Besættelsen 1940 – 1945 Bandholm

Besættelsen 1940 – 1945

Erindringer forfattet og skrevet af Poul Christensen fra Bandholm.

Foto: Mindestenen ved Bandholm Skole, afsløret den 5. maj 1955. Stenen er hentet ude på Sandlodden. Inskriptionen på stenen er forfattet af førstelærer A. H. Bendsen og lyder:

”Til minde om hin dag i vår, hvor Danmark efter mørke år igen fik frie, lyse kår”.

Danmark blev besat af Nazi-Tyskland den 9. april 1940, godt 2 måneder før jeg blev født. Normalt er det ikke meget, man husker fra sine første 5 leveår, har jeg fået fortalt. Men måske det skyldes de voldsomme indtryk, at jeg i dag kan huske mange træk fra ”de 5 onde år”.

Min far fortalte, at han havde diskuteret med vor lokale slagter, hvordan det dog skulle gå med denne krig. Slagter Geertsen sagde meget rammende: ”Bare rolig, i enhver krig er det den rige mand, der vinder”. Den tids rige mand var England.

Et karaktertræk, som fyldte meget i årene under og efter besættelsen, var det nationale sindelag. Vi børn lærte hurtigt at skelne mellem, om man var dansksindet eller havde sympatier for tyskerne. Da mit hjem så absolut tilhørte den førstnævnte kategori, var vi meget opmærksomme på, hvem der havde samarbejdet med tyskerne. Det prægede vores bedømmelse af folks karaktertræk i mange år efter Krigens ophør, om de havde haft forbindelse til besættelsesmagten eller ej.

Noget af det første jeg husker, var tyskernes march ude på vejen med støvletramp og krigssange. Vi blev advaret mod at drille soldaterne, da det kunne få konsekvenser for hele familien. Tyske soldater trænede ofte i kamp, det vil sige, at de holdt øvelser, hvor de f.eks. sprang over stakittet og løb rundt i vores have og gemte sig.

Børnene fik indprentet, at hvis man fandt en blyant i naturen måtte vi ikke tage den op. Det kunne være en såkaldt sprængblyant, der kunne gøre stor skade på finderen.

Vi børn lærte også hurtigt, at der blev ydet modstand mod tyskerne af de såkaldte frihedskæmpere. Om aftenen hørte vi de forbudte udsendelser fra BBC, der blev indledt med strofer fra Skæbnesymfonien, og de velkendte ord lød: ”Her er London, vi sender på xxx-båndet”. Udsendelserne gav en oversigt over Krigens gang på de forskellige fronter, og de sluttede med: ”Vi bringer en hilsen til” ( Oskar, Flemming, Torkild eller hvad de nu hed ). Navnene var kodeord til operationer der skulle finde sted, og det var typisk nedkastning af våben eller agenter til hjælp til organisering af frihedskampen.

Således blev min far en dag trukket til side af en af egnens folk, som han havde en anelse om var frihedskæmper. Vedkommende sagde: ”Du har en halmstak stående nede ved engen. Du gør klogt i ikke at brænde den af”. Og så vidste far, at der sandsynligvis var skjult våben og ammunition i halmen. I flere år efter Krigen stod halmstakken der stadig, og når vi skulle på engen, skulle vi altid hen at se det sted i halmstakken, hvor våbnene havde været skjult.

En skulle vi hen at besøge Onkel Hans Christian og tante Johanne i Assenbølle. Vi var med vognmand, og det var mørkt, og vi havde ikke megen lys på bilen. Et sted blev vi stoppet af nogle frihedskæmpere, der fortalte os, at det ikke ville være sundt at køre videre, vi måtte finde en alternativ rute. Der skulle formentlig finde en operation sted længere fremme.

