Pottemagerhuset i Reersnæs

Peter var søn af pottemager Petersen i Maribo, og gik derfor altid under navnet Peter Pottemager.

Derfor fik huset i folkemunde navnet Pottemagerhuset Rygtet ville vide, at Peter havde blåt blod i årene. Man fortalte, at hans mor havde været ansat som stuepige på et gods, og der havde haft en affære med enten ejeren eller en søn, og denne affære skulle Peter være et produkt af. Hvorom alting er, så hvilede der faktisk et aristokratisk skær over ham, ikke mindst når han efter en barbering fremtrådte renvasket og med snoet overskæg.

Peter var i alle de år jeg husker, pensionist. Han havde været ansat ”på havnen”, som man kaldte det. Det vil sige, at der af havnevæsenet i Bandholm var ansat en flok på ca. 140 arbejdere, der trådte i funktion, når skibe skulle lastes eller losses. Jeg hørte f.eks. om kulpramme, sukkerbåde og kornskibe. Når der ikke var arbejde, gik man til kontrol, som det hed, for at kunne opnå støtte til livets oprethold. Transporten fra Reersnæs til Bandholm foregik på cykel. Den var også speciel, idet der ikke var friløb på kæden. Når man skulle op på cyklen foregik det ved, at man i løb med sin venstre fod trådte op på et dertil indrettet trin ved baghjulet, hvorefter man svang det højre hen over sadlen ned til pedalen, så var turen indledt!

Disse arbejdere var organiseret i sjak, og hvert sjak havde en sjakbajds. Peter var en af disse. Sådanne sjak bestod ikke alle af guds bedste børn, og der kunne hurtigt opstå gnidninger, og så måtte sjakbajsen i funktion. Op Peter havde alle dage

været en person, hos hvem øretæverne sad løst.

Peter fortalte, at om mandagen startede dagen med, at man skulle vise kræfter. Opgaven bestod i at lægge en tønde korn på ryggen. Det vil sige, at han skulle kunne tage en sæk med 100 kg korn nedefra jorden og lægge den op på ryggen, klar til at gå videre med den. Og hvis man var en rigtig solid karl, så stod man oppe i det, der kaldes en halvtønde, medens man udførte kraftprøven.

I Pottemagerhuset boede der også en familie, hvor manden hed Mikkel. Han arbejdede også på havnen. Og en dag var det Mikkel, der havde forsyndet sig, så Peter måtte have ham med om bag en jernbanevogn, hvor der blev uddelt øretæver. Tilfældigvis var begge familier samme dags aften inviteret i byen til pølsegilde hos genboen på den anden side af Birketvej. Da kun Mikkels kone kom, ville de vide, hvorfor hun ikke havde manden med. Det ved Peter jo godt, sagde hun, og fortalte om dagens batalje.

”Nu skal jeg f… nok gå over at hente Mikkel, sagde Peter. Han gik over gaden for at hente ham. Men på den tid gik man i træsko med jernbeslag, så ens gang var ikke lydløs, og næsten ingen havde samme gang. Mikkel havde hørt Peter og stillede sig med en manglestok i hånden parat til at slå, så snart Peter trådte indenfor i soveværelset. Men Peter opfattede hurtigt situationen og slog til Mikkels hånd, så stokken fløj ud af hånden på ham. Til alt uheld ramte den natpotten, som var af porcelæn. Den knustes, og indholdet flød ud.

”Nu skal jeg sige dig noget, Mikkel”, sagde Peter, ”vi kan have kontroverser på arbejdspladsen, men når de er løst, er der ikke mere, og til Fyraften er vi venner igen. Nu går du med over til Pølsegilde, og så snakker vi ikke mere om det”. Og Mikkel gik da også med til pølsegilde.

Peter lagde aldrig skjul på, at han havde været dragon, i Randers. Fælles for dragoner og gardehusarer er, at alle har et bynavn. Og Peters bynavn var ”Maribo”. Han lagde heller ikke skjul på, at han mildt sagt havde været en god soldat.

