“Trekanten” i Maribo

Fra sportsplads til rekreativt område

Det begyndte med “Ellers trekant”
Området, der i dag benævnes “Trekanten”, er blandt ældre borgere i Maribo også kendt som “Ellers trekant”. Udfor den overstregede Søndre Mølle på kortet nedenfor er “Trekanten” beliggende. Området er begrænset af Refshalevej på den ene side og Maribo Søndersø på den anden side. Den lille mørke aftegnede trekant er det oprindelige areal, som blev skænket Maribo Købstad af familien Eller.

Udsnit af Trap’s kort fra 1859 over Maribo Markjorder. Søndre Mølle var placeret på det højtliggende område indtil den brændte i 1812. Møllen blev ikke genopført.

Arealet, der i dag benævnes “Trekanten”, består af 3 parceller: 151b (“Ellers trekant”) og 152 er højtliggende, afgrænset af Refshalevej på den ene side og af en skrænt på den anden side. Disse 2 parceller er i dag tilplantet med skov. Parcellen 154a udgøres af et fladt område nedenfor skrænten, ud mod Søndersø. Området var tidligere ofte oversvømmet, da vandet kunne nå op til foden af skrænten. Ved en senere sænkning af vandspejlet i søen blev området efterhånden egnet til de sportslige aktiviteter, der gennem årene har udspillet sig her.

Udsnit af matrikelkort 1870-1899 over Maribo Markjorder. Matriklen 151b, ofte kaldet “Ellers trekant” i folkemunde, gav navnet til området.


I 1839 erhvervede justitsråd, amtsforvalter Mathias Christian Sigfred Eller Matr. Nr. 151 af Maribo Markjorder. Amtsforvalter Eller døde i 1859 og hans enke Pauline Birgitte Eller fik tilladelse til at sidde i uskiftet bo. Ved bodelingen efter Pauline Birgitte Ellers død i 1884 fik sønnen inspektør Emil Eller, bosiddende i Sverige, ejendomsret over bl.a. førnævnte Matr. Nr. 151. Han solgte straks parcellen til dampmøller Saunte med den betingelse, at området, der kaldes “Trekanten” blev udskilt (nu Matr. Nr. 151b), da den var skænket til købstaden Maribo.
I 1888 erhvervede Maribo Købstad Matrikel Nr. 152 for 600 kr. Matrikel 154a havde byen fået ejendomsret til allerede 4. maj 1840.
I 1976 blev parcellerne 152 og 154a sammenlagt til matrikel 152.

Lolland-Falsters første cykelbane
I den sydlige ende af arealet, nedenfor skrænten, var dannet en sø gennem tørve-, grus, – eller lergravning. Uvist præcist hvad der er hentet op. Rundt om denne sø blev der i 1893 anlagt noget så moderne som en cykelbane på initiativ af en toldassistent Meyer. Cykelsporten var i sin vorden, de første danske cykelbaner var blevet anlagt i 1880’erne. På banen i Maribo blev udskrevet internationale løb og der var ligeledes opstillet en totalisator, så der kunne spilles på rytterne. Under stor tilstrømning blev det første cykelløb afviklet 6. august 1893.

Omtale af cykelløb på banen i Maribo i Jyllandsposten 8. september 1896.

Der konkurreredes på distancerne 1 eller 2 engelske mil samt 1 dansk mil. Desuden var cykelløbene suppleret med konkurrence i benløb.
Arkivet har desværre ingen fotos af disse cykelløb. Der blev højst sandsynligt konkurreret på den dengang moderne bicycle eller sikkerhedsmodellen (safety model), som den også omtales. En bicycle havde 2 lige store hjul, kædetræk og bremser, i modsætning til en velocipede (væltepeter), der havde været den eneste cykelmodel i årtierne forud.

Billede fra den tidligere cykelbane, ca. 1905. Området er nu udlagt til rekreativt område. Læg mærke til søen, som fyldte mere dengang. Den smukke karakteristiske bro findes stadig.
Foto: Maribo Lokalhistoriske Arkiv.

