mark 12 skilling – 60 øre parret, fortjeneste 45 øre parret, eller for 2 par dame- og 2 par mandstræsko en fortjeneste på 1 kr. 46 øre daglig.
Vi var 4 søskende, 3 drenge og 1 pige hvoraf jeg var den ældste, og vi blev opdraget til streng lydighed og sanddruhed. Desuden boede en gammel mand hos os, som var fuldstændig blind. Han kunne spille violin, og det var ikke så sjældent at min fader måtte følge ham til steder hvor han skulle spille til høstgilde, juleleg eller fastelavnsgilde. Han hed Christen Mathiesen og var i besiddelse af en beundringsværdig fin følelse, han kunne for eksempel føle om et stykke tøj var stribet eller ternet, eller om en genstand var en lille smule skæv eller lignende. Han havde et lommeur, som var særligt indrettet til en blind, skiven var af messing med ophøjede tal, så han kunne føle bestemt hvad klokken var. Indvendig i sølvkassen var stemplet år 1843.
Dette ur forærede han mig, da jeg var 4 år gammel og jeg har aldrig ejet noget andet lommeur, og da jeg nu da dette skrives er 79 år, så har jeg altså ejet det i 75 år. Jeg havde ellers bestemt at ville have afleveret det til Stiftsmuseet år 1903, da det var 60 år gammelt, men min ældste søn bad om at beholde det til min død, og lovede så at aflevere det efter mit ønske.
Af begivenheder i min tidligste barndom er der særligt et lille forsvindingsnummer, som har fæstnet sig i min hukommelse. Vor nabos lille datter, i alder med mig cirka 5 år, havde været med sin moder i besøg hos en familie i Bandholm, og der var hun bleven så godt behandlet og beværtet, at hun følte en uimodståelig lyst til at gøre et nyt besøg. Hun ville absolut have mig med, for at opnå dette forklarede hun mig at hun havde fået kage med sirup på og tvebakker hvorpå der var smurt noget rødt, som smagte så fortræffelig og desuden nogle rosiner og stykker brunt sukker.
Hendes plan var, at vi skulle gå en dag, mens vores forældre sov til middag og så komme igen uden at de savnede os. Nå, jeg lod mig forføre første gang af en ”Eva” i håb om at få en del af de dejlige sager, som hun forestillede mig.
En varm solskinsdag straks efter middag tog vi hinanden i hånden og gav os på vandring kun lidt anende at en rejse til Bandholm og tilbage var 2½ mil lang. Vi havde måske nået vores rejses mål hvis vi havde fulgt den lige vej, men nogle få år efter opdagede jeg, at vi var drejet af til venstre om igennem Blans by og kom så ud igen på den rigtige vej kun et lille stykke nærmere Bandholm, men vi fortsatte, endskønt modet begyndte at vakle. Da vi nåede branddammen i Reersnæs satte vi os ned og græd, vi var ganske fortvivlede, først over at vi ikke kunne finde folkene i Bandholm med de mange gode sager, og dernæst begyndte det at gå op for os, at vi heller ikke kunne finde hjem igen, men som altid når nøden er størst er hjælpen nærmest. Der kom en ældre mand hen og talte venligt til os, men vi var næsten bange for ham, fordi han havde klumpfødder på begge ben, han gik så underlig og løftede den ene fod over den anden for at komme frem, men beroligede dog os så meget, at han kunne forstå på os fra hvilken side, vi var kommet. Han tog så en af os i hver hånd og begyndte at følge os hjemad, og da vi havde gået et lille stykke vej, så kom, ja så kom min kære moder og tog imod os, hun omfavnede mig og kyssede mig og græd af glæde over at have fundet sin fortabte søn.
Jeg har skildret den lille i og for sig ubetydelige begivenhed så udførligt, fordi det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, så at både vor vandring, vor fortvivlelse ved branddammen, den venlige mand med klumpfødderne og min kære moders store glæde over at finde os, står endnu efter 74 års forløb, så klart i mine tanker, som om det var kun nogle få år siden.
Da jeg var 6½ år gammel kom jeg i skole hos gamle lærer Christensen, men erindrer ikke andet end at han gik med en meget bredpullet hue, som han benyttede flittigt til at slå fluer med, når han sad på katedret. Efter hans død fik vi den unge energiske lærer Hans Andersen, og i min skoletid hos ham indtraf en lille begivenhed, som også skal inddrages her, fordi den også har fæstnet sig i min bevidsthed, og fordi den står lidt i forbindelse med en ubetvingelig lyst, som har fulgt mig i hele min levetid; men for at illustrere dette lidt nærmere må jeg først omtale, at min fader ejede en gammel skyder, og at han havde den største lyst til at bruge den, men hans jagtrevir omfattede kun 5-6 høje piletræer, der stod cirka 20 alen fra hans hus, men i toppen på disse træer satte sig af og til en eller flere krager, og jeg lagde tidligt mærke til at det var en overordentlig fryd for ham at skyde en af dem ned, og det var derfor ikke underligt at jeg straks meddelte ham, når der var bid, og straks efter så jeg ham krybende på alle fire langs huset og i den største spænding stikke hovedet frem og brænde af.