Når en befalingsmand spurgte: Tør nogen ride denne nye hest til, var svaret: ”Her”, og det kom fra – ja, netop – ”Maribo”. Og når en korporal udfordrende spurgte, om nogen turde kæmpe en bajonetkamp med ham, så svarede Maribo: Her! Og Peter lagde heller ikke skjul på, hvor mange tæsk korporalen fik.

Selvom Peter var pensionist kunne han da godt lave noget. Så hvert år, når gården skulle kalkes, var dette Peters job. Taksten var 2 ænder til Mortensaften og 2 til Jul, som han selv måtte vælge. Og vær sikker på, at Peter fandt de 2 bedste i flokken.

Fra ganske lille var Peter og Petreas hjem et fristed for mig. Jeg har fået fortalt, at som ganske lille, når noget legetøj gik i stykker, sagde jeg: ”Peter lave det”, og så gik jeg ned til ham. Ofte var det hovedet, der var røget af en hest af træ. Den fik en klat lim og et søm gennem panden, så kunne jeg lege videre.

Peter var god til at fortælle historier. I deres store dragkiste var der en skat af bøger med malende historier om indianere, cowboys, vikinger, riddere m.v. Dem havde Peter læst og kunne huske. Utallige er de gange, hvor jeg kom ned hos dem, og hvor jeg fik Peter til at fortælle historier. Det foregik altid på denne måde: Peter tog en stol og satte sig for enden af chaiselongen ved vinduet, og jeg satte mig op på den store arm af chaiselongen. Med benene hvilende på Peters knæ lyttede jeg nærmest med tilbageholdt åndedræt på de drabelige historier. Da de var blevet fortalt mange gange, kunne jeg efterhånden huske dem, og var i stand til at rette Peter, når han i sin beretning ikke fortalte helt som forrige gang! Denne følelse af tillidsfuldhed og samhørighed, der var under denne seance vil jeg aldrig kunne glemme.

Senere da jeg havde lært at læse, fik jeg lov til at låne bøgerne at læse i, men kun i deres hjem.

Mor fortalte, at hun i de unge år, inden vi 4 børn begyndte at kræve en større indsats, også holdt meget af at smutte en tur ned til Peter og Petrea, når dagens dont var overstået, og opvasken sat på plads. Hun kunne godt lide hyggen og den rare tone i hjemmet, sagde hun. Det var en lise for sjælen at sidde dernede og få en god snak i petroleumslampens skær.

Her skal gives en beskrivelse af hjemmet: Man gik ind af en lille 2-delt port hen ad en flisebelagt gang. Til højre for gangen var en åben rendesten med forbindelse til en brønd lige udenfor porten. Denne åbne rendesten blev flittigt benyttet til at træde af på naturens vegne, hvilket også kunne spores på lugten, men den slags bagateller betyder ikke noget for et barn. Bag den første dør til højre gemte sig et mindre oplagsrum, hvor der også stod en stige med forbindelse til loftet.

På venstre side var der et mindre hønsehus og oplagsrum og længere fremme til venstre stod vandposten, hvorfra man hentede vand. Helt til venstre lå det das, der blev benyttet af begge familier. Og helt fremme lå vaskehuset, hvor man kunne udføre storvask, begge familier. Tørretumbler var ikke opfundet, så der blev i stedet anvendt tørresnor i haven. Efter en frostnat kunne man more sig med, at f.eks. en skjorte kunne blive stående op, efter at den blev hentet ind i huset

Det er vigtigt at erindre sig, at der i huset hverken var el eller vand installeret. I min tid husker jeg, at der kom el til, men ikke indlagt vand. Det måtte fortsat hentes ved vandposten. Prøv at forestille sig ikke at have indlagt vand og ingen el. Der var således ikke elektrisk lys, ingen radio, ingen TV og ingen elektrisk komfur. Elpisker, elshaver eller kaffemaskine.

Selve indgangen til lejligheden førte først til køkkenet. Det var en halvdør, hvor øverste del ofte stod åben om sommeren. På væggen før døren hang der et flueskab, hvor man kunne opbevare madvarer, uden at de blev angrebet af fluer.

Når man kom ind i køkkenet, der næppe var mere end ca. 10 m2, havde man til venstre en vask af jern, et lille køkkenbord og en tallerkenrække. Foran èn var der til venstre et komfur af jern og ligefremme et lille spisekammer. Til højre var der en dør, som førte ind i dagligstuen, man skulle lige et trin op. Inde i stuen var der ved fjerneste væg en kommode, og ovenover kommoden hang stueuret.