Ved siden af gården, på den anden side af branddammen, eller ”Byparken” som den hed i daglig tale, boede maler Hansen og hans kone i et lille stråtækt hus. Det der især var bemærkelsesværdigt ved familien var, at der var 13 børn, selv den gang et meget stort antal. Med så mange børn, var der ikke ret mange af os, der ikke havde en jævnaldrende i flokken. Den som var jævnaldrende med mig, var Verner. Han var født 18. november 1939, men vi gik i samme klasse. Hans bror, Ib, kaldet Ibber, var et år yngre. En dag jeg var ovre at lege hos dem, havde fru Hansen besøg af vognmand Henriksen fra Bandholm. Ikke at der noget odiøst i det, men vi opfangede ordene: ” Nå, skal vi se at få fat i dem?” I vores børnefantasi forestillede vi os, man ville fange os, på samme måde som der blev fanget jøder og frihedskæmpere, så vi løb over alle bjerge. Og siden dag var jeg altid bange for vognmand Henriksen. Hver gang vi skulle ud at køre med vognmand, spurgte jeg altid min mor, om det var med Henriksen eller med gartner Mortensen. Hvis det var med førstnævnte, var jeg tydeligt bange, og der gik mange år, inden fornuften sagde mig, at der ikke var noget at være bange for. Mærkeligt nok betroede jeg mig ikke til nogen voksen om dette.

Under besættelsen var det kun lastbiler, busser, taxa og anden nødvendig trafik, der kunne foregå. F. eks. kunne læger, ambulancer og redningskøretøjer få kørselstilladelse. Men ellers skete al anden færdsel med cykel, tog eller hestevogn. Under besættelsen var der flere meget strenge vintre, og her kom kaner og slæder frem.

Opfindsomheden kendte ingen grænser. Slagter Geertsen kunne ikke køre ”kødtur” i sin bil, men det skulle tyskerne alligevel ikke bestemme, sagde han. Han fik installeret vognstænger og træk på bilen, så han kunne spænde en hest for den. I fronten fik han skåret et hul, så linerne kunne trækkes ind på førersædet, og så kunne Geertsen komme ud til sine kunder. Det var koldt i den uopvarmede bil om vinteren, men det ville have været mere koldt at sidde på et kuskesæde i den fri luft.

Om sommeren sad vi oftest og spiste vores middagsmad i haven. En varm sommerdag hørte vi høj motorlarm, og kort tid efter blev huset overfløjet af en jager, vistnok tysk. Vi opfattede det, som om maskinen fløj lige hen over skorstenen. I hvert fald var den så langt nede, at vi kunne se piloten, og jeg opfattede, at han havde fået sin kappe i klemme i cockpittets dør, for den hang og blafrede ud af maskinen.

En måde at vise sin sympati overfor England var at gå med en Royal Air Force hue, som ens mor havde hæklet. Den var sirligt udført i farverne rød, hvid og blå. I byområder kunne det blive påtalt, at man bar disse huer som en salgs antipati mod besættelsesmagten.

I de seneste år af Krigen blev landsdelen ofte overfløjet af sværme af engelske bombere, der skulle ned at bombe Kiel eller andre Nordtyske byer. For at forvirre radaren kastede flyene store mængder af strimlet stanniol ud, og disse strimler gik vi og samlede op.

Som Krigen skærpedes, blev både modstandskampen og tyskernes reaktion hårdere og hårdere. Der forekom mange sabotager af tyskvenlige industrier, og tyskerne reagerede ved af udføre Schallburgtager af danske virksomheder, et slet skjult forsøg på at bringe modstandsbevægelsen i miskredit. Desuden var der de modbydelige aktioner af HIPO-er, der hentede folk midt om natten og tog dem med ud på et øde sted for at likvidere dem. Ingen kunne vide sig sikker. Heller ikke Kaj Munk.

