Erindringer forfattet og skrevet af Poul Christensen fra Bandholm.
Mine første barneår var stærkt præget af besættelsen. Det der skete dengang var så udpræget markant, at det satte sig mere i hukommelsen, end hvad der ellers vil være normalt for at barn mellem 0 og 5 år. Det kan forekomme sært, at så mange tildragelser prentede sig i hukommelsen hos et barn.
Det være sig tyske soldater, der sang under marchen, tyske jagere der fløj lavt over husene, engelske og amerikanske bombemaskiner i formationer, ilden fra de allieredes bombninger af Kiel, der oplyste nattehimlen, frihedskæmperne, radioens meldinger fra London: ”Her er Danmarks radio fra London, vi sender på xxxx-båndet, der er hilsen til Dagmar, Jonas, Cecilie m.m.”, sådan lød det i højttaleren. Disse hilsener var til modstandsgrupperne, der hermed blev underrettet om nedkastning af våben m.v.
Min far fortalte, at en af de lokale en dag sagde til ham: ”Du har en halmstak stående nede på engen. Den vil jeg råde dig til ikke at brænde af”. Far forstod pointen: Den var skjul for nedkastede våben.
I 1944 skete der det, at en engelsk flyver under bombardement af Kiel blev angrebet af tyske jagere og skudt i brand ved Lollands sydkyst. Besætningen sprang ud i faldskærm. En af dem landede på en mark, tilhørende vor nabo. Han søgte ind i flere huse, indtil han nåede vores entredør, hvor han buldrede på. Min fortalte, at det var den tungeste gang, han nogensinde havde gået, for hvem stod på den anden side af døren. Da han lukkede op for der en und mand i flyveruniform ind ad døren. Mine forældre forstod ikke engelsk, hvorefter han pegede på dem og Spurgte: ”Nazi”. De rystede på hovedet til hans store lettelse. Mor smurte ham et stort fad smørrebrød, som han spiste med glubende appetit. Mine forældre havde på daværende tidspunkt 2 karle og en tjenestepige, udover 3 børn. Så de turde ikke have ham boende, men fik etableret en forbindelse til fiskere i Blans, der fik ham smuglet til Sverige. De fik senere brev fra ham efter krigens afslutning, hvor han var i den engelske besættelsesstyrke i Tyskland. Og senere besøgte han mine forældre i 70’erne for at sige tak. Inden afrejsen fra mine forældre gav ham dem et kompas samt nogle engelske pengesedler og engelske cigaretter. De lå i mange år derefter i fars skrivebordsskuffe.
Denne historie huskes for mig kun som en fortælling. Jeg var kun 4 år dengang.
Befrielsen kom den 4. maj, efterfulgt af opgøret med stikkere og medløbere og endelig huskes de mange tyske flygtninge, der blev indkvarteret på Bandholm skole. De mange følgende år var der i lokalbefolkningen et skel mellem dem, der havde haft sympati for besættelsesmagten og alle de andre. Disse sympatier blev ikke glemt.
Billede fra 1. klasse. Jeg står som nr. 5 fra venstre i 2. række.
I april 1947 startede skolegangen i Bandholm Skole. En statelig rødstensbygning med sort glaseret tag, der glinsede langt væk i solen, ja vi kunne se det, når vi var i marken derhjemme. Skolen havde 7 klasser, og til at undervise dem var der 5 lærere. 1.-læreren hed A. H. Bendsen.
Foto: Førstelærer Bendsen
Han var samtidig kordegn i Bandholm kirke. Og han havde det princip, at en kordegn altid skulle stille i kjole og hvidt, uanset hvilken handling der foregik i kirken. Det tænkte jeg ikke mindst på en dag i kirken, hvor den nutidige kordegn var iført en strikketrøje. Det kaldes sædernes forfald.
