Min landsby på Lolland: Reersnæs

Erindringer forfattet og skrevet af Poul Christensen fra Bandholm.

foto: Poul Christensen

En landsby er i princippet et bebygget område med en vej igennem og med huse på begge sider. Enkelte biveje kan der være. Modsætningen hertil er en by, hvilket vil sige et område, man kører til, fordi man har et ærinde, f. eks. indkøb.

I ca. 14.000 år der har boet mennesker i Danmark siden den sidste og 3. istid. Med isen blev der skubbet en masse moræneler sydfra ind over Lolland og efterlod et frugtbart landskab, der indbød til bosættelse af jægere, fiskere og stenalderbønder, således også i Reersnæs. Landsbyen har ligget på denne plet i århundreder. Den nævnes første gang i skriftlige kilder hos Hvidtfeld i 1312 og senere i diverse skrifter fra Matrikelarkivet og de danske Archivregistraturer op gennem Middelalderen. Her omtales landsbyen bl. a. som Rettersnes, Redersnees, Reersznes, Reerssznesz, Reersnes, Rersnesse m.v. Navnet er sammensat af mandsnavnet Rethar og stedbetegnelsen næs, som er en holm, der skyder sig ud i vandet.

Mange fund af stenalderredskaber i landsbyens jorder vidner om, at der har boet mennesker her i århundreder

Landsbyen har i høj grad gennem historien været nærmest selvforsynende. Føden kom fra jorden og besætningerne af køer, svin, får, lam geder samt fjerkræ. Til at servicere gårdene var der smedier, murere, tømrere, skomager, mølle og købmænd.

Beskrivelse af landsbyen Reersnæs omkring 1950:

Nærmeste og lidt større landsby er Bandholm med det, der dengang var en af de største private havne i Danmark, ejet af Knuthenborg, der var områdets dominerende arealbesidder med gårde som bl. a. Haulykkegård, Lerbjerggård, Strandtofte, Avlsgården, Saxhøj, Krydsgård, Boesgård, Hasager, Egehusgård, Toftegård og Maribo Ladegård, samt de nu nedrevne gårde Højelyng, Danekær og Egemose. I de senere år er der tilkøbt Skovgård, Postgården, Skelstrupgård, og Damsmose. Når man fra Bandholm kører ad Birketvej mod vest passerer man den smukke Bandholm Kirke, en af de største landsbykirker i Danmark.

Længere fremme kommer man forbi flere bronchealderhøje, nogle af dem beliggende tæt på kysten, kaldet Svanevigen, de stod som pejlemærker for datidens søfarende. Efter yderligere et par 100 meter fører der mod højre en lukket vej op til ejendommen Svanevig, som tidligere bl. a. husede den tids arrest. Her lå også en vindmølle, der senere blev flyttet længere ind mod land. På det anførte tidspunkt var Svanevig beboet af konsul Georg Wingård og frue. Han var polsk konsul og ernærede sig desuden som forfatter. Hans mest kendte værk er ”Dem fra Lolland”. Ofte cyklede parret en tur, med fruen forrest. Hun hilste til højre og venstre, medens Wingård blot så lige ud, hans kone havde jo gjort det fornødne arbejde.

Foto: Den gamle Svanevig mølle før flytningen til møllebyen

Ved siden af denne vej ligger Bandholm skole med det smukke glaserede tegltag. Ved opførelsen var det en af Danmarks største landsbyskoler. I tiden omkring 1950 var der ca. 140 elever på skolen, fordelt på 7 klasser.

Efter skolen kom man dengang til Reersnæs gamle skole, der på denne tid var omdannet til beboelse for 3 familier, hvoraf den ene havde et mælkeudsalg og kørte mælketur gennem landsbyen.

Foto: Reersnæs/Bandholm gamle skole, hvor der boede 3 familier. I den yderste bolig til højre boede den familie, der havde mælkeudsalget.

Foto: Et gammelt billede af landevejen fra Reersnæs mod ”Møllebyen med Reersnæs mølle i baggrunden

I området, hvor også møllen lå, var der en spredt bebyggelse, der i daglig tale benævntes Møllebyen. Møllen var af hollandsk type og her kunne bønderne komme og få malet og valset deres korn. Efter Møllebyen kommer vi til selve landsbyen Reersnæs, hvor der var 14 gårde, 8 husmandssteder samt et antal huse med en lille jordlod til. I landsbyen var der 2 murere, 1 tømrervirksomhed, 1 savværk, 1 slagter, 1 skomager, 1 autoværksted, 2 smedier, 1 frugtplantage, en entreprenørvirksomhed, 1 gartner der også drev vognmandsforretning, 2 købmænd, hvoraf den ene havde brødudsalg, samt en stor flot Brugsforening. Som en reminicens var der også et sprøjtehus.

