Lokalhistorisk biografi for Carl Valdemar Marcher den første borgmester i Maribo

Carl Valdemar Marcher

Byfogeden, dommeren og embedsmanden, den første borgmester på torvet i Maribo.

Indledning

I Maribos historie findes en række personer, hvis liv og virke på forskellig måde kom til at præge byen. En af dem var Carl Valdemar Marcher, der i mere end tre årtier var en central embedsmand i Maribo.
Han kom til byen i begyndelsen af 1869 som byfoged og byskriver samt birkedommer . Senere blev han byens borgmester og opnåede gennem sit lange virke en position som en af Maribos mest indflydelsesrige mænd.

Hans officielle titler fortæller dog kun en del af historien. Gennem sønnen Holger Vilhelm Marchers erindringer får vi et mere personligt billede af manden bag embedet. Vi hører om livet i Byfogedgården på Torvet, om arbejdet ved skrivepulten, om fangerne i arresten og om en embedsmand, der trods sin myndighed blev husket som en mild og menneskelig dommer.
Carl Valdemar Marchers historie er derfor samtidig historien om et Maribo, hvor én embedsmand kunne have ansvar for en lang række af de funktioner, som i dag er fordelt på flere forskellige myndigheder.

Barndom og opvækst på Trudsholm

Carl Valdemar Marcher blev født den 12. november 1827 på Trudsholm Gods i Kirke Sonnerup Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt.
Hans far var Eilert Christian Marcher, der var forpagter på Trudsholm, og hans mor hed Charlotte Emilie Nyholm.

Han voksede op i et miljø omkring det større gods, hvor forvaltning, landbrug og embedsvirksomhed var en naturlig del af hverdagen. Familien boede i Kirke Sonnerup, hvor Carl Valdemar Marcher sammen med sin familie er registreret ved folketællingen i 1834.
Senere kom han til Roskilde. Den 14. april 1844 blev han konfirmeret i Roskilde Domkirke af domprovst Søren Rosbjerg Ortved.
Her var han elev på Roskilde Katedralskole hvor han blev student i 1846.

De følgende år førte hans karriere ham videre til København, hvor han efterhånden fik en position inden for det offentlige embedsværk.

Årene i København

Carl Valdemar Marcher boede og opholdt sig i København som ung mand, og han afsluttede sin embedseksamen som Cand. Jur. 11 juni 1853.
Han blev ansat i 1854 som fuldmægtig i Københavns Magistrat. Den 26. Februar 1858 (fra 1. Marts) som chef for Overpræsidentens Sekretariat.

Han blev viet til Johanne Harriet Øllgaard 24 september 1854 i Holmens kirke i København.

Udklip kirkebog Holmens sogn

De fik 7 børn, hvoraf de fleste var født i København.
Ved folkeoptællingen 1860 var de bosat i Vesterbrogade 38D i København. Marcher var ansat som sekretær/fuldmægtig for Københavns Overpræsidium.

Foto: Johanne Harriet Øllgaard som yngre og som ældre

Arbejdet ved Overpræsidiet gav ham erfaring fra det centrale statsapparat og placerede ham i den del af det københavnske embedsværk, hvor administration og myndighedsudøvelse var en væsentlig del af dagligdagen.
Det var derfor ikke en uprøvet embedsmand, der i 1868 blev udpeget til at overtage betydningsfulde embeder i Maribo.

Til Maribo i 1869

Den 29. december 1868 blev Carl Valdemar Marcher beskikket til sin kommende store livsgerning som Maribos byfoged, birkedomme, byskriver i Maribo og skriver i Maribo Birk. Embedet skulle tiltrædes den 1. januar 1869. Yderligere blev han af konge Christian 9. den 26 februar 1869 udnævnt som borgmester i Maribo. Ligeledes blev han 10 marts 1869 også udnævnt til Kancelliråd.
Ifølge sønnen Holger Vilhelm Marchers erindringer kom familien til Maribo den 4. februar 1869. H.V. Marcher var på dette tidspunkt bare fire år gammel. Ankomsten til Maribo blev mange år senere (1953) beskrevet levende af sønnen.

