1860’erne var et årti præget af optimisme og virketrang. Ganske vist havde den ulykkelige krig i 1864 givet et mindre tilbageslag, men efter at de snærende bånd for handel og produktion fra enevældens tid var fjernet gennem næringsloven af 1857, blomstrede handlen. Især godsejerne, de større bønder og købmændene tjente mange penge på kornhandel, rigtigt store penge endda, bl. a. nok til finansiere anlæggelsen af Knuthenborg park.
Samfundet havde ændret sig fra enevældens standssamfund til liberalismens klassesamfund. Nu var det ikke længere titlen men pengepungen, som afgjorde den enkeltes sociale position.
Langt de fleste havde meget begrænset fritid, højst nogle timer søndag eftermiddag efter kirkegangen. Her valfartede folk gerne til bredden af den bynære Søndersø, ofte kaldet Klostersøen. Her var smuk natur og frisk luft, i modsætning til dagligstuernes fugtige og indelukkede miljø. Her var lige adgang for alle.
I 1867 stiftede en kreds af de bedst stillede fra byen og omegnen “Maribo Haveforening”. Foreningens officielle formål var at beskytte og bevare den gamle klosterruin. Samtidigt kunne denne øverste sociale klasse skabe et frirum for sig selv.
Foreningen blev oprettet som aktieselskab, deraf kom det, at området blev kaldt “Aktiehaven” i folkemunde. Aktierne blev udstedt med pålydende på 25 rigsdaler stykket. Da timelønnen i 1870 for en arbejder lå på cirka 70 skilling om dagen (der gik 96 skilling på en rigsdaler), ville en aktie svare til cirka 6 ugers arbejde, og det kunne de færreste afse.
I 1869 lykkedes det foreningen at erhverve området med klosterruinen, (se kortet herunder, indtegnet med blå farve) og arealet blev indhegnet med et højt stakit. Kun aktionærer havde adgang de første år. Med arealet fulgte også adgang til søbredden, og her udlejede foreningen de bådpladser, der fandtes udfor lysthaven.
På det tidspunkt var der kun enkelte murrester tilbage af klostret og området var bevokset med store træer. Området blev omdannet til en lysthave med fint revne gange og afstukne græsplæner. Fra søen og op mod Nygade (i dag Klostergade) blev etableret en kastanieallé nord for klosterruinen. I sommermånederne var der ofte musik i haven, og det foregik om torsdagen fra kl. 20 til 22. Det var gerne en friluftskoncert af Allerts orkester. Tonerne gik over det høje stakit, så alle andre ved Klostersøen også kunne nyde den.
Ved søbredden havde medlemmerne deres fine sejlbåde fortøjret. En ældre maribonit fortæller i 1954, at det var spændende at se aktionærerne med deres store både sejle ud. Af bådejere kan nævnes mægler Chr. Schoppe, fuldmægtig Otteson, guldsmed Alex Olsen, fotograf Nissen, købmand Valentin, elektroingeniør Arnold Christensen, købmand Krogh Jensen og flere andre. Oprindelig lå bådene fortøjret ved en træbro, men i 1921 fik foreningen tilladelse til at bygge en mole af natursten.
Med tiden blev de store klasseskel i 1860’erne noget udvisket. En større del af Maribos borgere fik flere midler til fornøjelser, omend fritiden stadig var begrænset. Det hed stadigvæk 6 dages arbejdsuge. Byens borgere havde også fået mulighed for at kunne købe adgangskort til “Aktiehaven”. I 1905 blev der annonceret med følgende priser: Familiekort 8 kr., ugifte i selvstændig stilling 6 kr., kommiser og lignende 3 kr. og enligt stillede damer 2 kr. Et dansekort for hele sommeren kostede ekstra 2 kr.
I byen hed det sig i begyndelsen at hunde, soldater og tjenestepiger ingen adgang havde, og børn havde kun adgang i selskab med voksne.