2. læreren var hr. Petersen, der var en meget dygtig underviser i regning og sløjd blandt andet. Han og hans familie havde, ligesom familien Bendsen der egen bolig på skolen. Den 3. mandlige lærer boede i Bandholm. I min skoletid var den 3. lærer ikke en fast person, flere udfyldte denne rolle. På skolen boede også 2 ugifte lærerinder i hver deres lejlighed. Den ene var frk. Thunberg og den anden frk. Christensen. Sidstnævnte havde vi bl.a. i religion. Hun fik en meget stor indflydelse på min livsopfattelse, og satte et dybt præg hos en modtagelig skoledreng. Måske var jeg den eneste i klassen, der var så modtagelig for hendes påvirkning af sindet? Mange kaldte hende for frk. Skrap, idet hun var god til at holde justits!
Hvordan forløb en typisk dag så for en dreng i 7 – 14 års alderen? Vi var 4 børn i familien. Den ældste søskende, Bente, havde sit eget værelse på 1. sal, medens vi 3 drenge deltes om et værelse, kaldet det lille værelse. Det gav ikke mulighed for at sætte noget personligt præg på værelsets indretning. Men vi havde heller ikke hverken radio, fjernsyn, computer eller mobiltelefon, blot lidt legetøj, typisk heste og andre dyr. Senere fik jeg dog mit eget værelse på 1. sal. Vi havde ikke centralvarme, så efterår og vinter var der koldt på værelserne. Derfor fik vi lov til at klæde os af og på i dagligstuen, der var husets eneste opvarmede rum. Derfor betragter jeg den dag i dag centralvarmen som et de største fremskridt på velfærdsområdet.
Vores mor vækkede os, hvorefter vi klædte os på og gik ud. Min opgave var at skrabe ned under hønsene, som kaldte det, d.v.s. at fjerne gødningen fra det underlag, der var under de pinde som hønsene havde siddet på om natten. Derefter skulle der strøs sand på bemeldte underlag. Hønsene skulle have frisk vand og fodres med korn og med kraftfoder. Ca. 60 gram korn og 30 gram kraftfoder pr. høne. Derefter skulle duerne fodres, og så var det tid at spise. Morgenmaden var typisk havregryn eller cornflakes med mælk og sukker. Efter spisning skulle jeg have fat i skoletasken og den madpakke, som min mor havde smurt. Og så på vej i skole. De første år gik jeg, senere fik jeg en cykel, men afstanden var heller ikke mere end godt 1 km. Vi var 5 drenge fra Reersnæs, og ofte kunne man slå følge med 1 eller flere af dem. Pigerne fulgtes vi ikke med!
Skoledagen var typisk fra kl. 8 til 15 eller kl. 9 til 16. Om lørdagen var skoletiden fra kl. 8 til 12. Når klokken ringede til undervisning kl. 8 stillede vi op klassevis på 2 rækker i skolegården. 1. klasse til venstre og derefter mod højre op til 7. klasse. Den vagthavende lærer bestemte, hvilken klasse der først måtte gå ind, typisk den hvor der var mest ro i geledderne. Der blev ringet ud til frikvarter, på typisk 10 minutter, og ringet ind igen, denne gang dog uden opstilling på rækker. Kl. 10 havde vi det store frikvarter på 20 minutter. Her kunne vi så spise vores medbragte mad, det typisk bestod af ost, spegepølse og leverpostej. Der var sparet på pålægget. Således måtte laget af leverpostej ikke være tykkere end laget af margarine. Smør var jo rationeret.
Kl. 12 ringede klokken ud til spisefrikvarter. Så gik turen hjemad til gården, hvor vi hver dag samledes i ”Borgerstuen” eller ”den lille stue” alle 8 personer: Mine forældre, 2 karle og 4 børn. Midt på dagen spiste vi altid varm mad, og der var 2 retter. Det kunne f. eks. være vælling og frikadeller, eller saftsuppe og flæskesteg. Efter spisningen gik turen tilbage til skolen, hvor der blev ringet ind kl. 13.