Familien boede de første dage i Maribo på Olsens Hotel. Hotellet var på den tid et kendt sted i byen. H.V. Marcher fortalte, at rejsende ofte udførte deres ærinder i Nakskov eller Nykøbing om formiddagen og derefter tog til Maribo for at spise. På Olsens Hotel vidste man, at maden var god.
Hotellets ejer, Olsen, blev ifølge H.V. Marcher opfattet som en striks og bestemt mand, men samtidig som en dygtig og arbejdsom person, der gennem flid og sparsommelighed havde opnået at kunne overtage hotellet.
For den fireårige H.V. Marcher var ankomsten til Maribo begyndelsen på en barndom, som han mange år senere stadig kunne fortælle levende om.

Den første tid i byen

Familien flyttede efter kort tid fra hotellet og fik en lejlighed ved en gård, hvor der blandt andet var et brændevinsbrænderi. Denne adresse er sandsynligvis Østergade 28 – 34, som bestod af bryggeri, malteri, brændevinsbrænderi og en købmandshandel. I folketællingen fra 1870 angives at familien boede i forhuset i Østergade 34. Ejeren af ejendommen var købmand og brændevinsbrænder Hans Peder Lunddahl.
Her fik den lille dreng mulighed for at opleve noget af det daglige arbejde på stedet. Han huskede blandt andet, hvordan han af og til jagede den hest, der gik rundt og trak brændevinsbrænderiets knuseværk.
Sådanne små erindringer fortæller noget om et Maribo, hvor byens håndværk, mindre industri, handel og boligliv lå tæt på hinanden.


Det var også i denne periode, at Carl Valdemar Marcher for alvor etablerede sig i byen.

Byfogedgården på Torvet

Foto: Torvet 17 andet hus fra højre, som senere blev kaldt Byfogedgården
foto fra omkring 1900

Omkring juli 1870 købte Carl Valdemar Marcher en stor ejendom Torvet nr. 17 af afdøde justitsråd Christian Andreas Møllers bo. Købsbeløbet var 2000 rigsdaler ifølge skøde fra 10 juli 1870.
Ejendommen blev familiens hjem og embedsbolig og blev kendt som Byfogedgården.
I forhuset var der god plads, og ejendommen bestod desuden af flere vinkelbygninger. Mod Torvet præsenterede huset sig med en stor karnap, som gav bygningen et markant udseende.
Uden for bygningen stod en gaslygte, som skulle være tændt hele natten. Det var ikke blot for hyggens skyld, for der skulle være lys hos byfogeden, så vægtere og andre, der havde et nødvendigt ærinde, kunne finde frem til ham.
Ved huset var der også en stor sten. H.V. Marcher mente, at den sandsynligvis havde været anvendt af folk, der kom ridende, så de lettere kunne komme op på hesten.
Til Byfogedgården hørte en stor have, som strakte sig helt over mod Spillemandskrogen i Mellemgade.
Byfogedgården var dermed både et privat hjem, embedsbolig og en meget synlig del af byens offentlige liv.

Hverdagen i Byfogedgården

H.V. Marchers beskrivelser af Byfogedgården giver et sjældent indblik i livet omkring en dansk embedsmand i 1800-tallet.
Man kom ind gennem den store port og gik op ad trapper for at nå ind gennem en gangdør. Inde i bygningen fandtes blandt andet det gamle bornholmerur, som ifølge H.V. Marcher endnu stod i Byfogedgården på det tidspunkt, hvor interviewet blev foretaget i 1953.
Bygningen havde en noget usædvanlig indretning. Når man bevægede sig fra det ene rum til det andet, skulle man enten et trin op eller ned.
H.V. Marcher fortalte, at denne ejendommelighed efter hans opfattelse også blev bevaret efter arbejdernes overtagelse af bygningen.
Han kunne samtidig huske flere af de personer, der havde tilknytning til huset.