Disse sitrende bevægelser og den spændthed som i så høj grad optog ham, det kildrede mine sanser og nerver, så at jeg ligesom indsugede det hele med det samme, og jeg holder for, at min ubændige jagtlyst stammer herfra.
Da jeg var omkring 8 år købte jeg en lille kanon af en af de større drenge, som selv støbte flere af den slags af bly. Den var omtrent 4 tommer lang og af kaliber som en salonbøsse. Der var filet et fænghul bagtil, så at den skulle brændes af med en lunte eller tændstik.
Jeg ”lånte” lidt krudt af min faders krudthorn og så morede jeg mig med at knalde omme paa Strandvejen. Her kom jeg i konflikt med en anden dreng, og han gik sporenstregs hen til skolelæreren og klagede over, at jeg ville skyde ham, og da jeg kom i skole næste dag bad læreren mig om at få kanonen at se, og beholdt den med det samme og lagde den op paa sin bogreol med mundingen udad. Han sagde at den skulle ligge der, indtil præsten kom, så kunne han opbevare den til jeg blev konfirmeret.
Jeg var meget bange hver gang præsten kom i skolen, jeg undrede mig meget over, at han ikke kunne se, at kanonen lå og stak mundingen frem i reolen, og jeg troede bestemt, at han ville spørge, hvis den var når han så den, og jeg var meget ulykkelig så længe han var i skolen, for jeg kunne se den hele tiden, men da jeg var 9½ år flyttede mine forældre til Stokkemarke og da fik jeg kanonen med og dermed er denne saga ude af verden.
En stor begivenhed, som indtraf i mit syvende år var da krigen udbrød i 1848, skal omtales, fordi den optog mit sind i høj grad og tillige, hvor naive folk på den tid var i deres begreber om krig og krigsberedskab. Straks efter krigens udbrud samledes alle byens unge mænd og karle ved møllen, udrustede med gamle geværer med flintlåse og foretog forskellige øvelser, under kommando af gamle udtjente soldater. De marcherede frem og tilbage på bandholmvejen og sang fædrelandssange og gamle krigsviser, men jeg så eller hørte aldrig at de skød, men for at beskytte byen mod overfald af tyskerne, blev der bygget 2 hytter af tang ved stranden, en ved hver side af vejen der fører op til byen. Her holdt 2 mand i hver hytte vagt om natten og følgelig sov beboerne i Keldernæs roligt hver nat. Disse tanghytter stod i flere år ved stranden og jeg har tit grundet på, hvad det daværende vagtmandskab havde tænkt at ville kunne udrette, hvis tyskerne var gået i land der.
Den 8. juni 1851 flyttede mine forældre til Stokkemarke og overtog i fæste et hus med 6 tønder land, som nu ejes af Christian Eriksen, efter at de et par dage i forvejen havde fået tilsået jorden ved gode menneskers hjælp. Både huset og jorden var meget forsømt, og især var huset så fyldt med lopper så at det var næsten umulig at sove der. Vi lå derfor mange nætter i noget halm i haven indtil at senge- og gangklæder havde været i bageovnen flere gange for at blive renset.
Både ved den vestlige og den sydlige side på huset var skov, hvilket var en udmærket tumleplads for mig og mine søskende. Skoven bestod af hassel, el og tjørn iblandet med nogle egetræer som i tværmål var fra 6 til 12 tommer. Begge disse skovparter blev ryddede og opdyrket i løbet af 10-12 år. På den part som ligger langs Havløkkeealleen byggede dalevende gårdejer Hans Hansen sig en bolig efter at have solgt sin gård til fattiggård i år 1871.
Den anden skovpart, som nu tilhører gårdejer Schjelde, hørte til en nu nedlagt bondegård, der lå nord for Stokkemarkegård og er lagt ind under denne.
Mine forældre fik snart renset og istandsat huset, så at der var et tåleligt opholdssted, og da jorden der hørte til var af god bonitet, og da min fader vedblev at lave træsko når han ikke havde arbejde med jorden, så kom de snart til hægterne, så at vi havde rigtigt godt i forhold til de fleste andre husfolk, men det blev snart meget vanskeligt at få nogen til at pløje al den jord, især da fader gerne ville have behandlet den ordentligt, og efter at han havde haft flere forskellige plovmænd besluttede han sig til at pløje med køerne. Han havde to temmelig store køer, og da han fodrede dem godt så var de også meget kraftige hvilket viste sig straks han begyndte at vænne dem til at trække.
Min fader syede selv seletøjet, og da det var færdig begyndte træningen af køerne hvilket var et meget besværligt arbejde. Først spændte han en af køerne for en slæde og kørte omkring på det gamle græsstykke, og da de hver for sig var noget tilvante, satte han dem sammen og lagde efterhånden større vægt på slæden, men det var ikke så sjælden at de stak i løb hjem til huset både med far og slæde. Men de fik aldrig lov til at blive fraspændte efter et sådant brud på disciplinen, men måtte altid om igen og om igen til de gav efter og faldt til ro.
