En dag med minder

Erindringer forfattet og skrevet af Poul Christensen fra Bandholm.

En gang om ugen besøger jeg 2 kirkegårde for at lægge blomster på hhv. moster Eva og onkel Aksels gravsted i Østofte og mine forældres og bedsteforældres grave i Bandholm. Det sker oftest fredag eller lørdag i den periode, hvor jeg har blomster i egen have.

Forleden kørte jeg igen en tur. Denne gang over Erikstrup til Østofte. Når man kommer ad Østofte Kirkevej ser man den imponerende kirkebygning for enden af vejen, og atter imponeres man over det kolossale byggeri af kirker, der skete i 1100-tallet. Over 1000 kirker blev der bygget i DK. Hvilket projekt var det ikke dengang, hvor man fattedes alle de moderne redskaber, der findes på arbejdspladserne i dag. Og hvilken økonomisk udskrivning var det ikke for det enkelte sogn.

På Østofte kirkegård ligger der mange, som jeg her kendt tidligere i livet. Men samtidig ses den samme tendens, som finder sted overalt i det ganske land. Der oprettes ikke længere gravmæler, men i stedet nedsættes der en urne og denne ledsages med en plade, hvorpå der står Mikkel, Nuser e.lign. efterfulgt af hvil i fred.

Foto: Østofte Kirke

Fra Østofte kirkegård kørte jeg videre ad Østofte Hovvej og ser, at der på den ene side tages kartofler op med ikke én men 2 optagere, store som huse og med en kapacitet man ville have betvivlet for blot få år siden. På den anden side af vejen er man i færd med at så hvede. Marken er ikke pløjet, hvilket vore forældre ville have græmmet sig over. Men i vore dage kan det lade sig gøre, så længe der er rådighed over midlet Roundup. Til venstre mindes man, at der lå Ove Vermers gård. Ove var en højt begavet mand, der aldrig fik en boglig uddannelse, han skulle være landmand og overtage forældrenes gård. Han blev aldrig gift, havde ikke rigtig sans for at drive landbrug, solgte gården relativt tidligt og havde faktisk et trist liv, især efter forældrenes bortgang. Jeg passerer et lille husmandssted, hvor der i sin tid boede et ældre ægtepar, som moster Eva kendte og havde i sin vennekreds. I hendes tid i Bandholm mødtes de, spiste god mad og spillede kort. Manden hed Mathis.

Længere fremme ser man til venstre min mors fødehjem. Gården blev overtaget af min morbror, der solgte den til en nabo, mens han selv stadig var rask og rørig. Det pinte min mor, at hun ikke rigtig fik taget afsked med gården, der for hende rummede så mange minder. Og det gjorde den for øvrigt også for mig. Jeg mindedes vore gode familiesammenkomster der, hvor min mormor havde fået indrettet en aftægtsbolig i den ene ende af huset. Det var også der, at Preben og jeg lavede vor drengestreger og der, hvor jeg faldt ned fra et træ og brækkede højre arm. Gården står nu for fald, ja laden er stille og roligt bare faldet sammen, ser man på lang afstand. – For enden af Hovvejen, på højre side ses Haulykke gamle skole, hvor både mor, hendes søskende og vore fætre gik i skole. Mor havde således kun nogle få hundrede meter fra hjem til skole. En tryghed, som så meget andet var dengang.

Herefter drejede jeg til venstre og kørte ad Haulykke Gade mod Stokkemarke. Jeg ser slagterens ejendom til højre. Lidt længere fremme Knaks ejendom. I mine unge år var det en mønsterejendom. Der lå ikke 2 strå på tværs, vel at mærke hvis de ikke skulle ligge på tværs. Nu er der bygget nyt stuehus, og der er bygget flere kæmpestalde til svin. Et par hundrede meter længere fremme til venstre ligger Jensinius Haars ejendom, men som nu ejes af Jørn Petersen. Den tilhørte tidligere vores mors familie. Også her er der bygget nyt stuehus og kæmpestalde. Lige overfor til højre var der Haulykke købmandshandel, der måtte opgive for vel mere end 50 år siden, grundet bilismen, der gjorde det muligt at købe det meste til en billigere pris i købstaden. Og ved siden af købmandshandlen lå smedjen, minder Bente mig om.

