Modstandskampen i Bandholm

Beretning af William Albæk Jensen om modstandsbevægelsen og modstandskampen i Bandholm 1942-1945. William Albæk Jensen, født i 1907, var aktiv deltager i modstandsbevægelsen. William døde i 2000.

VÅBENNEDKASTNING

I 1942 blev der kastet containere med våben ned over godset Nielstrups jorde nær Maribo. En container faldt ned i Sakskøbings sejlrende. Lodsen og en fisker fra Oreby bjergede den, og slæbte den hen til broen i Oreby. For at undgå at blive opdaget skulle containeren hentes om natten, og det var derfor vigtigt, at man fik kontakt med en lokalkendt. Da jeg kendte dette farvand godt fra min tid som stenfisker, kontaktede mine to svogre Kjeld og Erik Nielsen mig. De var begge medlemmer af en modstandsgruppe i Maribo.

Politiet i Maribo havde en båd liggende i Bandholm havn. Betjent Bjørkholm, en mekaniker fra Østofte ved navn Carlsen, som skulle være motormand, og jeg, blev enige om at hente containeren. En aften, da det begyndte at mørkne, forsøgte vi at finde Oreby. Turen forløb uden uheld, og vi fandt containeren, som var fortøjret i den østlige ende af broen. Vi fik den bjerget, og nu gik turen til Hunseby Strandvej, hvor der skulle være 20 mand til at modtage våbnene og ammunitionen.

Vi havde lånt en pram, som vi kom det hele over i, og jeg roede ene mand ind til Strandvejen. Da jeg kom ind til vejen, råbte jeg: ”Er her nogen”, og de væltede ud af skoven, og tog det hele med af en gang. Jeg anede ikke, hvem de var, men det var utrolig spændende. Da jeg kom tilbage til motorbåden, havde betjenten og mekanikeren dækket bord med smørrebrød, Rød Ålborg. Det skulle fejres.

Efter natmaden startede Carlsen motoren, og vi sejlede mod Bandholm. Lige ud for Knuthenborg Slot brændte motoren sammen, og jeg måtte derfor ro de to andre ind til bredden i prammen. Vi nåede hjem alle tre. Jeg fortøjrede prammen, som jeg havde lånt uden tilladelse.

Næste morgen skulle jeg til havnen, og her mødte jeg Jens Kamp. Han fortalte mig, at der var nogle, der havde haft fat i hans pram, og at der lå en del riffelkugler i den. Han kunne ikke forstå, hvor de var kommet fra. Jeg fortalte ham ikke, hvad der var foregået aftenen i forvejen.

William Albæk Jensen som ung. Ukendt fotograf.

FEMMANDSGRUPPER

Der bliver i efteråret 1944 dannet femmandsgrupper. Min svoger får ordre fra sin bror Kjeld i Maribo om at lave en gruppe, og jeg bliver bedt om at lave en havnegruppe, men at jeg skulle gå forsigtig til værks. Jeg kontakter min fætter Harry samt en arbejdskammerat ved navn Schumarcher. Vi havde ingen våben, men gruppelederne fik den besked, at der ville komme en sending fra England i foråret 1945.

VÅBENNEDKASTNING I KNUTHENBORG PARK

Der kom en ordre, som sagde, at når kodeordet ”Astrid” blev sagt over radio B.B.C. England, skulle gruppelederne samle deres grupper. Lederne var orienteret om, at nedkastningsstedet var i Knuthenborg Park, og det skulle være syd for åen ved Flintestenshuset. Der var grupper fra Maribo og Hunseby.

Telefonerne til godset var blevet afbrudt, alle indgangsporte til Parken blev lukket kl. 12 om natten. Men skytte Jensen fik åbnet Maglemerporten. Vognmand Henriksens chauffør Kai Nielsen lovede at møde med sin lastvogn, og han havde også en nøgle til Snabinporten på Skibevejen. Det var natten til Skærtorsdag i 1945. Klokken halv to lød sirenerne i Maribo. Det var meget stille og fuldmåne. Vi kunne høre maskinen komme ind over Bandholm Havn. Den fulgte åen og kastede sin last helt korrekt.

Vi havde markeret nedkastningsstedet med to klare lamper og en rød i midten, som var målet. Vi kunne se maskinen og høre ham udløse lastene, og så faldskærmen folde sig ud. Det var en stor oplevelse. Det tog 15 min. at læsse vognen med 6 tons, som blev kørt til en gård på Skibevejen hos gårdejer Schmidt.