Hvad lavede vi frikvartererne? Ja, i de første 2-3 år gik megen tid med at slås og prøve vores kræfter af. Det var stort, hvis vi også kunne mule en fra de højere klasser. Set med nutidens øjne må det have været ydmygende for en 10-årig dreng at se sig slået af en på 7 år, men det tænkte ingen af os over. Senere gik megen tid med at spille fodbold. Det var typisk med en tennisbold og til 1 mål. Officielt måtte vi ikke spille i skolegården, men det blev der dog set igennem fingre med. Hvis der gik en rude, hvad der næsten ikke kunne undgås, kom der er strengt forbud, der dog løsnedes efter en tid. Spillet med den lille bold var en god træning til den senere omgang fodbold på stadion med en rigtig læderbold. Det gav nemlig en god føling med bolden.
En dag var en af de store drenge særlig uheldig. Da han skulle give bolden et rigtig drøn, røg hans ene sandal af og ind gennem ruden til 2. lærerens bolig. Der var forsatsrude i vinduet, altså 2 lag glas, og sandalen kilede sig fast mellem de 2 lag. Lærer Petersen reagerede på den måde, at han lod sandalen ligge en måneds tid derinde, så kunne vi lære det! Og fodbold blev aflyst et stykke frem i tiden. Hvad lavede vi efter skoletid? Ja, så legede vi med de andre af landsbyens drenge. OG DEM VAR DER MANGE AF. Vores nærmeste nabo havde således 13 børn – i et stråtækt hus på skønsmæssigt godt 100 m2! Men de havde et 2-sædet DAS i et skur udenfor!
Vi cyklede f. eks. en tur i skoven. Vi havde 2 skove, som vi kunne boltre os i. Dels i Skifterne, der lå helt ud mod Smålandshavet, og dels i Rørmarken, der lå ude ved Grydehøj. I Rørmarken lavede vi en dag en hytte dybt inde i skoven med henblik på at komme tilbage de følgende dage. Vores stedsans har åbenbart ikke været så god, for vi fandt ikke hytten igen. Måske har skovarbejderne revet den ned, selvom det næppe er sandsynligt.
I Rørmarken ligger der en kæmpehøj lidt til højre, når man kommer ind fra Grydehøj. Min far fortalte, at den blev kaldet for ”Chokoladehøjen”, idet man i hans barneår og ungdomstid lavede nogle sammenkomster ved højen. Man kørte derud om søndagen med hestevogn og medbragte kage og chokolade, deraf navnet. I Rørmarken ligger der længere mod vest også en stendysse. Den er speciel derved, at overliggeren er revnet midtpå. Man fortalte, at skyldtes et lynnedslag, men mon ikke det snarere er forekommet ved, at nogle har prøvet at sprænge stenen med sprængstoffer?
Tit skete der det, at der kom nogle drenge til og så skulle vi spille fodbold. Det foregik med en gummibold henne i hestefolden tæt på gården. Det skete til 1 mål, og undertiden blev der foreslået, at vi skulle spille ”Øllebrød” eller ”Tuborg”. Jeg husker nu ikke helt hvad det gik ud på. Jeg elskede også at klatre i træer. Vi havde nogle høje bøgetræer og et stort kirsebærtræ i haven. En dag fandt min storesøster Bente mig ovre i laden, hvor jeg var kravlet helt til tops på et af hanebåndene, ca. 10 meter over cementgulvet. Hun fik hurtigt gennet mig ned.
En anden dag var vi på familiebesøg hos min morbror i Haulykke. Her var jeg uheldig at falde ned fra et træ og brække armen, En knoglesplint havde punkteret en blodåre, så udover at armen slaskede ned langs kroppen, stod der en kaskade af blod ud fra såret. Min moster var hurtig med at lægge en forbinding, og jeg blev skyndsomst kørt til behandling på Sakskøbing Sygehus, hvor armen blev lagt i gips. Desværre var det højre arm, det var gået ud over, så den venstre blev i de følgende 5 – 6 uger kommanderet til at foretage bevægelser, den ikke var vant til!
