I dag, den 10. februar 2020, er det hundredårsdagen for den første af to folkeafstemninger i Midt- og Nordslesvig om området skulle tilhøre Danmark eller Tyskland. Siden 1880'erne havde de dansksindede haft en stor og kraftig støtte i ca. 100 sønderjyske foreninger, der var dannet over hele det danske kongerige.
22.-24. juni 1912 besøgte en delegation af sønderjyder Maribo, inviteret af den lokale Sønderjydsk Forening for Maribo og Omegn.
I Nationaltidende kunne læses følgende om besøget i et privat telegram:
Sønderjydsk forening for Maribo og Omegn har lørdag, søndag og mandag besøg af 150 sønderjyder.
Modtagelsen i eftermiddags kl. 5.36 var overordentlig festlig. Ved banegården havde samlet sig ca. 2000 mennesker og på perronen havde ca. 100 skolepiger i hvide kjoler med røde bånd taget opstilling med dannebrogsflag i hånden, og de sang "Der er et yndigt land", da toget rullede ind på stationen.
Under mængdens hurraråb og til tonerne af nationale melodier fra et musikkorps begav sønderjyderne sig ind på banegårdpladsen, hvor formanden for Sønderjydsk Forening dr. Bartholdy-Møller holdt en hjertelig velkomsttale, der efterfulgtes af langvarige kraftige hurraråb fra de talrige fremmødte.
Så marcheredes der med musik gennem gaderne, der var så rigt flagsmykkede som ingensinde før. Fra næsten hvert eneste hus vajede fra 1 til 20 flag, og man fik en levende følelse af, at alle byens indbyggere nærer den mest levende interesse for sønderjyderne og gerne ville med til at berede de kære gæster en glæde. Indenfor ruderne i huse, hvor der ikke havde været råd til at anskaffe rigtige flag, sås små flag i massevis plantet i urtepotterne, og i hvert havehegn er anbragt en mængde flag, ligesom næsten alle butiksvinduer er smykkede i røde og hvide farver.
Fra turen gennem byen kastedes fra vinduerne masser af blomster over sønderjyderne, der var synligt bevægede.
I aften er der selskabelig sammenkomst med spisning i Aktiehaven og i morgen stort folkemøde på Borgø. På mandag går turen tilbage til Sønderjylland.
Lederen af den sønderjyske delegation holdt en større tale, men frabad sig enhver form for referat, da det var forbudt fra tysk side, at omtale de tyske myndigheder negativt. Bare det at bruge ordet Sønderjylland kunne betyde fængselsstraf. Ligeledes var bl.a. al undervisning i skolerne blevet på tysk og selv i skolegården var det forbudt at tale dansk.
Medarbejder ved Maribo Lokalhistoriske Arkiv