Ved siden af dette, til venstre, hang der et specielt ur. Dette havde, i stedet for et pendul, en lille gynge, hvorpå der sad en figur, en sød ung pige og gyngede med døgnet rundt. Ved siden af kommoden, igen til venstre, var der en dør, som førte ind til den fine stue, også kaldet den røde stue, fordi møblerne her var beklædt med rødt plys
bemærkningen: ”Og hvem skal så have barberkysset”? Det blev altid tildelt Petrea.

Hen mod aften kom avisen, ”Socialen”. Man bekendte sig til sin samfundsgruppe. Når den kom, satte Peter og Petrea sig hen til det voksdugsbeklædte bord, hvorefter Peter læste op, og lille jeg kunne lytte med.

Da jeg blev så gammel, at jeg kom i skole, var min gang fortsat i hjemmet. Men ved halvfemtiden sagde Petrea: ” Nu må du ikke holde på ham længere, Peter, drengen skal hjem og jage køer ind”. Så var de klar til at blive malket, når karlene kom fra marken kl. 17.

Når der om aftenen skulle laves lektier, samlede jeg ikke sjældent mine bøger og sagde, at jeg gik ned til Peter og Petrea. Jeg gik ind af døren, typisk sad Petrea med et håndarbejde, og Peter læste, medens han bakkede på sin langpibe. Jeg gik stille og roligt ind, tog en stol og satte mig ved bordet og petroleumslampen. Under hele seancen var der ingen, der sagde noget, vi hilste ikke, de vidste jeg søgte fred og ro, og hvis Peter begyndte at oplade sin røst, blev han med det samme stoppet af Petrea, som sagde: ”Peter, drengen skal have ro til sine lektier”. Og sådan blev det.

der trådte i funktion, når skibe skulle lastes eller losses. Jeg hørte f.eks. om kulpramme, sukkerbåde og kornskibe. Når der ikke var arbejde, gik man til kontrol, som det hed, for at kunne opnå støtte til livets oprethold. Transporten fra Reersnæs til Bandholm foregik på cykel. Den var også speciel, idet der ikke var friløb på kæden. Når man skulle op på cyklen foregik det ved, at man i løb med sin venstre fod trådte op på et dertil indrettet trin ved baghjulet, hvorefter man svang det højre hen over sadlen ned til pedalen, så var turen indledt!

Disse arbejdere var organiseret i sjak, og hvert sjak havde en sjakbajds. Peter var en af disse. Sådanne sjak bestod ikke alle af guds bedste børn, bajonetkamp med ham, så svarede Maribo: Her! Og Peter lagde heller ikke skjul på, hvor mange tæsk korporalen fik.

Selvom Peter var pensionist kunne han da godt lave noget. Så hvert år, når gården skulle kalkes, var dette Peters job. Taksten var 2 ænder til Mortensaften og 2 til Jul, som han selv måtte vælge. Og vær sikker på, at Peter fandt de 2 bedste i flokken.

Fra ganske lille var Peter og Petreas hjem et fristed for mig. Jeg har fået fortalt, at som ganske lille, når noget legetøj gik i stykker, sagde jeg: ”Peter lave det”, og så gik jeg ned til ham. Ofte var det hovedet, der var røget af en hest af træ. Den fik en klat lim og et søm gennem panden, så kunne jeg lege videre.

Peter var god til at fortælle historier. I deres store dragkiste var der en skat af bøger med malende historier om indianere, cowboys, vikinger, riddere m.v. Dem havde Peter læst og kunne huske. Utallige er de gange, hvor jeg kom ned hos dem, og hvor jeg fik Peter til at fortælle historier. Det foregik altid på denne måde: Peter tog en stol og satte sig for enden af chaiselongen ved vinduet, og jeg satte mig op på den store arm af chaiselongen. Med benene hvilende på Peters knæ lyttede jeg nærmest med tilbageholdt åndedræt på de drabelige historier. Da de var blevet fortalt mange gange, kunne jeg efterhånden huske dem, og var i stand til at rette Peter, når han i sin beretning ikke fortalte helt som forrige gang! Denne følelse af tillidsfuldhed og samhørighed, der var under denne seance vil jeg aldrig kunne glemme.