Foto: Sprøjtehuset i Reersnæs. Her stod der en hestetrukket sprøjte klar i tilfælde af ildebrand i landsbyen.

De mennesker, der ikke var direkte involveret i disse bedrifter, ernærede sig for det meste som arbejdsmænd ved Bandholm havn eller hos grovvarefirmaet C. A. QVADE og Co., der havde en stor virksomhed i havneområdet. Det var ikke almindeligt, at konerne var på arbejdsmarkedet. De kunne imidlertid yde et bidrag til husholdningen ved at stable tørv, plukke æbler eller luge roer, og om efteråret tage roer op.

Fra gammel tid lå gårdene som perler på en snor midt i landsbyen. Men ved landbrugsreformerne sidst i 1700-tallet flyttedes mange af gårdene ud, så de blev placeret mere homogent i forhold til den dyrkede jord. Typisk blev de yderste gårde som en gulerod tildelt et større areal end de øvrige.

Foto: Et eksempel på en af de gårde: ”Holstenergården”, mit barndomshjem, der ikke blev udflyttet ved landbrugsreformerne, men blev i landsbyen. Gadekæret ses øverst til venstre. Bemærk også haven til højre i billedet som et eksempel på den omhu, man dengang lagde for dagen i sin have. Det blev man bedømt efter af de andre landsbyboere.

Aller yderst mod nord finder vi Reersnæs Nakke. Her er et område, kaldet sandlodden, hvor landsbyens bønder fra gammel tid har kunnt afhente det sand, de havde behov for på gårdene. Til sandlodden hørte der et mindre græsareal, det hele var fælleseje for gårdene. Græsarealet kunne man leje til sommerophold for kreaturer, og betalingen herfor blev på årets generalforsamling for sandlodsejerne tildelt trængende enlige ældre kvinder. Sandlodsejerne afholder stadig hvert år sammenkomst med spisning og efterfølgende generalforsamling, men kredsen bliver til stadighed mindre og mindre, og der findes ingen udlodning mere.

Byens gadekær, på lollandsk kaldet ”Bøjsjøvlen”, lå midt i byen. Her var der samlingssted for byens unge efter fyraften, og her er mange bekendtskaber blevet indledt. Vi børn kaldte gadekæret for Byparken, og den var til stor glæde om vinteren, hvor vi kunne løbe på skøjter.

Foto: Reersnæs gadekær med slagteren samt Bådhandlen.

Foto: Reersnæs gadekær om vinteren. Forfatteren ses til venstre på skøjter


Livet i landsbyen startede tidligt om morgenen, hvor der på gårdene skulle malkes og fodres, og hesten vandes. Malkningen skulle være overstået, så mælken var klar i mælketønderne og kørt ud til vejen, hvor den blev afhentet af mælkemanden, der kørte den op til andelsmejeriet i Østofte. Ind imellem kunne det ske, at man sov over sig, og så var gode råd dyre. Måske måtte man nøjes med kun at få en del af mælken med, eller også måtte man køre selv til mejeriet, udsat for manges nidstirrende øjne.

Foto: Mælkemanden, Carl Nielsen fra Grydehøj tilbage med returmælk til grisene efter aflevering af sødmælken på mejeriet. Til venstre i billedet ses kvashuggeren.

Efter at dyrene var røgtet, gik man ind og fik morgenmad, der ofte startede med havregrød. Derefter spiste man brød og fik kaffe til. Med endt spisning startede arbejdet i marken med at pløje, harve, så, radrense, stakke hø, høste eller trække roer op, alt efter årstiden. Alle havde udsigt til Smålandshavet, og alle vidste, at færgen ”Femøsund” sejlede ud for et bestemt punkt kl. 11.30 på vej mod Askø og Femø og retur samme sted kl. 16.30. Det kunne man stille uret efter og indrette sig efter at komme rettidigt hjem til enten middagsmad eller aftenmalkningen.

De som arbejdede ved havnen eller hos QVADE, drejede ofte ind til købmanden på vejen for at tanke op til dagens dont, hvad enten det nu var flydende eller fast nydelsesmiddel. Det fortælles, at en ældre pensionist købte noget kødfars på sin vej til Parkhotellet i Bandholm. Klokken 10 om aftenen ringede han på hos slagteren og bestilte kødfars. ”Det har du da fået”, sagde slagteren. ”Ja”, sagde manden, ” men det lå på bagagebæreren, og nu har hundene ædt det, og jeg tør ikke komme tomhændet hjem”.

Børnene cyklede til skole, hvor der blev ringet ind kl. 8. Der var undervisning 6 af ugens dage, om lørdagen dog kun om formiddagen. Husmoderen tog på indkøb til dagens middag. Turen gik til både købmand og slagter. Ofte var der mange munde at mætte, enten fordi der var en stor børneflok eller fordi der var karle og piger på kost.