PROBLEMERNE OPSTÅR

To dage efter fik gårdejeren kolde fødder, og han vil ikke opbevare ”godset” mere. Min svoger Erik og jeg måtte påskelørdag pakke det hele ud, læsse det på en vogn med 2 heste foran, og flytte det hele om på Lærkevej. Her tog statshusmand Peter Jørgensen imod med åbne arme. Vi skar et hul i gulvet under køkkenbordet som passede til mig. Erik og Peter langede ned til mig, og det hele blev lagt under komfuret, så tyskerne ikke kunne pejle, hvor det lå, hvis de skulle komme på besøg.

Faldskærmene gemte vi også under gulvet, hvad vi ikke måtte. De skulle tilintetgøres, og containerne kastede vi i en stor mergelgrav.

Containernes indhold bestod af karabiner med seks skud og tilsvarende ammunition. Der var også mange håndgranater i små sække med 20 i hver. Endvidere var der 5 tromlerevolvere, som skulle afleveres til politiet. Dem fik Bjørkholm, betjent i Bandholm.

Jeg fik ordre til at udlevere våben og ammunition til grupper i Østofte, Hunseby og Bandholm. Der kom 2 mand på et aftalt tidspunkt. De havde et kodeord, som jeg kendte, og det gik altid godt. Jeg havde en ung mand til at hjælpe. Han hed Svend Erik Wittendorff. Han boede hos sine forældre, som var portnere ved indkørslen til Knuthenborg Park fra Bandholm siden.

Når vi kørte hjem, kørte vi gennem skoven. Det var det sikreste, for der kørte tyske patruljer på vejene. Tyskerne havde besat Maribo politistation. På Bandholm Hotel lå 200 mand. De spiste på Parkhotellet. På Bandholm Havn patruljerede tyskerne to og to hele døgnet.

Peter og Anna Jørgensen, som opbevarede våbnene, fandt det meget spændende, for der skete aldrig noget på Lærkevej, som de sagde.

Der var ingen af dem, der havde noget familie. De var i 60-års alderen. En aften, vi var derude, spurgte Peter om han ikke kunne få en sæk smågranater, så de kunne forsvare sig, hvis der kom uventet besøg. Vi monterede 20, som Anna kom i urtepotter og dækkede med jord. Urtepotterne blev sat på gulvet under vinduerne. Jeg tog selv en granat med hjem. Næste dag gik jeg ind i Parken og prøvede den. Jeg kastede den i en mergelgrav, og den virkede som forventet. Der kom et svagt drøn.

AKTIONEN VED RYDE

På Ryde station var der ankommet en tysk luftværnskanon ved en fejltagelse. Den skulle have været til Ry i Jylland. Den skulle uskadeliggøres.

Jeg blev kontaktet og fik forelagt hvordan det skulle gribes an. Tre mand havde været i Ryde og set på forholdene. Kanonen stod på 2 vogne. I venteværelset på stationen sov soldaterne, og der var vagt ved kanonen. Ordren lød på, at 2 mand skulle holde vagtstuen op, og 3 mand skulle stå ude i mørket og dække dem. Det gik meget nemt. Der skulle komme en, der kunne tale tysk, og som kunne forklare tyskerne, hvad der skulle ske.

De skulle hente deres kammerater, da kanonen ville blive sprængt i luften. Men der kom ingen, som kunne tale tysk. Pludselig blev der skudt, og kort efter blev der råbt, at det hele var afblæst. Vi stod og drøftede, hvad der var gået galt, da der skete noget. En maskinpistol går af, og en kammerat bliver ramt i benene, og falder sammen.

Der var en, der tog ham og gik, men efterlod ham igen i kanten af skoven. Da jeg kom forbi, hvor han ligger, råber han: ”tag mig med”. Så tog jeg ham, og bar ham hen til vores læge, doktor Schiermacher. Vi fik lagt den sårede kammerat ind på bagsædet af doktorens bil, hvor han fik noget beroligende medicin.

Vi kørte til Bandholm, og fik lagt ham på et loftsværelse, hvor Schiermacher forbandt ham. Begge hans ben var skudt over, og en kugle havde ramt ham i hoften. Han kom aldrig til at gå igen. Jeg kørte ind til hans og forklarede, hvad der var sket, og at han var uden for livsfare. Det tog de meget roligt. Jeg kørte tilbage til ham, og blev hos ham til om morgenen, hvor fru Schmidt (konen i huset) overtog pasningen.