Senere da jeg havde lært at læse, fik jeg lov til at låne bøgerne at læse i, men kun i deres hjem.

Mor fortalte, at hun i de unge år, inden vi 4 børn begyndte at kræve en større indsats, også holdt meget af at smutte en tur ned til Peter og Petrea, når dagens dont var overstået, og opvasken sat på plads. Hun kunne godt lide hyggen og den rare tone i hjemmet, sagde hun. Det var en lise for sjælen at sidde dernede og få en god snak i petroleumslampens skær.

Her skal gives en beskrivelse af hjemmet: Man gik ind af en lille 2-delt port hen ad en flisebelagt gang. Til højre for gangen var en åben rendesten med forbindelse til en brønd lige udenfor porten. Til højre i dagligstuen stod en stor seng. I denne sov både Peter og Petrea, og bag denne, ud imod køkkenet, stod dragkisten med alle de spændende bøger, og med familieportrætter på. Lidt til venstre for døren stod der en lænestol og ved siden af den store, høje, runde, sorte kakkelovn, som varmede huset op. Mellem lænestol og kakkelovn var placeret en kakkelovnsskærm af metal med dekorationer på. Og ved siden af kakkelovnen var der en dør, som førte ud til en lille smal entre, hvor man kunne ind ude fra vejen. Den blev sjældent benyttet.

Endelig var der langs den 4.væg, ud mod vejen, placeret den før nævnte chaiselong. Over denne hang der et stort spejl i en så tilpas vinkel, at man kunne benytte det fra den anden side af bordet. For foran chaiselongen stod husets bord med 4 stole. Og over bordet hang der et klenodie, som jeg ville ønske var blevet bevaret for familien eller måske mig. Det var en meget flot petroleumslampe af messing. Og når Petrea sidst på eftermiddagen, ved mørkningen, tændte den, bredte der sig en vidunderligt lys, ledsaget af en behagelig varme. Lampen gav et værdifuldt bidrag til rummets opvarmning.

Ved siden af chaiselongen stod der 2 uundværlige ting: En flaske med hvidtøl samt en tobakstønde.

Flasken med hvidtøl var til fælles afbenyttelse. Når jeg var tørstig, gik jeg bare hen og drak af flasken, men om Peter og Petrea drak direkte af flasken, husker jeg ikke.

Hver 14. dag var Peter i Brugsen for at købe tobak. Der var 2 slags i nogle store papirposer. Når han kom hjem, blev der bredt en avis ud på bordet, og tobakken blev hældt ud af poserne og omhyggeligt blandet, inden blandingen blev hældt over i tobakstønden, klar til at blive brugt i hans store langpibe.

Peter blev barberet 2 gange om ugen, uanset om han trængte eller ej! Det var typisk onsdag og lørdag. Barberingen var et ritual i sig selv. Han gik ud i entreen og hentede en svær læderrem i et skab derude. Remmen blev fæstnet til en krog i vindueskarmen, og så blev barberkniven strøget på læderremmen, så den blev – knivskarp.

Efter barberingen var Peter som et nyt menneske, overskægget blev snoet, og så fulgte altid Ikke sjældent blev jeg budt på en kop kaffe, og jeg syntes, at deres kaffe smagte bedre end min mors. Først som ældre fik jeg forklaringen. Peter og Petrea havde en søn, der var chauffør, og han kom ofte i Frihavnen. Under Krigen var der rationering, og min mor brugte halv kaffeerstatning til at drøje kaffen med. Det gjorde Petrea ikke, fordi sønnen var i stand til at skaffe den ægte vare.

Samme søn var min mor på julepakke med. Hun sendte en and, en flæskesteg mv. til ham og modtog som tak en pakke med sukker, kaffe, rosiner, chokolade m.v. Denne pakke blev der hvert år set frem til at modtage.