Min ældste bror, Jørgen, havde også sin omgangskreds af drenge. En dag gik de over i møllerummet, hvor der bl. a. stod en sækkeløfter. Den skulle de afprøve, men da de havde fået sækken op, glemte de at sætte palen på plads med det resultat, at sækken røg hurtigt ned, og med den også et tilbageløb af håndtaget. Jørgen var så uheldig at stå ud for håndtaget, og det ramte ham med stor kraft i panden, hvor han fik en dyb flænge, og blodet fossede ud. Han måtte skyndsomst til læge for at blive syet, men et ar har han stadig i panden. En anden dag var han ude på værkstedet, og også der var han meget uheldig. Han sprang ned fra høvlebænken og faldt, og i faldet rev han en hammer med. Den landede ovenpå hans pegefinger, hvis yderste led blev næsten mast. Dette bærer hans pegefinger stadig men efter.
I 1952 fik min far bygget et stort udhus. Det blev muret op i røde sten af en lokal murer, Frederik Abel og en svend og en lærling. Min ældste søster, Bente havde bemærket, at lærlingen jævnligt blev sendt i byen med en sæk på nakken. Hun spurgte Frederik Abel ad, hvad lærlingen gik efter. Svaret var, at det var efter franskbrød. Det forstod hun ikke helt, for hun syntes, der var noget, som klirrede i sækken.
Nogen tid senere havde Frederik Abel rund fødselsdag. I den anledning forfattede Bente en sang til ham. Hun sørgede for en original sangskjuler til lejligheden. Da den blev åbenbaret for fødselaren viste det sig at være — et stort franskbrød. Så var den returneret!
Som nævnt havde vi altid 2 karle på gården. Det var altid spændende til skiftedag, der var 2 gange om året, h.h.v. 1. maj og 1. november. Spændingen bestod i, om vi skulle have ny karl, og om det var en, som ville være nem at omgås. De havde forskellige talenter, en kunne spille banjo, en anden fortælle historier, og en tredje var god til sløjd. En af de ting, sidstnævnte lavede, var vindmøller. Min yngste bror, Hans, ville forfærdelig gerne have en vindmølle til sig selv. Karlen sagde da til ham, at det skulle han nok lave, men han betingede sig, at Hans den næste dag ved aftensmaden skulle spise et stykke brød med ost på, vel vidende, at Hans ikke kunne fordrage ost. Men lysten til at eje en vindmølle var dog så stor, at Hans efter store kvaler fik konsumeret sin ostemad – og blev belønnet med en vindmølle!
Om vinteren brugte vi megen tid til at løbe på skøjter. Der var ingen af os, der havde støvler beregnet til formålet. Vi måtte montere skøjterne på vore gummistøvler, der var det fodtøj, vi brugte for det meste i tidsrummet september til marts/april. Vi skruede skøjterne på med en nøgle, men kunne ikke spænde dem så fast, at de ikke gled af. Derfor måtte vi som en ekstra foranstaltning surre skøjterne fast med en rem hen over svangen. Skøjterne var heller ikke hulslebne, som skøjter skal være. Derfor måtte vi ud på værkstedet og med nedstryger og fil at forsøge på at få skøjterne skærpet.
Det var også et fast rituel, at jeg om sommeren skulle være hjemme kl. 16.30 for at lukke køerne ind. Så var de inde, når far og karlene kom hjem fra marken ved 17-tiden. Det gik forholdsvis nemt at få køerne i bås. De kendte næsten alle, hvor de skulle søge hen. Men ind imellem var der en ny, en kælvekvie, der skulle sættes på plads. Det var ikke altid lige nemt for en 12-årig. En gang i høstens tid, hvor man arbejdede længe i marken, fik jeg den idè, at jeg lige så godt kunne gå i gang med at malke. Og jeg var da også færdig, inden de voksne kom hjem fra marken. Jeg tror, at far var lidt stolt, selvom han ikke umiddelbart lod give udtryk for det.