Længere fremme ligger Kaj Larsens gård til venstre. Han var den første landmand, som jeg kendte, der ejede 2 gårde. Ja, folk snakkede dengang om, hvorfor det dog skulle være nødvendigt at eje 2 gårde. I dag er det et særsyn, at der kun ejes 1 gård pr. landmand. Lidt længere fremme lå Haulykke smedje til venstre og et par 100 meter længere frem var indkørslen til Sørup Hestehave, skoven, hvor der for en anden ende lå moster Eva og onkel Aksels gård på 65 tdr. ld. Skoven rummer mange minder, for når vi var på besøg deroppe skulle Preben og jeg altid en tur i ud i den Jeg mindedes dengang, hvor nogle store drenge fra landsbyen havde sjov med at kravle op i de store graner og fra toppen lade sig glide ned ad de nedhængende grene. Jeg mindedes også engang, hvor Peter Pottemager og jeg kørte gennem skoven med jumpe. Pludselig faldt hesten og kunne ikke rejse sig igen. Peter tog det med stoisk ro. Han sagde at jeg ikke skulle være bange. Jeg skulle blot løbe op til gården for at folk til at hjælpe med at rejse hesten igen. Og som sagt, så gjort.

Jeg mindedes også dengang, hvor jeg en vinter kørte derop alene med hest forspændt en kane, hvor jeg blev i flere dage, og hvor vi fik tiden til at gå med at spille kort. Vi havde jo ikke TV, PC eller mobil. Efter et par dage ringede far, at nu var det på tide at tage hjem. Onkel Aksel syntes, at far var lidt hård, for på den tid holdt man jo ikke ferie om vinteren, og et par dage mere kunne far vel nok have undt mig. Men far var vel også betænkelig ved, om det blev tøvejr, så jeg ikke kunne køre i kanen hjem.

Foto: På vej til Sørup med hest og kane

For enden af skoven kommer jeg så til gården. Der møder mig et jammerligt syn. Den før så velholdte gård var ved at falde sammen, gamle brugte genstande stod parkeret udenfor og den tidligere så pyntelige og velholdte have er nu èt stort vildnis, fyldt med ukrudt. Således lidt trist til mode kørte jeg tilbage forbi Haulykkegård, mødte Anders Rubæk og Erik Thiesen, der var på rundtur og fik en god snak med dem.

Derfra videre ad Haulykke Kirkevej, hvor jeg for enden kunne se det, som jeg tusindvis af gange havde set forinden, nemlig gavlen af laden til mit fødehjem. Så var man snart i Reersnæs. Fra Kirkevejen drejede jeg mod Bandholm. Straks til højre ligger vandværket og fryseboksen. Fryseboksenes æra blev den korteste i andelsbevægelsens tid. Så ligger der Erik Abels hus, der er forbundet med så mange gode minder, som man kan leve på i lang tid. Videre forbi Møllebyen og forbi min engang så smukke gamle skole, der desværre nu er delvis nedrevet. Til venstre ligger Svanevigen og de gamle bronchealderhøje, et kært syn.

Foto: Bandholm Kirke

Inde på kirkegården går turen til de 2 gravsteder. Man føler en vis tryghed ved at være i godt selskab og mindes de mange relationer. Kirkegården er meget velholdt, hvilket jeg mange gange har rost graveren for.

Foto: Efter granpyntning den 25. okt. 2019

Når man står og kigger mod nord ud over Svanevigen ses et skønt syn. Mange hundrede svaner har allerede nu forsamlet sig i vigen for at overvintre der, som svaner har gjort i århundreder. En klog mand har fortalt, at det skyldes, at fjerdragten på denne årstid er af en forfatning, der ikke tillader længere flyveture, og så får tingene pludselig mening. Fra mine forældres gravsted, der er prydet med oplysning om, at her hviler Rasmus Kristensen og hustru fra ”Holstenergården” og videre til mine bedsteforældres, hvor der på gravstenen står Sognefoged N. P. Kristensen, hustru Rasmine og navne på 2 sønner, hvoraf jeg er opkaldt efter den ene, der fik en tragisk skæbne. Ved indgangen til gravstedet skal der først løsnes en kobberkæde, som man har gjort det tusinder af gange. Flere steder på selvsamme kirkegård har der fornylig været tyve inde for at brække disse kæder af med henblik på at gøre dem i penge. Hvor afstumpet kan man være!!