Blandt førstefuldmægtigene huskede H.V. Marcher blandt andre overretssagfører Krarup.

I en af sidefløjene boede i flere år sagfører Erik Kjær, der var andenfuldmægtig hos Carl Valdemar Marcher. Erik Kjær var far til den senere overretssagfører Karl Kjær.

Erik Kjær

Byfogedens arbejde

Foto: Maribo råd-, ting- og arresthus omkring 1900

Carl Valdemar Marchers arbejde var omfattende. Han havde sit officielle kontor på rådhuset, som også var ting- og arresthus, men havde også et arbejdsværelse hjemme i Byfogedgården, hvor han kunne arbejde i fred og ro. Her skrev han blandt andet sine domme.
H.V. Marcher huskede, at hans far ikke sad ned ved skrivearbejdet, men stod ved sin pult.
Denne pult blev bevaret i familien og fandtes mange år senere hos H.V. Marchers søn på Søholt.
På kontoret fandtes også en gammeldags lænestol, her sad Marcher ofte med sin pibe, mens han tænkte over de sager, der lå på hans bord.
Der var meget at tænke over. Som byfoged havde han nemlig en lang række funktioner.

Borgmester, dommer og politimester

I dag er de funktioner, som Carl Valdemar Marcher varetog, fordelt på flere forskellige institutioner og myndigheder.
Ifølge H.V. Marchers erindringer var faderen i sin tid både: Borgmester, byfoged, dommer, politimester, birkedommer og byskiver.

Udklip fra Kongelig dansk Hof og Statskalender i året 1869

Hans jurisdiktion var stor. Ifølge sønnens oplysninger strakte den sig mod vest helt forbi Stokkemarke.
Det betød, at Marcher ikke kun arbejdede bag skrivebordet i Maribo. Han måtte også ud i området, blandt andet når der opstod brande eller andre hændelser, der krævede hans tilstedeværelse.
H.V. Marcher huskede, at hans far ofte måtte køre ud med hestevogn. Det var et arbejdsliv, hvor en embedsmand ikke blot administrerede fra et kontor, men personligt skulle være til stede i et stort geografisk område.

Den milde dommer

Trods den betydelige myndighed, som Carl Valdemar Marcher besad, var det ifølge sønnen ikke hans strenghed, der stod stærkest i erindringen. Tværtimod blev han husket som en meget mild dommer.
H.V. Marcher fortalte, at faderen havde en særlig forståelse for mennesker, der befandt sig på det, han kaldte “skyggesiden”, han mente, at mennesker, der havde forbrudt sig mod loven, i mange tilfælde havde brug for forståelse og tilgivelse. Det var ikke kun en holdning, han gav udtryk for, han praktiserede den også.

Besøgene i arresten

Det skulle ifølge H.V. Marcher være en meget sjælden søndag, hvor Carl Valdemar Marcher ikke gik over i arresten på det gamle rådhus for at tale med fangerne. Sønnen fortalte, at han selv havde været med sin far mange gange.
Arrestforvareren havde advaret Marcher mod disse besøg, men byfogeden var ikke bange for fangerne. Hans svar var: “Der er ingen, der gør mig noget.” Marcher lagde vægt på at tale med alle fangerne.
Han så ikke kun fangerne som lovovertrædere, men som mennesker, der skulle mødes personligt.
Denne del af hans virke står stærkt i sønnens erindringer og giver et andet billede af 1800-tallets embedsmand end det, man alene ville få gennem hans officielle titler.