Peter havde en utrolig sangskat gemt i hjernen, ofte skillingsviser, som desværre ikke er blevet gemt. Han sang ofte, og jeg lyttede, men kan ikke huske ”Hjalmar og Hulda”, og hvad de nu hed. Men jeg husker stroferne: ” Jeg har et ævle, udi min lomme, det gemmer jeg til min lille ven. Og hvis nu vennen, hun inte skulle komme, så spiser jeg nok mit ævle selv”.

Når vi havde fest og sad i storstuen, f. eks. Høstfest, så bød traditionen, at Peter skulle opfordres til at synge ”Slibervisen”. Og Peter behøvede ikke nødes.

Han tog den rene tallerken mellem sine ben og lod tallerkenen hvile på bordkanten. Herefter tog han sin bordkniv, og medens han sang sin ”Slibervise”, fik han tallerkenen til at dreje rundt som en tænkt slibesten, mens han lod kniven hvæsse på tallerkenens kant. Da visen var slut, lod han som om han trak et hår ud af hovedbunden, foregav at kniven gennemskar håret frit hængende i luften og sagde: ”Nu garanterer jeg for kniven”. Herefter var der ikke et øje tørt!

I haven havde Peter et stort træ med masser af dejlige moreller. Hvis man kravlede op på halvtaget af hønsehuset, kunne man nå mange dejlige bær, men det ville Peter ikke have. Èn gang om året sagde han: ”Kom her”, og så løftede han mig op i træet. ”Nu kan du spise alle de bær

du kan, men så er det også slut”. Og det blev respekteret – så vidt jeg husker!

Medens vi var børn, skulle Peter og Petrea passe os en aften under besættelsen, mens mor og far var i byen. Det foregik i stuehuset på gården. De skulle også fyre i kakkelovnen, hvilket den gang foregik med tørv. Da mine forældre kom hjem, fortalte Peter, at de havde fyret, men der er ikke megen varme i de tørv, sagde han, og det måtte mine forældre give ham ret. Lidt senere fandt mor forklaringen.

Hun havde gravet sine begonieknolde op for vinteren og havde sat dem at tørre inde i stuen. Og det var dem, Peter havde brugt, og det var dem, der ikke var megen varme i. Mor nænnede først at fortælle sandheden i en sang til deres diamantbryllup, som hun afholdt for dem og deres familie i storstuen. En gestus, de var meget taknemlige for, og som hun blev belønnet af deres børn med i form af en sølvtallerken, som jeg har arvet af mine forældre.

Da jeg var på session, valgte jeg at komme ind ved gardehusarerne, dog ikke til hest, hvilket set i bakspejlet var et forkert valg. Jeg havde jo alle forudsætningerne med hjemmefra, og de opnåede ridefærdigheder kunne have været udnyttet senere i livet. Ligesom dragoner har gardehusarer alle et bynavn. Det skyldes, at disse tropper altid var i frontlinjen. Og så var det smart, at hvis vi befandt os på ens hjemegn på et tidspunkt, så kunne den med det pågældende bynavn vise vej, undertiden smutveje. Vi havde jo ikke GPS! Da jeg skulle vælge bynavn, var mit svar med det samme: ”Maribo”, ligesom Peter havde det, da han lå inde. Stor var min skuffelse, da jeg fik at vide, at det var der allerede en i regimentet, der hed. Heller ikke Reersnæs eller Bandholm var ledigt. Derfor kom jeg til at hedde ”Haulykke”!

Petrea var Peter en god og værdsat kone. Aldrig hørte jeg knubbede ord mellem dem. Jeg tror, hun var stolt af sin mand og så op til ham. Peter var god ved hende og støttede hende, ikke mindst da årene begyndte at tære på kræfterne. De havde sammen 4 børn, hvoraf det ene havde opholdt sig i Frankrig og mestrede det franske sprog, hvilket var ret ualmindeligt dengang.

Petrea havde trods manglende faciliteter i køkkenet, en udtalt evne til at lave god mad. Således var det lykken, hvis jeg måtte spise hos hende, når hun havde lavet kalvesteg. Hun lavede Verdens bedste kalvesteg, syntes jeg, og mindes stadig smagen.