En mørk nat i slutningen af Krigen skete det også, at der blev banket hårdt og vedvarende på vores entredør. Far måtte op for at åbne døren, efter at have kastet et sigende blik på vor rædselsslagne mor. På vejen ud ransagede han sin hjerne for, om der var noget, man kunne hænge ham op på. Ja, der var jo det med halmstakken på engen, eller måske noget han havde sagt. I de tider skulle man vare sin mund. Han fortalte senere, at det var den tungeste gang, han havde gået i hele sit liv. Måske stod der nogle HIPO-er på den anden side af døren med skudklare maskinpistoler. Han åbnede døren forsigtigt, men op blev døren smækket og ind fòr en ung mand i flyverdragt. Han var rædselsslagen, smækkede døren i, spurgte mine forældre om de var NAZI, sikrede sig at gardinerne var rullet for og smed sig ned under sofaen, så bange var han. Mor kunne nogle få ord engelsk, og efter nogen tid opfattede hun situationen: Han var en del af en bombebesætning, der havde været nede at bombe Kiel. På vejen hjemover var de blevet angrebet af tyske jagere, der fik ram på dem ude over Østersøen. Maskinen kunne fortsætte ind over land, hvor de som var i live sprang ud i faldskærm. Denne unge mand, ca. 18 år gammel, landede i ”møllebyen” i Reersnæs, på Møllegårdens jord. Han havde forsøgt at komme ind flere steder, men først hos os gav det resultat. Heldigvis for ham, for den første han havde søgt ind hos, var en tyskvenlig familie, og i givet fald de havde været hjemme, var hans skæbne beseglet. Det var de til hans held ikke.

Mor smurte et stort fad smørrebrød til ham, hvilket han spiste med stor appetit. Min søster, Bente, fortalte, at hun lå på etværelse ved siden af dagligstuen. Hun hørte larmen, men som 7-årig forstod hun ikke helt situationen. Mor fortalte hende senere, at da hun skulle sørge for mad til den engelske flyver, måtte hun i kælderen for at hente brød og pålæg. Brødet måtte hun skære på en gammeldags brødmaskine. Men samtidig skulle hun sørge for at larme mindst muligt, idet vores tjenestepige sov på værelset lige over kælderen.

På dette tidspunkt var der udover mor og far 3 børn samt en tjenestepige og 2 karle på gården. Derfor turde mine forældre ikke have ham boende, men henviste ham til at søge til Blans, hvor han måske kunne blive sejlet til Sverige af nogle derboende fiskere. Så efter nogle timerforlod i ly af mørket igen gården med retning vestover. Forinden han gik fra gården, havde han givet mine forældre nogle souvenirs, i form af engelske penge, engelske cigaretter samt et kompas. Disse lå i min fars skrivebordskuffe i mange år efter Krigen.

Mor bebrejdede sig selv efterfølgende, at hun ikke havde ringet til vor lokale læge, dr. Schiermacher, der trods sit tyske navn var opfattet som modstandsmand. Hun kunne blot have meldt et af sine børn alvorligt syg. Men tanken opstod for sent.

Den engelske flyver fik lykkeligvis kontakt til nogle fiskere i Blans og kom til Sverige. Mine forældre modtog senere brev fra ham efter Krigen, hvor han gjorde tjeneste i den britiske besættelseszone. Han takkede meget, fordi mine forældre turde lukke ham ind den skæbnesvangre nat.

Nogle år senere, i 70’erne, besøgte han igen Lolland og så det sted, hvor han landede med sin faldskærm. Han talte med os, og der var stor gensynsglæde og megen hjertevarme mellem ham og mine forældre. Desværre fik jeg ikke ham til at beskrive dagen før, under og efter besøget hos os. Det kunne have været en stor souvenir.