Jul i arresten

På årets tre store helligdage sørgede Carl Valdemar Marcher for, at fangerne fik et godt måltid mad.
Det blev betalt af ham selv. Der var ikke nogen offentlig konto, som han kunne hente pengene fra, og derfor betalte han efter sønnens udsagn selv udgifterne.
Juleaften fik fangerne blandt andet risengrød og flæskesteg. Det var en lille handling, men den siger meget om den måde, H.V. Marcher huskede sin far på.
For ham var det vigtigt, at mennesker, som sad fængslet, ikke blev glemt på årets helligdage.

Et langt embedsmandsliv

Carl Valdemar Marcher var embedsmand i den danske stat i omkring 50 år. Hans karriere strakte sig således fra ungdommens uddannelse og de første år i København til et langt og betydningsfuldt virke i Maribo. Hans arbejde blev efter alt at dømme værdsat højt.
Efter hans død fortalte departementschef Richard i Justitsministeriet, ifølge H.V. Marcher, at hans far havde været en enestående dommer, og at han aldrig havde fået en dom underkendt af Højesteret.
Denne oplysning stammer fra sønnens erindring og bør derfor betragtes som en samtidig familie fortælling snarere end som en selvstændigt dokumenteret juridisk oplysning.
Marchers offentlige anseelse afspejles også i de hædersbevisninger, han modtog. Han blev etatsråd, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Maribos førstemand

Carl Valdemar Marcher omtales som Maribos første borgmester.
Hans vej til denne position var usædvanlig for nutidens betragtninger. I hans tid var borgmesterembedet tæt forbundet med den øvrige lokale administration, og byfogeden kunne have en meget omfattende myndighed.
Marcher kom til Maribo fra en stilling i København, hvor han havde arbejdet ved Overpræsidiet. Han havde derfor både erfaring med central administration og et solidt kendskab til den offentlige forvaltning.
I Maribo blev han byens fremmeste embedsmand og fik en rolle, der rakte langt ind i byens dagligdag.

Naboerne omkring Byfogedgården

H.V. Marchers erindringer fortæller også om det Maribo, der lå lige omkring Byfogedgården.
Mod Østergade lå sadelmager Møller, og derefter kom garver Petersen. Garver Petersen var far til den senere berømte præst og forfatter Kaj Munk.
I retning mod Gråbrødregade (Brødregade) boede Nyholm, der i mange år var toldforvalter i Maribo.
I den store gule ejendom boede dr. Vilhjelm, mens der i det smukke bindingsværkshus på den anden side var beværtning.
Disse oplysninger gør det muligt at forestille sig det miljø, som omgav Byfogedgården. Byens embedsmænd, håndværkere, erhvervsdrivende og almindelige borgere boede tæt på hinanden.

Byfogedgårdens forvandling

Carl Valdemar Marcher døde i 1901, men Byfogedgårdens historie fortsatte. Efter hans død blev ejendommen i 1902 solgt af enken til Arbejdernes forsamlingsbygning.
Dermed gennemgik bygningen en markant forandring. Det, der tidligere havde været hjem og embedsbolig for en af byens mægtigste mænd, blev til en forsamlingsbygning for arbejderne. Mange år senere, i 1953, blev dens historie igen omtalt i den lokale presse i forbindelse med forsamlingsbygningens 50-årsjubilæum.
Forvandlingen fra byfogedbolig til arbejdernes forsamlingshus fortæller samtidig noget om de store sociale forandringer, der fandt sted i Danmark omkring århundredskiftet.

Carl Valdemar Marchers sidste år

Den mand, der i 1869 var kommet til byen fra København som nyudnævnt byfoged, havde efterhånden været en del af Maribos liv i mere end tre årtier.
Han fratrådte sin bestalling 20 juni 1900 hvor han blev udnævnt til etatsråd.
Den 27. februar 1901 døde Carl Valdemar Marcher i sit hjem på Torvet 17. Han blev 73 år gammel.
Han blev efterfølgende begravet den 6. marts 1901 på Maribo Kirkegård.

