De fleste mennesker vil ved ordet hospital tænke på en institution, hvor syge opholder sig og behandles. Som hospital betegnes dog også institutioner, der som friboliger for bl.a. gamle og svagelige tjener velgørende formål, eller som fattighuse har udgjort et vigtigt led i lokalsamfundets indsats for at bekæmpe fattigdom.
I slutningen af 1700-tallet havde Østofte sogn ikke noget fattighus. Der var indsamlet ca. 400 rigsdaler til formålet. I 1778 blev bønderne i Østofte sogn tilkendt en præmie på 100 rigsdaler fra Det kgl. danske Landhusholdningsselskab for deres arbejde med at grøfte og afvande sognets jorder. På opfordring fra provst Johan Arent Dyssels besluttede bønderne at skænke præmien til et hus for fattige og husarme. Greven på Knuthenborg, grev Johan Henrik Knuth, blev så rørt over denne beslutning, at han gav yderligere 100 rigsdaler til fattighuset. Derudover gav han tilsagn om at levere den nødvendige brændsel. Sidst og ikke mindst skænkede han et hus med frugthave og humleplads til formålet. Således blev det påtænkte fattighus til en mild stiftelse, et hospital.
Huset lå på Østofte gade 21, matr. no. 27A, Nørreballe. Huset blev indrettet med ”tvende Stuer med Jernbilægger- ovn, tvende Senge og tvende Spisekamre i hver”. Altså plads til i alt 4 personer.
Stiftelsen havde nu en fond på 600 rigsdaler, et pænt beløb på denne tid, og afkastet skulle finansiere driften. I fundatsen af 31. oktober 1778 og som blev konfirmeret 13. januar 1779 hedder det, at hospitalet er stiftet »til Guds Ære og til den nødtrængende Næstes Hjælp«. Sognepræsten skal føre tilsyn og efter de ældste sognemænds råd antage de fire, der skal nyde hospitalet, nemlig en mand (person) fra hver by — altså Østofte (med Nørreballe, Pårup og Langet), Sørup, Havløkke og Reersnæs (med Bandholm). Bandholm kirkesogn var på dette tidspunkt endnu ikke udskilt fra Østofte sogn.
Endvidere hedder det, at til hver af de fire fattiglemmer skal årligt af renterne uddeles mindst 5 rigsdaler. Blandt de fattige, der antages, skal stadig være en af kvindekønnet, som må være lidt raskere end de andre. Hun skal hjælpe de skrøbelige, rede deres seng, lave deres mad, påse at der fejes og rengøres i stuerne hver dag, at fejeskarnet udbæres, og at vinduerne i godt vejr åbnes en gang om dagen. Endelig skal hun føre tilsyn med ild og lys og at der er slukket og forvaret, inden hun går i seng. Hun skal for sin ulejlighed have en rigsdaler eller mere om året.
Fundatsen giver endvidere følgende påbud: Lemmerne skal leve stille og roligt uden kiv, indbyrdes klammeri, drikken eller banden, og de skal elske og ære deres sognepræst som en fader. Forfalder nogen til en eller anden last, skal han efter forgæves formaning udvises af hospitalet. Lemmerne skal samles til andagt morgen og aften, helst hos en syg, hvis der er en sådan. Når midlerne tillader det, skal degnen eller skoleholderen hver søndag eftermiddag — mod betaling — læse af evangeliet og synge en salme med dem. Lemmerne må ikke forfalde til ladhed, men skal selv grave og dyrke deres have og humlegård, øve håndgerning, spinde, vinde, knytte og strikke for folk, og den betaling, de får derfor, skal være deres egen.
Til sidst er man kommet i tanker om, at det dog måske var lidt flot med kun et mennesker i hver stue, og så tilføjes det: For at opnå dobbelt nytte af huset, kan en eller anden fattig huskone eller fruentimmer, der mangler varm stue om vinteren, sidde i en af stuerne med deres håndarbejde.
Alt var jo imidlertid ikke gjort med at sørge for livets ophold. Det var lige så vigtigt for de fattige at komme ordentlig i jorden, når de døde, og også dette sørgede hospitalet for. Det hedder nemlig herom i Fundatsen: »Lemmerne har frit Lejersted paa Kirkegaarden. Husmændene fra den By, hvortil den Afdøde hører, skal gratis grave Grave, og Bønderne fra samme By skal gratis bortbære Kisten og tilkaste Graven«.
Fondens kapital voksede stadig, dels ved nye gaver, dels ved rentetilskrivning, 1844 var den steget til 1250 rigsdaler og 1897 til 4000 kroner En væsentlig del bestod af gravstedslegater.
Hospitalet blev i 1910 renoveret af kommunen, som havde lånt 2500 kroner til formålet. Der blev nu indrettet 4 små selvstændige lejligheder.
I en ny fundats, stadfæstet af kong Christian X den 10. marts 1924, blev lejlighederne bestemt for enlige, ældre, ubemidlede kvinder med godt rygte, som kunne hjælpe sig selv. Beboerne måtte ikke modtage nogen form for fattighjælp. Boligen var fri. Desuden fik hver beboer en fjerdedel af afkastet fra hospitalets kapital. Østofte sognekommune forpligtede sig til vedligeholdelse af bygningen. Desuden var det sognekommunens opgave at hjemkøre, save og flække de 8 rm. egebrænde og 4 bunker kvas, som grevskabet Knuthenborg forærede hospitalet årligt.
I fundatsen paragraf 6 stod: Beboerne skal leve stille og sædeligt, ikke give anledning til ondt rygte og undgå indbyrdes kiv og strid. Hvis nogen af dem udviser en færd, der er uforenelig med hospitalets orden og skik og ikke vil lade sig tale til rette af sognepræsten kan hun af bestyrelsen med stiftsøvrighedens godkendelse udvises af hospitalet.
Det var desuden beboernes pligt at pleje og passe hinanden under sygdom. Måden at gøre det på blev nøje fulgt af præsten. Ligeledes var det sognepræstens opgave at påse, om beboerne førte et sømmeligt og sædeligt levned.
I 1972 var bygningen så faldefærdig at den ikke længere var egnet til bolig. Maribo byråd, som havde overtaget Østofte sogneråds forpligtigelse til at vedligeholde bygningen, besluttede at overdrage hospitalets midler til Østofte menighedsråd og sælge bygningen. Byrådet bevilgede 5000 kroner som kompensation for at blive fri for forpligtigelsen til vedligehold af bygningen og hjemkørsel, savning og flækning af brændsel.
Ejendommen blev i 1973 solgt til privat side og af hospitalets midler blev oprettet et julelegat for beboerne i Østofte og Bandholm kirkesogne.
Medarbejder ved Maribo Lokalhistoriske Arkiv