I krigens sidste tid kom der horder af tyske flygtninge til Danmark. De flygtede fra Krigens rædsler, og var ludfattige og underernærede. Tyskerne internerede typisk skoler til indkvartering af disse stakler, hvorfor skolebørnene, herunder min søster Bente, var henvist til at modtage undervisning i Kirken og på byens hoteller. Der gik mange rygter om, hvor kummerlige kår, flygtningene havde. Rygterne ville blandt andet vide, at man amputerede arme og ben, uden bedøvelse, når det var nødvendigt. Mange af dem døde under opholdet og blev begravet på en afsides plet af kirkegården, hvor de såkaldte ”tyskergrave” blev placeret. En sommerdag kom der en tysker ud i haven til min far og mor, som gik og arbejdede der. Ingen af mine forældre kunne et ord tysk (udover ”Nazi” ), og de havde selvsagt en meget stor aversion mod alt tysk. Den pågældende tysker gjorde en tilllidsvækkende figur. Han gik rundt i haven og pegede på frugt og grønsager og sagde ” Vitaminen”. Mine forældre opfattede, at han havde hjertet på rette sted, og at han formentlig var læge for flygtningene. Trods deres afsky for alt hvad der var tysk, gav de manden masser af frugt, og mor kom desuden med nylagte æg fra hønsehuset til ham. Mor havde lige lavet 2 skåle med rødgrød, der stod til afsvaling i køkkenet. Den tyske læge blev tilbudt en portion og en mere. Hans øjne lyste af stor taknemlighed, da han gik derfra, og de opfattede nogle gloser: ”Vielen Dank”. Men det var ikke en episode, man talte med andre om. Den kunne sagtens blive mistolket i de dage.

I krig er nogen fjender og andre helte. For os danskere var alt, hvad der var engelsk noget heroisk, det var vennerne, som bød tyskerne trods. Heltene var Royal Air Force, general Montgomery, “Monty” kaldet, og Winston Churchill. Tyskerne mødte stille provokation, hvor det kunne lade sig gøre. Mødrene hæklede runde kalotter til deres sønner i RAFs farver, og det blev hurtigt et hit at gå med dem.

En dag husker jeg, at vi sammen med familierne fra Haulykke og Sørup var nede at se mærkerne efter et opgør mellem frihedskæmpere og tyske vagtposter ved Ryde station i Ryde Skov. Baggrunden var, at nogle jyske frihedskæmpere efter aftale havde haft held til at få omdirigeret nogle togvogne fra bestemmelsesstedet Ry i Jylland til Ryde på Lolland. De havde ganske enkelt tilføjet ”de” på forsendelsespapirerne, så de gik til et forkert bestemmelsessted. Om bord på toget var der antiluftskyts. Dem ville man gerne have fat i.

Lokale frihedskæmpere i 3 biler fik herefter til opgave at erobre toget og sabotere det. En af mine bridgevenner, nu afdøde Helmer Hansen, har fortalt mig, at han deltog i aktionen.
Frihedskæmperne gik ind på stationen og foretog et hold-up af personalet. Men Helmer fortalte, at dels var frihedskæmperne rystende nervøse, og dels var de ikke særlig fortrolige med skydevåben. De havde imidlertid overset 2 tyske soldater, der opholdt sig under de presenninger, der dækkede kanonerne. De begyndte at skyde på modstandsfolkene med både håndvåben og kanon. Frihedskæmperne flygtede over alle bjerge, men en af dem, Ole Olsen, blev dræbt under aktionen. De øvrige måtte gå under jorden resten af Krigen. Helmer blev således indkvarteret hos købmand Dalskov i Reersnæs. Ved vort besøg dernede kunne vi se friske skudhuller i træerne fra maskinkanonen.

I de følgende dage fangede tyskerne modstandsfolkene, og over 20 mand fra Bandholm blev arresteret. Ole Olsen døde således den 9. april 1945, men allerede den 13. maj blev der rejst en mindesten på stedet, hvor han blev dræbt af tyske kugler

I de sidste dage inden Befrielsen den 4. maj fik frihedskæmperne mange nye medlemmer. I dagene efter Befrielsen var frihedskæmperne markeret ved at gå med et rødt/blåt/hvidt armbind uden på frakken. I mit barnesind kunne jeg ikke forstå, hvorfor flere personer, som jeg ellers havde hørt omtalt som tyskvenlige nu pludselig gik med armbind og optrådte som frihedskæmperne. De havde tydeligvis i de sidste dage opdaget, hvilken vej vinden blæste. Ingen tvivl om, at mange ikke skulle have været optaget som frihedskæmpere i Krigens sidste dage.