Juleaften aftalte Peter og jeg, at vi skulle følges ad i kirke. Der var 2 km at gå, men det var trygt at vandre ad gangstien med Peter i hånden til den smukke kirke med de flotte mosaikruder, der skinnede os i møde, når vi gik gennem porten ind til kirkegården. Sange og prædiken gik lidt for langsomt for et barnesind, der var mest optaget af, hvilke gaver, der ventede under juletræet senere på aftenen.

Efter de kirkelige handlinger var der tradition for, at man hilste på venner og bekendte ude på kirkegården. Vi kendte jo familierne, og det var interessant at hilse på nogle, der var færdige med skolen, under uddannelse og nu var hjemme for at fejre Jul med forældre og søskende. Og traditionen bød også, at vi skulle besøge vores bedsteforældres gravsted og lade minderne vandre om oplevelser sammen med dem. –

Vel hjemme ved Pottemagerhuset tog Peter og jeg afsked med hinanden og gik til hver vores Juleaften. På det tidspunkt var der malket, og dyrene fodret, herunder også de mange katte, der var på gården og som skulle holde musene væk. En af gårdens karle var altid med hos os Juleaften, det var hans pligt, hans hjemmeaften, som vi kaldte det.

I køkkenet havde vores mor haft travlt med stege ænder og flæskesteg samt sørge for desserten, der altid var Ris à là Mande. Denne aften var bordet dækket i dagligstuen, ikke som vanligt i borgerstuen. Det var med til at højne denne aften.

Vi 4 børn var spændte på at komme til at danse om juletræet, så vi var mere flittige med at tage af bordet og hjælpe med opvasken end normalt. Far havde altid til opgave at tænde træet, der flot pyntet med vore hjemmelavede hjerter, trommer, musestiger o. lign. samt naturligvis også dannebrogsflag stod oppe i Storstuen, hvor der for en gangs skyld var tændt op i kakkelovnen. Nutidens børn ved ikke, hvor stort et fremskridt centralvarmen har været. Når man har boet i et stort stuehus med varme i kun 1 rum om vinteren, så er der en Verden til forskel med varme i alle rum!

Efter dansen omkring Juletræet var der uddeling af pakker. Vi havde alle vores lille hjørne, hvor vi kunne placere vores pakker. Efterfølgende gik vi rundt og så på hinandens gaver. Et år var jeg meget stolt, idet jeg havde fået ikke mindre end 4 kuglepenne, der dengang var en ny opfindelse. Jeg glædede mig sådan til at komme i skole og vise dem frem.

Efter at have sluttet ved juletræet sang vi siddende sammen den dejlige salme: ”Dejlig er Jorden”, og så var der kaffebord med lagkage og alskens småkager, bagt til Julen. Inden vi gik i seng, skulle vi en tur i stalden for at se til heste og køer. Det er desværre ikke nutidens ungdom forundt at opleve denne dejlige stemning der opstod, når man gik stalden igennem og så på de mange liggende røde køer, gumlende på deres hø. Det gav en tryghed i sjælen.

oooOooo

På et tidspunkt blev Peter syg og var sengeliggende i en periode. En dag jeg stod og vaskede mælketønder, kom far hjem nede fra Peter og Petrea. ”Ja”, sagde han, ”så kunne det gamle hjerte ikke længere, Peter er her ikke mere”. Han var født 10. august 1872, Stormflodsåret, og døde i 1955, næsten 83 år gammel.

Det var vel nok den første gang, at livets realiteter begyndte at gå op for mig, at ingen er udødelige, heller ikke Peter! Det var en stor sorg, men som der er sagt: ”Minderne lever”. Og det er denne beskrivelse et bevis på. Her kan fældes en tåre!

Petrea var hårdt ramt af sorgen over Peters død. Hun kom på Alderdomshjemmet og døde nogle år senere, mæt af dage. Petrea var født i 1871. Begge satte de sig nogle spor, flere end de fleste opnår – og af blivende værdi for deres eftertid. De var et flot eksempel på, at selvom man kommer fra små kår, kan man godt være selvbevidste og have stil over sig.

Pottemagerhuset eksisterer ikke mere. En Augustdag i 1957 ved 18-tiden skete der en kortslutning i husets elnet, og det stråtækte hus blev hurtigt flammernes bytte. Dermed gled endnu et minde væk fra en hyggelig, minderig tid!