Savværket startede også klokken 8. Der lå store kævler fra Knuthenborgs skove på slisken ind til den store bloksav. På den tid var elektriciteten af typen jævnstrøm, og når den store sav kom i sving skulle der bruges stor energi. Det betød, at elektriciteten ved de omkringliggende huse blev ustabil og elpærerne blinkede i takt med saven. Det var derfor upopulært at bruge bloksaven hen mod aften, når belysningen var tændt.

Foto. Reersnæs savværk anno 1950. Savværket blev efter overtagelse af Frederik Bramsen omdannet til Nordisk Bådhandel.

Håndværkerne var også i gang fra kl. 8 om morgenen. Ofte spiste de med i de hjem hvor de var i gang med et arbejde. Det betød dengang ikke så meget, om der var en mund mere at mætte. En dag fik vi finker, og da maleren tog 3. gang sagde han: ”Jeg kan så knasendes godt lide finker”, og det kunne alle jo godt se.

Ved alle gårde og huse hørte der en have til. Disse blev passet og plejet, idet de jo var et udtryk for, hvad man formåede i de enkelte familier. Og ofte var haven en stabil leverandør af kartofler og grøntsager til husholdningen. Når der en sjælden gang kom en ny familie til byen, var man spændt på, hvordan de nu passede deres have. Reersnæs havde dengang 2 købmænd samt en brugsforening. Den 27. februar 1910 samledes en kreds af personer hos Lise og Frits Hansen på ”Møllegården”. Denne personkreds besluttede at oprette ”Brugsforeningen for Reersnæs og Omegn”. I navnet lå der en forventning om, at omegnens beboere ville handle i den ny brugsforening.

Foreningen konstituerede sig med sognefoged N. P. Christensen, ”Holstenergården”, min farfar, som formand. Den øvrige bestyrelse bestod af slagtermester Jens Gertsen, tømrermester Peter Abel, murermester Petersen og Chr. Haahr. Bygningen blev placeret på en grund nabo til Reersnæs smedie og langs den nye omfartsvej gennem Reersnæs. Der var tale om en stor hvidpudset 2 plans bygning, der udgjorde et markant element i landsbybilledet. Den samlede pris på byggeriet er opgjort til 10.000 kr. Brugsen åbnede under stor bevågenhed den 4. august 1910.

Foto: Brugsforeningen for Reersnæs og Omegn.

I ”Brugsen” kunne der købes alle former for hjælpemidler til den daglige husholdning. Men derudover også metervarer, maling, tjære og benzin. Senere kom der gasflasker, mindre husholdningsmaskiner og andre fornødenheder til. Man tog ligeledes korn ind fra gårdene som hel eller delvis betaling for varer.

Som barn var det en tradition, at når Julen nærmede sig skulle vi børn med far i Brugsen for at handle ind til den tilstundende højtid. Det skete altid en fredag aften, hvor far og uddeleren fik sig en god snak om verdenssituationen, under misbilligende øjne fra fruen, der godt kunne bruge en hånd til at betjene andre kunder. Vi børn havde en forventning om, at der faldt noget slik af til os, og forventningerne blev altid indfriet.

I dag eksisterer Brugsen ikke længere. Den faldt som offer for den øgede bilpark, der muliggjorde handel i den nærmeste større by, Maribo. ”Brugsforeningen for Reersnæs og Omegn” drejede definitivt nøglen den 1. april 1984 efter at have betjent landsbyens beboere trofast i 74 år. Man kan sige, at landsbyen, der havde eksisteret i århundreder døde den dag, hvor bilen blev hvermandseje.

Andels-idéen kom i landsbyen også til udtryk i form af andels-vandværk. Senere kom der en andelsfryseboks til, hvor man kunne nedfryse de stege m.v. der kom til, når en gris, kalv eller får blev slagtet. Desuden kom der ænder, kyllinger, vildt og grøntsager i boksen. Det var et stort fremskridt, nu var man ikke længere så afhængig af saltmad, tidligere tiders opbevaringsform. De enkelte husstande kunne leje en boks mod en årlig betaling, og ind- og udleveringen blev varetaget af en boksbestyrer, i Reersnæs af den lokale kogekone, Eva Rasmussen. På et tidspunkt blev det økonomisk muligt for de enkelte husstande at erhverve egen dybfryser, og derfor blev det nyeste skud på andelstanken overhalet af udviklingen.

På den tid var der ikke mange, som havde bil. Derfor var der brug for ”Gartner Mortensen” med sin gamle hyrevogn, når man skulle i byen. Desuden var der den lokale busrute, der gennemførtes af Bjørns busser fra Kragenæs, Senere kaldte man dem blot for Kragenæsbussen. De kørte ruten Kragenæs, Keldernæs, Blans, Reersnæs, Bandholm og Maribo, hvilket den gør det stadig i 2018. Når en af populære Morten Korch-film i 50’erne blev vist i Maribo Bio kørte Kragenæsbussen ekstrature.