Den 4. maj, om aftenen, kom Frihedsbudskabet: ”Montgomery meddeler, at tyske tropper i Nordtyskland, Holland — og i Danmark har overgivet sig”. Herefter var landet i en glædesrus. Mørklægningsgardinerne blev revet ned, og der blev sat tændte lys i vinduerne. Det blev efterfølgende en tradition, at man hvert år den 4. maj om aftenen anbragte tændte lys i vinduerne. Traditionen vedligeholdes stadig her mere end 75 år efter Befrielsen, men antallet af lys ebber ud, og mange aner ikke i dag, hvad der ligger bag.

Den 5. maj fortsatte glædesrusen. Under hele besættelsen måtte der ikke flages med Dannebrog, men nu skulle det op overalt, hvor der var en flagstang. Jeg husker, at vi måtte lægge flagstangen ned for at udskifte flagsnoren, der var mørnet gennem de 5 år. Min far fortalte, at det var den skønneste dag i hans liv.

Befrielsen blev fejret ved en række fester, og ved disse sang man Frihedssangen af Svend Møller Kristensen, hvor første vers lød:

En vinter lang og mørk og hård

på fem forbandede år

har knuget landet i sin favn

med kulde og sult og savn.

Og der gik slid på skoven, skår på skår,

og der gik råddenskab i danske træ’r.

Gå til modstand, alle danske, alle mand som èn

Og gør Danmark frit”.

– Sangen blev indspillet af den kendte fortolker af danske sange, Axel Schiøtz.

Efter Befrielsen kom også opgøret med dem, som havde gået tyskernes ærinde. Hadet var stort, og mange blev arresteret på rygtebasis. Ingen tvivl om, at der dengang blev begået mange justitsmord. I de efterfølgende år var der i befolkningen mange, som måtte leve med det blakkede ry, at de havde gået fjendens ærinde under Krigen. Der var en mærkbar opdeling mellem de gode og mindre gode samfundsborgere. Man snakkede ofte om, at den eller den havde vist sig tyskvenlig. Værst var det for de uskyldige, børnene. En del af dem var resultatet af et forhold mellem en dansk pige og en tysk soldat, de var brændemærkede.

Med Krigens afslutning måtte England konstatere, at landet havde betalt dyrt for at besejre Tyskerne. ”Den rige mand” vandt igen, men reelt var Englands dage som stormagt på den internationale scene talte, og i stedet blev USA det dominerede land på globalt plan.

I tiden efter 2. Verdenskrig blev England som befrieren glemt, men landet bør stadig huskes for sin indsats.

I 1955 blev der i 10-året for Befrielsen landet over mange steder rejst mindesmærker om denne tid. Således husker jeg tydeligt den aften, den 5. maj 1955, hvor beboere fra Reersnæs og Bandholm samledes ved Bandholm Skole. Her var der rejst en meget stor sten til markering af den glædelige begivenhed 10 år tidligere. Stenen var fundet på Sandlodden ved Reersnæs Nakke.

Stenen bærer en indskrift, der var forfattet af daværende førstelærer ved Bandholm Skole, A. H. Bendsen. Indskriften lyder således:

”Til minde om hin dag i vår,

hvor Danmark efter mørke år

på ny fik frie, lyse kår”.

Teksten er rammende, kortfattet og præcis. Typisk lærer Bendsen-stil.

I mine barne- og ungdomsår var jeg præget af besættelsestidens indtryk. Jeg havde en iboende aversion mod alt tysk og mod alle tyskere langt op i 20’erne. Kun langsomt har jeg forsonet mig med tanken om, at livet skal leves videre, og krigens rædsler må gå i glemmebogen.

I tiden efter krigen måtte man finde en ny vej frem for Europa. Churchill så igen rigtigt. Han sagde: ”Aldrig mere krig i Europa”. Midlet hertil skulle være en union, der i den grad bandt landene sammen, at krig mellem dem blev utænkelig. Det har været en langvarig proces, hvor nu 27 europæiske lande er involveret i EU. Det er på en gang både tragisk og ufatteligt, at Churchills England nu bryder med unionen. Dan gamle statsmand må vende sig i sin grav!