Lektier? I fag som dansk og regning var det muligt at udføre lektierne i skoletiden. Det var mere fag som religion, katekismus, salmevers, geografi og historie, der gav hjemmearbejde. Sløjd og idræt gav selvsagt ingen lektier. Oftest blev lektierne udført efter aftensmaden. Tit skete det ved, at jeg tog mine bøger og gik ned til et ældre ægtepar, Petrea og Peter, der boede til leje i et hus tilhørende gården. Jeg gik stille og roligt ind gennem køkkenet og fandt en plads ved bordet til mine bøger. Måske hilste jeg lige på dem, men der faldt ikke mange ord. Hvis Petrea henvendte sig til mig, blev hun afbrudt af Peter, der sagde: ”Kan du ikke forstå, at Poul er her for at lære lektier i fred og ro”.
Efter høst skulle der i marken sås vintersæd, køres møg og kalkslam ud, trækkes roer op og vinterpløjes. Alt arbejde foregik ved hjælp af heste, der havde en drøj tid med regn, blæst, kulde, mørke og pløre. Pløjningen foregik med 2 heste og en 1-furet 10 tommer plov. Der blev spændt fra i marken omkring kl. 17, og tit havde mørket indfundet sig allerede kl. 16. Det var et sælsomt arbejde at gå i furen bag et par heste i mørke, men der kunne tænkes mange tanker uforstyrret.
Foto: Pløjning ukendt person
Roerne blev i de første år kørt hjem med kassevogn. Der var tale om en universalvogn, der i høstens tid blev omdannet til en såkaldt langvogn med det formål at kunne stable masser af neg op til hjemkørsel i laden. Sukkeroerne blev kørt enten til saftstation i Stokkemarke eller læsset på banevogn i Bandholm med henblik på transport til Sakskøbing Sukkerfabrik. Foderroerne blev kørt i kule, hvor de senere blev tildækket med halm og et tykt lag jord for at holde frosten ude.
En dag havde karlene kørt et læs til kule og sat hestene på stald til middag. Jeg så vognen stå der for enden af kulen og fik lyst til at læsse den af. Men jeg kunne ikke tumle den store greb, så aflæsning skete med hænder. Det tog det meste af middagsstunden at tømme den, men det var umagen værd at se karlen gøre store øjne, da han kom med hestene og så, at vognen var tom.
I skolen havde vi såkaldt ”roeferie” en uge i oktober. Meningen var, at børn skulle hjælpe med til at trække roer op, som vi kaldte det. Roerne blev løsnet med en såkaldt roeplov af forkarlen med et par heste. Derefter fik hver mand, kone eller familie tildelt et stykke. Et stykke bestod af 12 rækker roer. Den, som tog roer op, gik baglæns og skrævede over række nummer 2. under sin baglæns gang blev de løsnede roer taget op i række 1,2 og 3. Roerne blev banket løse for jord og lagt i en række med toppen udad. På tilbagevejen tog men også 3 rækker roer, hvor man skrævede over række 5 og lagde de bankede roer ovenpå den række, man havde lavet på udvejen. Derefter gik man over til række 11, og tog denne og række 10 og 12 på udvejen og 7, 8 og 9 på tilbagevejen. Derefter skulle der med en spidsgreb skrabes en plads ren for blade m.v. med henblik på at samle de aftoppede roer i en bunke.
Aftopningen foregik med en roekniv, der enten kunne være ret eller krum som et sejl.
Nogle havde udviklet sig til specialister på området og havde en fantastisk fart på aftopningen, der foregik i fast rytme. Fang roen, hug toppen af og kast den hen i bunken. Arbejdet nærmest foregik nærmest som efter en melodi.