Endelig kom den store dag, det var den 16. marts 1855, da begge køerne blev spændt for ploven for at pløje grønjord. Jeg og min ældste broder skulle trække hver en af køerne ved hovedet, og far holdt ved tømmen og ploven, men køerne demonstrerede på det bestemteste imod en sådan indskrænkning af friheden, enten blev de stående ganske stille, eller de brød ud til en af siderne og løb hjem både med os og ploven, men far gav ikke op, vi måtte om igen til vi havde nået en hel omgang, uden at det dog lykkedes at få fure hele strækningen. Det værste var at lære en af køerne at følge furen. Men inden et år var gået, havde far ved hjælp af en sjælden tålmodighed og udholdenhed fået lært dem til både at trække plov og køre til mølle og i skov efter træskotræ og brænde, og således drev far sit husmandsbrug i 14 år.
Jeg var som den ældste og godt voksen måtte ofte udføre strengt arbejde. Med hjulbøren måtte jeg køre jord ud på marken fra de store volde som var omkring lodden, jeg måtte grave brakgrøfter, skære hakkelse til kvæget med en håndkiste og de to sidste vintre før konfirmationen måtte jeg tærske en del af avlingen. Dette sidste holdt jeg ikke meget af, og når jeg ikke var i godt humør og mente det var for strengt så demonstrerede jeg ved at slå med plejlen imod brædderne på væggen i stedet for på kornet, men så varede det heller ikke ret længe, førend far kom med en tynd kæp og børstede bukserne, men det hjalp ikke noget på lysten. Den sidste gang jeg vedblev med at slå paa brædder til jeg hørte far kom med kæppen havde jeg sikret mig med at lukke den dør op som var i den modsatte ende af loen, og da far kom stak jeg bagud og løb af alle kræfter ind i skoven. Far trak sig snart tilbage og jeg turde ikke gå hjem igen, men da det begyndte at mørkne, besluttede jeg mig til at gå hjem og bede far om forladelse, for at jeg mulig så kunne blive fri for straf. Det lykkedes også men fra den dag havde brædderne på væggen ro for plejlen.
Jeg måtte også ud paa arbejde for fremmede, især på Grundgården, og der kørte jeg mergel, kørte tørv til Nakskov og hjalp til ved tærskemaskinen og ved dette arbejde måtte jeg udføre et voksent menneskes arbejde og var derfor så træt de sidste par timer af dagen, at mine skuldre værkede så at jeg ikke kunne falde i søvn, når jeg kom hjem om aftenen. Men jeg skulle også have 8 skilling = 16 øre i dagløn.
Under disse forhold forsømte jeg ofte skolen om sommeren, men jeg havde gode evner og fik også lov at gå i skole hver dag en del af vinteren, så at jeg langtfra stod tilbage i skolekundskaber, jeg var endog duks i hovedregning i de sidste år af skoletiden. Ved min indtegning til konfirmationsforberedelse viste sig den mærkelighed, at vi var 20 drenge og kun 2 piger foruden præstens datter Jakobine, der var et år ældre og blev senere gift med dyrlæge Schwensen her. En anden mærkelighed var det, at det år jeg blev konfirmeret, 1856, kom påskedag så tidlig, nemlig den 23. marts, så at jeg blev konfirmeret i marts måned, hvilket så vidt jeg ved ikke er sket siden. En lille begivenhed som indtraf under konfirmationsforberedelsen kan jeg ikke glemme. En lille konfirmand, Knud Hansen, fra Tjennemarke, en bror til nu afdøde gårdejer Mikkel Hansen, havde en dag en sæk med, for deri at bære en pattegris hjem til sin fader. En anden dreng tog nu lille Knud og puttede ham i sækken og bandt for den, og der lå han så og nussede sig og snøftede midt i læsestuen, da præsten kom ind, men han tog sagen fra den gemytlige side og lo af det og forlangte kun at vi skulle frigøre Knud fra sækken, og så rystede vi ham ud midt paa gulvet.
En begivenhed af en anden art kan jeg heller ikke forbigå fordi den påførte mig og mine søskende overordentlige smerter. Min far antog af og til træskolærlinge og blandt dem var der en som hed Erik Sigvard fra Saltvig, han var en ældre karl og havde været med i treårskrigen, han påførte os en meget ubehagelig hudsygdom, nemlig fnat. Den medførte en meget stærk kløe især imellem fingrene, på håndleddene og alle steder, hvor huden er tyndest. Da det blev opdaget, blev vi forbudt adgang til skolen. Det eneste universalmiddel mod den sygdom var dengang en meget streng kur som vi måtte gennemgå.
Link til anden del af Henrik Nielsen Barkhus erindringer – min ungdom 1857-1867
Medarbejder ved Maribo Lokalhistoriske Arkiv