“Maribo Haveforening” besluttede i 1894 at opføre en pavillon, ofte kaldt Klosterhavepavillonen eller Klosterpavillonen. Nu kunne der afholdes arrangementer i sommermånederne uanset vejret. Driften blev forpagtet ud. Det var byens 3 betydeligste hoteller: Olsens hotel, Hotel Dana og Landmandshotellet, som skiftedes til at have forpagtningen.
Der var daglig servering sommeren igennem fra klokken 15 og på søn- og helligdage hele dagen. Det hører også med til Aktiehavens historie, at omegnens godsbesiddere med og uden blåt blod kom her sammen med deres familie for at drikke eftermiddagste.
I 1906 søgte foreningen bystyret om tilladelse til udvidelse af pavillonen, hvilket blev bevilget.
Her blev spillet revy i gamle dage, og kendte kunstnere udfoldede sig i pavillonen under jubel fra det trofaste publikum. Til det berømte hørte også i sin tid ”torsdagsballerne”, hvor man svang sig i dansens glæder. Mange kom også til Maribo for at besøge “Aktiehaven”. Mange forskellige foreninger og organisationer afholdt deres møder her og mange arrangementer i byen blev ofte afsluttet i pavillonen med spisning og efterfølgende dans.
I 1931 begyndte nationalmuseet at udgrave klosterruinen. I 1935 blev ruinen officiel indviet, og 3 år senere blev landets mindste museum, “ruinmuseet”, indviet. Her var udstillet genstande fundet ved udgravningen. “Ruinmuseet” fungerede senere som billetsalg til bådsejladsen på Søndersø og som iskiosk. I dag er kun den nederste del af murene tilbage og stedet rummer informationstavler vedrørende kloster og domkirke.
I forbindelse med udgravningen af klosterruinen afstod “Maribo Haveforening” arealet til staten (matr. 246d, se kortet i begyndelse af artiklen). Arealet blev senere overdraget til Stiftsmuseet i Maribo. Formålet med foreningen var således blevet indfriet, men “Aktiehaven” var nu væsentligt reduceret i størrelse, dog tiltrak den udgravede ruin ekstra besøgende de følgende år.
Pavillonen i “Aktiehaven” fik efterhånden konkurrence fra andre lignende udflugts- og forlystelsessteder. I 1911 købte kommunen Bangshave arealet på modsatte side af søen, og en nystartet forening indviede i maj 1913 første del af den i dag kendte Bangs Have pavillon. I Lysemose nord for byen og på Borgø var der også blevet etableret traktørsteder, som begge blev populære udflugtsmål.
Efterhånden tabte pavillonen sin betydning. De sidste år af dens levetid blev den kun åbnet når foreninger eller lukkede selskaber lejede den. Det kunne blive 25-30 gange om året. Desuden havde Maribos første kajakklub lejet underetagen til deres udstyr. Pavillonen var blevet for dyr i vedligeholdelse og de køkkenmæssige og sanitære forhold var ikke længere tidssvarende. Tiden er løbet fra den gamle pavillon.
I 1954, året hvor pavillonen havde stået i 60 år, besluttede bestyrelsen i Maribo Haveforening at nedlægge foreningen. Kapitalen fra salget af arealet med klosterruinen stod urørt, ialt 2500 kr. Beløbet svarede nogenlunde til den indbetalte aktiekapital fra 1867, så aktionærerne fik deres investering tilbage, Det blev næsten enstemmigt besluttet: 1: at forære kommunen stykket langs søbredden 2: at klosterruinen fik en smal bræmme jord til opsætning af et hegn 3: og at resten af arealet blev skænket til Foreningen af 1. januar 1852, beliggende på Klostergade 8-12. Husets beboere fik således et større haveareal til rådighed.
Selve pavillonen blev udliciteret til nedrivning. Den blev delt i to, den ene halvdel blev klubhus for lystbådehavnen SØMO. Den anden halvdel af pavillonen blev overtaget af en spejdertrup på Gasværksvej i Maribo, en periode anvendt som teorilokale på og står nu ved Brovejen hos et stenhuggerfirma.
En æra i Maribos forlystelsesliv blev således bragt til afslutning.
Medarbejder ved Maribo Lokalhistoriske Arkiv