Efter en tur rundt på kirkegården for at se til gammelkendte navne og mindes dem, slår det atter èn, at der her findes samme tendens som på andre kirkegårde, nemlig at gravsteder udgår og i stedet erstattes af urneplader med et enkelt budskab om, at her ligger den eller den. Også på kirkegårdene er der altså tale om en ligegyldighed med fortid og historie. Det skal være så nemt alt sammen, at holde et gravsted og sætte blomster der, kræver jo tid og penge. Og dette har man jo ikke for megen af. Eller har man? Aldrig før har den danske borger haft så mange penge mellem hænderne og så megen fritid som nu, men tiden skal jo gå med ligegyldige ting som mobil, sociale medier og Vild med dans i TV. Som Kim Larsen engang sagde: ”Der er noget galt i et land, når det man går op i, er X-factor og Vild med dans – mens højskolerne står tomme”. For den sags skyld kunne han have indføjet kirkerne sammen med højskolerne.

Som Erik Abel yndede at sige: ”Uden fortid ingen fremtid”. Morale: Kend din plads i historien! Nå, måske falder man for samme fejl som andre gamle mennesker, man må prøve at se fordelene som den nye tid byder. Og ja, jeg nyder at have centralvarme i villaen og 2 biler, men der bliver stadig tid til at dyrke blomster til at sætte på kirkegårdene og mindes fortiden og sit led i historien. Som en klog mand engang sagde: ”Vil du sætte dit spor i historien, da sørg for at få børn, plant nogle træer, byg et hus og skriv en bog”. Dette gode råd forsøger jeg at efterleve.

Foto: Bandholm Hotel

Fra den store flotte nyere landsbykirke, som Bandholm kirke er, skal jeg altid en tur forbi havnen, hvorfra man kan se til Oreby Slot, Askø og Lindholm. Sidstnævnte sted, hvor Ellehammer efter sigende gennemførte den første flyvning i Europa. Bandholm er stadig en levende landsby, ikke mindst takket være havnen, de mange siloer og pakhuse samt Bandholm Hotel, der er en pryd for øjet – og ganen. Glemmes må ikke Knuthenborg Gods, som heller ikke lader tingene gå i forfald.

Foto: Bandholm havn, med Qvades store siloer i baggrunden

Fra Bandholm går turen langs med granitmuren, der er 7,2 km lang. Et vældigt arbejde at gennemføre på den tid, hvor den blev rejst i 1860’erne. Min far nævnte, at det kostede lige så meget at bygge muren, som den sum ville udgøre, om man lagde 10-kronesedler ved siden af hinanden på den samme strækning. Gad vide, hvor store de skulle være i dag? Måske Euro.

Fra Skibevejen videre ad Skolevejen og Maglemer, her drejer jeg til højre op forbi ”Toftegård”, hvor jeg var karl i 1958 – 59. Jeg kaster et blik op mod garagen, hvor jeg havde min Ferguson stående og videre et blik til venstre, hvor mit karlekammer var. Jeg mindes kolde vinterdage der, uden hverken kakkelovn eller centralvarme og med tilfrosne ruder. Vi karle kunne dog hente varmt vand ovre i kostalden at vaske os i. Men vi overlevede og syntes, at vi havde det godt.

Vejen går videre langs Nørresø og Lysemose Skov. I skoven ligger et af Danmarks største voldsteder, hvor det imponerende Grimstrup Slot var opført. Slottet var i 1358 ejet af Benedicht Ahlefeld en god bekendt til de tyske grever, der dengang havde store dele af landet i pant af kong Valdemar. Efter en årelang belejring blev slottet i 1388 indtaget af den danske hær i dronning Margrete den førstes tid. I 1411 blev slottet testamenteret til Birgittinerordenen. Slottet blev efterfølgende nedrevet, og stenene blev anvendt til opførelse af Maribo Kloster. De nedbrudte rester blev sejlet på pramme via Nørresø til Søndersø, hvilket kunne lade sig gøre, da vandstanden i søerne dengang var ca. 2 meter højere end i dag!

Foto: Reliefkort af voldanlægget fra Grimstrup Slot i Lysemose Skoven. Slotsanlægget havde 3 voldsteder med bygninger på hver. På kortet ses også 3 angrebsborge mod syd, øst og vest. Anlægget var udstyret med eget teglværk og tilhørende indhegninger til dyr og marker

Igen et tilbageblik på historien, en viden som betyder noget for èn, når man passerer en lokalitet. Fra Lysemose er der ikke så langt hjem til Skovnæsvej 16, hvor en velfortjent frokost venter. Og sådan gik den formiddag!