Enke og efterladt familie

Efter Carl Valdemar Marchers død levede hans hustru Johanne Harriet Øllgaard videre i 23 år.
Hun sad i uskiftet bo, og modtog efter mandens død en årlig pension på 714 kroner.
Dermed fortsatte familien med at være knyttet til den historie, som Carl Valdemar Marcher havde været en så væsentlig del af.

Marchers eftermæle

Når man ser tilbage på Carl Valdemar Marchers liv, er det især kombinationen af embedsmanden og mennesket, der træder frem. På den ene side var han en mand med betydelig autoritet. Han var byfoged, dommer, politimester, birkedommer og borgmester. Han var ansvarlig for et stort område og havde en central rolle i Maribos administration.
Han var desuden en højtstående embedsmand med titlerne etatsråd, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.
På den anden side fortæller sønnen om en far, der sad med sin pibe og tænkte over sine domme, og som brugte sine søndage på at besøge fangerne i arresten. Det er dette spænd mellem myndighed og menneskelighed, der gør historien om Carl Valdemar Marcher interessant.
Han repræsenterede loven, men sønnens fortælling viser en mand, der samtidig havde blik for de mennesker, der stod på den anden side af loven.

Kilder til historien

En særlig vigtig kilde til Carl Valdemar Marchers historie er et avisinterview fra 1953 af hans søn, Holger Vilhelm Marchers.
På dette tidspunkt var Holger Vilhelm Marchers 87 år gammel og fortalte levende om sin far, familien, Byfogedgården og livet i Maribo dengang.
Erindringerne er værdifulde, fordi de indeholder en lang række konkrete oplysninger om dagliglivet omkring byfogeden. Samtidig skal man være opmærksom på, at interviewet blev foretaget mere end 50 år efter Carl Valdemar Marchers død, og at oplysningerne derfor i flere tilfælde er baseret på sønnens personlige erindring.
Andre oplysninger om Marchers liv kan findes i kirkebøger, folketællinger og offentlige arkiver.
Der findes desuden materiale fra hans embedsperiode, blandt andet Maribos byregnskaber fra 1869, klager over uro i gaderne om natten og materiale om indsamlinger i forbindelse med kongelige jubilæer.
Ifølge oplysninger fra Maribos lokalhistoriske arkiv har der været interesse for at bevare dette materiale, fordi det kan være med til at dokumentere den daglige administration af Maribo under Marchers embedsperiode.

Afslutning

Carl Valdemar Marcher kom til Maribo i 1869 som en erfaren embedsmand fra København.
Han kom til at tilbringe resten af sit arbejdsliv i byen og blev en af de mest markante personer i Maribos historie i anden halvdel af 1800-tallet.
Han boede på Torvet i den gamle hvide Byfogedgård, hvorfra han både havde sit familieliv og en del af sit arbejde. Fra rådhuset og hjemmekontoret administrerede han et stort embede, der omfattede både ret, politi og kommunale opgaver.
Han var en mand med magt og myndighed, men ifølge sønnens erindringer også en mand med medfølelse.
Særligt fortællingen om hans søndagsbesøg hos fangerne og de måltider, han selv betalte for på helligdagene, giver et billede af en embedsmand, der ikke glemte mennesket bag sagen.
Hans embede sluttede i Byfogedgården i februar 1901. Men historien om Carl Valdemar Marcher fortsatte.
Byfogedgården skiftede senere funktion fra bolig for byens mægtigste mand til forsamlingsbygning for arbejderne. Hans søn H.V. Marcher bevarede minderne om sin far og fortalte dem videre i 1953 i et interview til lokalavisen. Og gennem de bevarede arkivalier kan nye generationer fortsat få mulighed for at undersøge den verden, som Carl Valdemar Marcher var en central del af.
Carl Valdemar Marcher var således ikke blot Maribos første borgmester. Han var en af de embedsmænd, der i en afgørende periode var med til at forme byens offentlige liv og hans historie er samtidig en fortælling om Maribo, som byen var før det moderne kommunale Danmark tog form.