Jeg var selvfølgelig også med i roerne og tjente lidt lommepenge ved det. En dag var jeg uheldig ved aftopningen. Mit hug med den krumme kniv kom for tæt på fingrene, og det kostede et stykke af venstre pegefinger. Et kendetegn, jeg har den dag i dag. En af karlene fik smidt mig op gå en næsten fuldlæsset roevogn, og så gik det i fuld fart hjem ad markvejen med en blødende finger. Min far stod hjemme og så karlen piske på hestene. Han havde et meget blødt hjerte for sine heste, og karlen stod til en ordentlig røffel, men fik dog tilgivelse, da sagens sammenhæng gik op for far. Derefter foregik det på cykel til lægen i Bandholm. Vi havde jo ikke bil i mit hjem. –
I det hele taget må det have været en udfordring for vore forældre at undgå alt for mange ulykker med børnene! Dengang kendte man ikke begrebet curlinge-børn.
Vi havde som regel et par familier til at trække roer op. Typisk var det konen, der på denne måde tjente lidt ekstra til husholdningen, og undertiden havde hun børn med til at hjælpe sig. I visse tilfælde var børnene små og ikke til stor hjælp, men de skulle være der. Og ind imellem var børnene så små, at de lå i barnevogn. Vi havde et skur kørt ud i roemarken, hvor man kunne gå ind at spise sin mad i læ eller eventuelt give babyen ny tør ble på.
Det var dårlige vilkår for børn og med tiden blev der da også taget initiativ til at oprette de såkaldte ”roebørnehaver”, hvor man kunne sætte børnene i pleje i morgenen for senere til aften at hente dem igen. Roebørnehaverne fungerede kun i roetiden, men de blev alligevel forløbere til de egentlige børnehaver, der var et stort fremskridt i landsbyerne.
Vi havde tradition for at holde et gilde efter roesæsonen. Her blev karle og venner indbudt til en gang god mad som erkendelse af, at nu var det sure slid i marken vel overstået. Vi børn havde den tradition at lave en roelygte af en af de største foderrroer, vi kunne finde. Den monterede vi oppe på den lampe, der ellers lyste gårdspladsen op. Det så efter vore begreber festligt ud, om end det tog noget af det lys, der skulle være på gårdspladsen.
Alting har en ende. Og det har barndommen også. På min tid var skolegangen 7 år. Det betød, at man som 14-årig var at betragte som voksen, hvad vi jo på ingen måde var. Og vi var slet ikke så modne som nutidens unge, der har prøvet en masse af. F. eks. havde ingen af os været i udlandet, vi kendte kun andre lande fra biografen, vi havde jo ingen TV. Men nu begyndte voksenlivet, og man måtte tage stilling til, hvad det skulle indebære. Mange fik en læreplads, andre kom ud at tjene, som man kaldte det, når man blev ansat som karl på en gård. For mit eget vedkommende var det slet ikke drøftet, hvad jeg skulle, men det lå i kortene, at jeg skulle være landmand som min far. Og derved blev det. Jeg startede som karl på gården den 1. april 1954.
Vores religionslærer, frk. Christensen, havde en dyb forståelse for, hvor stor en ændring afslutningen på skolegangen ville være i de flestes liv. Det er min opfattelse, at hun derfor ofte lod lektier være lektier og forsøgte at klæde os børn på til voksenlivet ved at give os nogle leveregler, der kunne bruges i livsbanen. Ikke alle havde øje for det, men hendes adfærd gjorde et stort indtryk på mig. Det vil jeg i et andet kapitel redegøre for!
Foto: 7. klasse 1953
Ovenstående billede er af 7. klasse i 1953. Jeg sidder som nr. 2 fra venstre. Per som står som nr. 2 fra venstre, blev desværre dræbt som 15-årig ved en påkørsel af en bil.
Om sommeren gik drengene i gummisko. De var velegnede til fodbold.
Ikke alle har jeg rede på, hvor de befinder sig i dag. Men det vides med sikkerhed, at 6 af dem ikke længere lever, og 1 er meget syg p.t. ( 2018 ).
Medarbejder på Maribo lokalhistoriske Arkiv