“Trekant-banen”, Maribos sportsplads gennem årtier
Den nordre del af “Trekanten” består af et plant græsbeklædt areal. Dette område har været Maribos sportsplads helt op til 1980’erne, fyldt med sportslige aktiviteter og koncerter i sommerhalvåret.
Drivkraften i de sportslige udfoldelser var Maribo Gymnastik Forening (MGF), stiftet i 1902. I 1914 meldte foreningen sig ind i Lolland-Falsters Bold-Union og fodbolden begyndte at rulle. Byrådet etablerede en fodboldbane på område i 1917, “Trekant-banen”. Her blev udkæmpet mange drabelige fodboldkampe, især når modstanderen var arvefjenderne fra klubben Velo fra Nakskov og klubben B1901 fra Nykøbing F.
I 1926 optog Maribo Gymnastik Forening ckricket som sportsgren. Der blev anskaffet rekvisitter, bl.a. et crickettæppe, vævet i arresthuset i Maribo. Første kamp blev spillet 12. september 1926. Sidste cricketkamp fandt sted 7. juli 1957. På dette tidspunkt var der kun 5-6 aktive spillere tilbage, men da et hold består af 11 spillere var det umuligt at fortsætte.
I 1930’erne kom håndbolden til. I 1942 blev indført 11-mands markspil. Der har været afviklet utallige kampe på “Trekant-banen” selvom baneforholdene ikke altid har været optimale. I 1949 var der bl.a. problemer med græssende heste på håndboldbanen. Udendørs håndbold er spillet på “trekant-banen” helt op i 1980’erne.

Cricketkamp på “Trekant-banen”, ca. 1930
Foto: Maribo Lokalhistoriske Arkiv.

Sport under primitive forhold
Der var ikke store økonomiske tilskud til de sportslige aktiviteter fra det offentliges side. Ganske vist havde kommunen bekostet en boldbane for 2000 kr., men den skulle der betales leje for. Sidst i 1920’erne fik MGF 200 kr. i årligt tilskud, men måtte betale 135 for leje af bane og klubhus.
Klubhuset var i mange år for lille og utilstrækkeligt i forhold til de mange udøvende deltagere.
Maribo Tennis Club, der i 1915 havde lejet et areal af kommunen lige vest for “Trekant-banen” for 15 kr. årligt, havde samme problem med deres klubhus.
I 1964 fandt de to foreninger sammen om at bygge et nyt fælles klubhus. Ideen blev omtalt første gang i MGF’s medlemsblad “3-kanten” i april samme år. Med frivillig arbejdskraft lykkedes det at få klubhuset færdigt med indvielse af borgmester Werner Larsen i 1965.
Fodbolden og håndbolden kom med tiden under andre organisatoriske forhold. Byen fik anlagt fodboldbane andetsteds og bygget sportshal (1968) og dermed ebbede aktiviteterne langsomt ud på “Trekant-banen”.

Luftfoto af “Trekant-banen” 1956. På billedet ses det lille klubhus. På banen er crickettæppet rullet ud. Der var gjort klar til kamp.
Foto: Sylvest Jensen, Det kgl. Bibliotek.

Sportsstævner og koncerter
Stævner i form af gymnastikopvisning og anden sportsudøvelse med hundredevis af deltagere er blevet afholdt i en årrække på “Trekanten”. Avisannoncerne neden for fortæller lidt om de disse store arrangementer.
Ligeledes var i en årrække en fast tradition at Maribo Borgerbevæbning afholdt koncerter på “Trekanten”.

Annonce for det årlige sommergymnastikstævne 7. juni 1941.
Kilde: Landbrugernes Dagblad.
Annonce for sportsstævne i Maribo 14. juli 1923.
Kilde: Lolland-Falsters Folketidende.

I dag yndet rekreativt område
I dag er det højtbeliggende område af “Trekanten” samt midten af det flade område ud mod Maribo Søndersø bevokset med fredsskov. Gangstien langs Maribo Søndersø og rundt om søen i den søndre ende af “trekant-området” benyttes af mange til gåture. Der er opstillet bænke så de smukke solnedgange kan nydes. “Trekant-banen” er udlagt til et område med biodiversitet. Når frosten havde bidt sig fast var den lille sø på “Trekanten” et afholdt sted at boltre sig for børn og andre barnlige sjæle.

Børn boltrer sig på den isbelagte sø, 1965.
Foto: Maribo Lokalhistoriske Arkiv.