Så kort tid efter Besættelsestiden ophør var der skabt et skel i lokalbefolkningen mellem de, som havde været tyskvenlige, og de der var modstandere. Dette skel fortsatte i mange år, men med tiden gik det i almindelighed i glemmebogen, om end der stadig var familier, der ikke kunne forliges om fortiden.

Landsbyens lyde:

En af de ting, man aldrig glemmer, og som indtræffer i hukommelsen, når man går gennem landsbyen, er dens lyde. Det er køernes brølen, hestenes jernbeslåede gang på stenbroen, grisenes hyl, når de blev fodret, mælkejungernes raslen, malkemaskinens dunk-dunk lyde, kirkeklokkerne når der blev ringet solopgang og –nedgang. Og det er lyden af savværkets bloksav, der sikkert og stille gnaver sig igennem en stor kævle og ikke mindst smedens slag med hammeren på ambolten, når det rødglødende jern skulle formes. Alt dette er nu passè, men ligger gemt i mindernes bog.

Reersnæs anno 2018:

Siden 1950 er der sket store omvæltninger i landsbyen. Antallet af selvstændige landmænd er nede på 3, der er sket store opkøb af gårde, og desuden er der forpagtet arealer ud, eller jorden bliver passet af andre udenfor området. Møllen er stoppet, og senere faldet sammen. Skolen er delvis nedlagt, der findes ingen håndværkere tilbage, den fordoms så stolte brugsforening eksisterer ikke længere og er senere revet ned. Købmændene er holdt, op og savværket er nedlagt. Det samme er gartneriet og entreprenørvirksomheden. Landsbyen er i vid udstrækning beboet af tilflyttere uden kendskab til historien på det sted, hvortil man er flyttet, og mange er ikke deciderede haveelskere, hvilket tydeligt fremgår. En stor procentdel af landsbyboerne er pensionister eller kontanthjælpsmodtagere som er sendt hertil af københavnske kommuner der gerne ville af med denne byrde. Mange er sendt hertil med penge fra kommunen til huslejeindskud. Så er man af med dem. Lad bare Lolland kommune betale!! Det burde være forbudt at opføre sig sådan i dagens Danmark. Hvis de gider skaffe sig et arbejde, gør de det sort. Et eksempel er en udenlandsk familie med 6 børn. De får børnepenge, kontanthjælp, huslejetilskud og varmetilskud. En indkomst på 80.000 kr. om måneden, hvorefter mand og kone arbejder sort!

Tanker om fremtiden for Reersnæs:

Som udviklingen har været kan man meget nemt forestille sig et Reersnæs uden fremtid. Stille og roligt vil huse blive fraflyttet og måske revet ned, en udvikling som allerede er i gang. Denne tendens er både national og global for landsbyer. Der er en stor trang til at bosætte sig i storbyer, hvor der da også er en voldsom byggeaktivitet i gang. Med denne ændring i samfundet reduceres den sociale sammenhæng, der tabes en kultur, og der fornemmes en ændring i retning af mere satsning på verdslige værdier end lokalt sammenhold.

Landsbyerne har stadig mønstre værdier i form af skole, plejehjem, idrætshal, stadion, kirke, vandværk, historie etc. Hvis der var vilje til det, burde det være muligt at etablere arbejdspladser og indkøbsmuligheder, at indføre hjemmearbejdspladser, evt. kontorhotel, og samtidig have billige byggegrunde og boliger. Det er lidt besynderligt, at der i nærmeste by, Maribo, findes 6 supermarkeder, men ingen i Reersnæs, der dog ellers har et væsentligt opland. Naturen er indenfor rækkevidde, der er nærhed til børnehave og skole samt sport. Reersnæs ligger tæt på vandet, så herfra er der gode muligheder for også at dyrke søsport.

En moderne landsby kan udvikles til at være et sted, man kører til og ikke igennem. Den indeholder virksomheder og boliger, der er fokuserede på at økonomisere med energi, bl. a. ved at have solceller på alle tage, en stor vindmølle og geotermisk varme. Der kan være mulighed for hjemmearbejdspladser eller hotelkontorer, hvis man gerne vil være en del af et kollektiv. Der findes såvel supermarked som gårdbutik, og der er kort til skole, sport og kirke. Det ville være en oplagt idè at etablere den som et EU-projekt, eftersom affolkede landsbyer som sagt ikke er et lokalt eller nationalt, men globalt problem. Der skal kapital til at etablere en moderne
landsby, men det kunne være ønskværdigt om en sådan kunne etableres som et mønster ved hjælp af midler fra EU og måske lokalt indsamlet kapital. Der må også være større virksomheder, der kunne se et perspektiv heri!