Han blev dog tilset af en læge. Om aftenen blev han flyttet til Aamarkegade hos en fru Petersen, der var enke. Hendes mand blev torpederet i Nordsøen den 9. april 1940. Han var maskinmester og gik ned med skibet, som var på vej til England.

Vores sårede kammerat, som hed Christensen, kaldet Læsø, måtte flyttes for en sikkerheds skyld. Efter 4 døgn fik vores læge kontakt med lægen på Rødbygård, et sted for udviklingshæmmede.

Læsø blev klædt på som en pige med paryk og fletninger, og derefter kørt til Rødbygård, hvor han blev anbragt i en kælder. Efter krigen blev han flyttet til sygehuset i Maribo. På sygehuset fik han en fast sygeplejerske til at pleje ham. Det resulterede i, at de blev forlovet og senere gift. Læsø kom sig så meget, at han kunne gå ved hjælp af krykker.

Da vi var i Ryde, fik vi ordre på, at vi ikke måtte skyde på soldaterne. Grunden var den, at tyskerne hævnede sig på danskerne, hvor de som regel tog kendte folk. Vi havde en med fra Maribo, som ikke kunne stå for fristelsen. Da en soldat gik fra en vogn til en anden, skød han efter ham med sin revolver. Så kan det nok være, at der blev skyderi fra tysk side. De skød ind i skoven, og en af vores kammerater blev ramt og døde på stedet. Han hed Ole Olsen. Han var pølsemager på Maribo Svineslagteri sammen med min svoger Kjeld. Efter krigen blev der rejst en mindesten, hvor han faldt. Ved afsløringen var hans far med. Der blev sagt mindeord, og derefter kørte vi alle sammen i biler til Nykøbing F, hvor Christmas Møller og Axel Larsen holdt tale.

RAZZIAEN

En aften sidst i april 1945 hørte vi biler køre frem og tilbage på gaden hele aftenen. Jeg havde taget nogle karabiner med hjem, og dem sad vi og rensede for fedt i låsen og i løbet. Jeg havde besøg af min fætter Harry og min hjælper Svend Erik Wittendorff. Fætter Harry skulle have haft våbnene med hjem, men vi var klar over, at der var noget galt. Harry skulle ned forbi Bandholm Hotel for at komme hjem. Han boede ved havnen. Jeg gemte våbnene i et hønsehus hos min mor, som boede nogle få huse fra os.

Da Harry gik hjem, blev han stoppet af en tysk patrulje, og han måtte med ind på hotellet til afhøring. Han fik lov til at gå efter afhøringen, da han fortalte, at han havde været hjemme hos sin far for at høre radio,og at han nu var på vej hjem.

Da Svend Erik Wittendorff skulle ind ad porten til sine forældre, som jo var portnere ved indkørslen til Knuthenborg Park, bliver han stoppet af tyske soldater. De spurgte ham, om han var betjent Bjørkholm, hvilket han benægtede. De spurgte ham, om han vidste hvor Bjørkholm opholder sig, hvilket han også svarede benægtende på. Bjørkholm boede dengang i Flintestenshuset i Parken. Tyskerne havde været på hans bopæl, og taget hans kone med til afhøring på hotellet. Bjørkholm og svoger Erik var gået under jorden, og boede hos en fisker i Errindlev.

Efter et par dages ophold der, kommer de ud til fyret ved Hyllekrog. Alle tiders sted. Omkring kl. 23 bliver jeg hentet. Fire soldater med maskinpistoler havde omringet huset. Svend Erik Wittendorff var med. Ham havde de sat op foran døren ud til gården, hvis jeg skulle finde på at skyde ud igennem døren. Tyskerne havde fundet et hylster til en maskinpistol hos ham. Da de spurgte ham ud om, hvor han havde det fra, svarede han, at han havde fået det af en, som boede i Havnegade. Han blev beordret til at vise, hvor det var henne, og så var skaden sket.

Soldaterne endevendte huset uden de fandt noget. På loftet sov vores 2 små piger på 8 og 9 år. De måtte op, og deres værelse blev endevendt også uden resultat.

Jeg var forberedt på, hvad der kunne ske, hvis de fandt noget, så alt var fjernet og intet kunne røbe mig.

Jeg måtte til afhøring på Bandholm Hotel. Her begyndte de at slå os, for at vi kunne blive møre. Jeg blev slået i brystet, så jeg var både gul og blå af slagene. Tyskerne ville vide, hvor vi havde maskinpistolen. Den måtte være et sted, da jeg jo havde hylsteret.

Portner Wittendorff og han søn blev kørt til Maribo arrest, hvor Gestapo skulle afhøre dem. De skulle komme fra Vordingborg, hvor hovedkvarteret lå. På vej til Maribo kørte de 2 Gestapofolk galt i svinget ved Våbensted Kirke og blev dræbt. Der var glat på vejene. Dagen efter blev far og søn sendt hjem. Held i uheld.

Svend Erik Wittendorff var et godt offer for tyskerne. Han havde ikke fantasi nok til at stikke en løgn. Han var meget nervøs. Han blev stillet op mod døren i gården, som et levende skjold, hvis jeg skulle skyde mig fri. Han blev ved med at dreje sig om, men blev beordret ind mod døren igen. Han har efter krigen fortalt mig, at han troede, at han skulle have et nakkeskud.

På Bandholm Hotel var der efterhånden samlet mange bandholmere, som skulle afhøres. Der var besætningen på færgen, som anløb Askø, Fejø og Femø. Også lodsen Larsen Badse var der, og han havde fået et blåt øje. Blandt de afhørte var der også en styrmand, som kom fra marinen. Efter afhøringen blev vi sendt ind i hotellets store sal, hvor vi blev placeret en og en. Vi måtte ikke tale sammen. En vagt holdt øje med os, og de, der forsøgte at tale med sidemanden, fik ordre til at stå op med front mod væggen. Det blev en lang dag uden mad og drikke.

TUREN TIL VESTRE FÆNGSEL

Ved middagstid kom lastvognene. De var overdækket med presenninger. 10-12 mand samt 2 vagter blev sendt op i vognene. De tyske vagter var bevæbnet med maskinpistoler, og sad ved bagsmækken, som var åben, så vi kunne se ud. Først gik turen til tyskernes hovedkvarter i Vordingborg, som dækkede hele Sjælland og øerne. Efter et kort ophold her kørte vi direkte til Vestre Fængsel. Her blev vi pænt modtaget. Vi blev visiteret og måtte aflevere vores penge og andre personlige ejendele, som blev lagt i en pose med vores navn på. Derefter blev vi fordelt, og jeg kom i en celle med 4 mand. Det var en enmandscelle, og den, der havde været der længst, havde ret til madrassen.

Stemningen var lidt dæmpet, og de første spørgsmål blev stillet: ”hvordan går det med krigen og hvordan står tyskerne ?”. Tyskerne var nået tilbage til Elben, og var klar til at modtage de allierede, som var lige i hælene på dem. Sidste nyt blev skrevet på toiletternes vægge. Nyhederne fik vi af de mange nye fanger, som kom hver dag. De var så mange, at der ikke blev tid til at afhøre dem. Kosten var tynd, den bestod af suppe og tørt brød.

BEFRIELSEN OG HJEMKOMSTEN

Tyskernes overgivelse i Bandholm. Ukendt fotograf.

Den 5. maj om morgenen kom de danske betjente, som blev budt velkommen med et hurra. Tyskerne havde kapituleret. Vi fik besked på, at hente vores ejendele. Alt skete i bedste orden. Doktor Schiermacher fik samlet alle bandholmerne, og han ville se, om han kunne skaffe en bus, som vi kunne køre hjem i. Det var umuligt. Hele København var i oprør. Vi blev enige om, at gå ind til Hovedbanegården og tage toget hjem.

Da vi kom ud af fængslet, mødte vi en masse mennesker, som havde samlet sig for at modtage os. Der blev råbt hurra, og vi måtte gå i en lang række for at komme ud. Der blev givet mange skulderklap.

Vi nåede Hovedbanen, fik købt billet og kørte mod Lolland. Da vi nåede Nykøbing F, fik vi at vide, at toget ikke kørte længere. Schiermacher havde været i kontakt med sin kone, og der var sørget for bustransport med stop i Maribo ved politistationen. Herfra gik vi til ”Olsens Hotel”, hvor der var sørget for mad, og der var sendt bud efter vores pårørende. Det var festligt.

I Bandholm var der rejst en æresport, hvor der stod ”velkommen hjem”. Den var lavet af bøgegrene, som lige var sprunget ud. Således endte 5 forbandede år, og vi skulle i gang med en ny tilværelse.

Æresport i Bandholm. Ukendt fotograf.